Viden
23. februar 2021
GISP-redaktionen
Et interview med Thilde Bo Schmidt fra Kolding Gymnasium om samarbejdet med DGI i projekt "Bevæg dig for livet"

GISP: Hvordan er projektet kommet i gang?

TBS: Vi blev kontaktet af Kolding Kommune og deres projektkoordinator for ”Bevæg dig for livet”, Anette Hvidtfeldt. Hun spurgte, om vi ville samarbejde om at få noget idræt efter skoletid stablet på benene for vores elever. Det passede fint med vores igangværende trivselsprojekt, hvor et af fokuspunkterne er at få skabt fællesskaber gennem aktivitet.

GISP: Hvad kunne projektlederen tilbyde, som I ikke bare kunne klare selv?

TBS: Hun har kontakt til foreningslivet i Kolding, der stiller med dygtige trænere til projektet. Foreningerne er selvfølgelig interesserede i at rekruttere til deres sportsgren. Projektlederen har erfaringer fra andre gymnasier, hvor eleverne har besvaret et spørgeskema for at ramme deres ønsker for aktiviteter. Det spørgeskema tilpassede vi KG, og sendte ud til alle elever. I responsen fremgår det tydeligt, hvad eleverne ønsker af aktiviteter.

GISP: Hvordan kører projektet så i praksis?

TBS: Vi er startet op med volleyball som første aktivitet. Vi har inden jul haft en volleyballtræner seks onsdage i 1,5 time lige efter skoletid. Jeg reklamerede for projektet til morgensamling, med plakater mm. Der mødte 14-24 elever op hver gang. Jeg fik en volley-interesseret gruppe elever til at være ambassadører og reklamere på bl.a. Instagram. De elever forpligtede sig også på at drive frivillig volley videre efter de 6 gange med instruktøren. En del af dem er aktive nede i volleyballklubben.

GISP: Hvad var idrætslærer gruppens rolle, når der kom en instruktør udefra?

TBS: Nogle idrætslærere har været med til en træning, ellers er det primært mig, der har en opgave som forbindelsesled. En fordel ved projektet har været at aflaste idrætslærerne.

GISP: Hvordan er det gået efter at eleverne har overtaget træningerne?

TBS: Der har ikke været lige så mange elever. En forklaring kan dels være fraværet af instruktøren fra volleyballklubben, dels at en del elever har været hjemsendt pga. COVID19. Elevgruppen melder dog, at de er parate til at kickstarte træningerne når vi igen kan mødes.

GISP: Hvis volley som frisport på KG ikke kommer i gang igen, har delprojektet med volley så været en fiasko?

TBS: Nej, for volleyballklubben har hold, der er målrettet aldersgruppen, og jeg tror nogle elever er startet dernede efter at have mødt den dygtige og sympatiske træner dernede fra.

GISP: Hvad skal der ske med projektet nu?

TBS: Elevernes svar på spørgeskemaet viser, at der er stor interesse for badminton og yoga. Så næste step er, at projektlederen fra kommunen etablerer kontakt til de relevante foreninger. Her er det planen, at der igen kører forløb med en foreningsinstruktør seks gange, inden en gruppe elever overtager aktiviteten.

GISP: Er det overhovedet muligt med elevdrevne aktiviteter?

TBS: Det er vores håb, da vi tror på at elevernes eget engagement som igangsættere og ambassadører kan trække flere elever til. Min rektor, Sune Hother Petersen, er meget optaget af projektet og ser det som en vigtig del af skolens sociale liv. Det er vigtigt for at få tingene til at ske, at der er den opbakning.

GISP: Hvad er succeskriteriet for projektet?

TBS: At få eleverne til at opleve fællesskabet ved idræt og få flere af eleverne til at dyrke idræt på eget initiativ, enten på skolen eller i foreningen.

GISP: Er det lykkes indtil videre?

TBS: Det er ikke lykkedes endnu, for vi er kun lige begyndt.

GISP: Mangler jeg at spørge om noget, der kan have interesse for andre skoler?

TBS: Når skoler og foreninger er lukket ned, så er det op ad bakke. Jeg tænker, at jeg får en stor opgave, når vi vender retur, i at støtte eleverne til at få startet op med fx volleyball. De skal føle, at de selv står for aktiviteterne, men også at de altid har en lærer at få opbakning og hjælp fra. En skole skal prioritere en tovholder, der kan sparke energi ind i projektet.