Viden
24. maj 2023
Andreas Schiørring
Formand for GI
Foreningens formand, Andreas Schiørring, ser tilbage på 75 år med GI.

Gymnasieskolernes Idrætslærerforening (GI) blev oprettet for 75 år siden i 1948. Foreningens formål er, som der står i foreningens vedtægter:

§1 Foreningens formål er at samle alle, der underviser i idræt enten på Stx, hf, eller Hhx/Htx til varetagelse af fælles interesser og styrkelse af det kollegiale sammenhold. Foreningen repræsenterer idrætslærerne under forhandlinger om faget idræt i de gymnasiale ungdomsuddannelser. …”

Foreningens medlemstal har siden årtusindskiftet ligget omkring 1.000, hvor det årlige medlemskontingent er på 400 kr. Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 7 bestyrelsesmedlemmer, der vælges på generalforsamlingen for en toårig periode. Det tilstræbes at bestyrelsesmedlemmerne geografisk kommer fra forskellige steder i Danmark og underviser på forskellige ungdomsuddannelser, samt har en kønsmæssig differentiering.

Bestyrelsen, der de første mange år hed ”styrelsen”, står for driften af foreningen. Der afholdes bestyrelsesmøder 5-6 gange om året. Møderne afholdes på skift hjemme hos bestyrelsesmedlemmerne, hvilket pt betyder møder i Aarhus, Hornsleth, Fredericia, Sønderborg og København. Møderne afholdes en hverdag og begynder almindeligvis kl. 9-9.30 og fortsætter frem til kl. 19-20, inden turen går hjemad. Ca. hvert andet år afholder vi et møde med overnatning, hvor vi holder møde begge dage.

På møderne vendes, diskuteres og planlægges de ting som foreningen beskæftiger sig med. I den forbindelse kan disse helt centrale områder nævnes:

  • det politiske arbejde for at styrke idrætsfaget
  • efteruddannelse af idrætslærerne
Bestyrelsen møde i Valby d. 24. april, hvor GI´s 75 års også fejres.

Politiske arbejde

I forhold til det politiske, så arbejder GI for at styrke idrætsfaget i de gymnasiale uddannelser. Man kan sige, at som udgangspunkt er foreningens fokus mest muligt idræt på højest muligt niveau. I forbindelse med den sidste reform (2017) forsøgte GI at påvirke beslutningstagerne mest muligt. GI var også med i de arbejdsgrupper, der efterfølgende udarbejdede læreplanerne i faget. Løbende er der også kontakt med bl.a. DIF, Danske Gymnasier og DGI for at være bedst muligt rustet, når der næste gang, bliver brug for at påvirke politikerne i en positiv retning.

For tiden er vi spændte på hvordan det går med afviklingen af prøven til sommer. Med afviklingen af prøven på STX vil alle de gymnasiale uddannelser have erfaringer med prøven i idræt, hvor efter der på et tidspunkt kommer en evaluering. Vi har også fokus på idræt i studieretningen, hvor 20 skoler pt har dispensation til at udbyde idræt B i studieretningen. Er det muligt at få idræt tilbage i studieretningen, som alle skoler kan udbyde? Og vil det i så fald være med idræt A eller idræt B – eller måske begge?

GI har et tæt samarbejde med fagkonsulenten (Lasse Beck Meinicke). Ud over den løbende kontakt, så er GI også repræsenteret i Fagligt Forum, der er et forum hvor fagkonsulenten kan vende div. omkring idrætsfaget. Ud over en repræsentant fra GI sidder der bl.a. også en rektor (tidligere idrætslærer) og en repræsentant fra universiteterne.

GI er også med i Pædagogisk Samarbejdsudvalg (PS), hvor repræsentanter for alle de faglige foreninger og GL´s hovedbestyrelse mødes to gange om året. Her drøftes faglige og pædagogiske spørgsmål.

Efteruddannelse

Ud over det årlige FIP-kursus, så står GI for langt den overvejende del af efteruddannelsen af idrætslærerne i de gymnasiale uddannelser. Frem til 2006 var det ministeriet, der havde det økonomiske ansvar for efteruddannelsen. Siden da har GI været den primære afvikler af idrætskurser rettet mod gymnasieskolen.
Hvert år udbydes der en række kurser, der berører forskellige områder i relation til idrætsundervisningen. Kurserne varierer i længde, fra én-dagskurser til ugekurset på La Santa. Vi forsøger at udbyde kurser der retter sig mod forskellige discipliner og områder inden for idrætsfaget. En målsætning ved kurserne er, at man som kursist får kompetencer og materiale, så man efterfølgende kan undervise i emnet. Kurserne er beskrevet på foreningens hjemmeside, hvor man også tilmelder sig.

De kurser der i skrivende stund udbydes i det kommende skoleår er:

  • Idrætshistorisk-byvandring i København, d. 30/8 2023
  • Generalforsamlingskurset hvor der bl.a. afvikles kurser i boldbasis, judo, swing dance, lacrosse, springgymnastik og hip hop, 13-15/9 2023 på BGI-Akademi ved Horsens
  • Yoga-kursus, d. 3/10 2023, Aarhus
  • SRP-kursus, d. 15/11 2023, Fredericia
  • Padel-kursus, d. 29/11 2023, Aarhus
  • Idrætshistorisk kursus i Berlin d. 22-26/4 2024

GI-facebook, hjemmeside, GISP og materialebank

Foreningen har en facebookside (GI – Gymnasieskolernes Idrætslærerforening), hvor der pt er 871 medlemmer. Man skal være medlem af foreningen, for at få adgang til facebookgruppen. Da foreningen har 950 medlemmer, så betyder det at ca. 83 % af medlemmerne er med, hvilket vi synes er flot. Facebooksiden bliver bl.a. brug til:

  • Hurtig forbindelse til foreningen og andre medlemmer
  • Mulighed for at debattere relevante problemstillinger
  • Vidensdeling
  • Svar på div. om fx undervisningsmateriale, studieture, SRP og kurser mm.

Foreningen har også en materialebank i dropbox med bl.a. eksamensspørgsmål, kursusmateriale, videooptagelser, forløb mm.
Hjemmesiden ( https://gym-idraet.dk/ ) indeholder div. om foreninger:

  • Vedtægter
  • Kommende kurser
  • Veltilrettelagte undervisningsforløb
  • Artikler om emner relaterede til idrætsfaget

GISP

Foreningens fagblad, Gymnasieskolernes Idrætslærerforenings Særpost (GISP) udkommer tre gange årligt. I bladet er der bl.a. annoncerer, relevante kursustilbud, forskningsartikler fra universiteterne, boganmeldelser, forløb, nyt fra fagkonsulenten mm. Redaktionen består af en håndfuld idrætslærere, som lægger en masse kræfter i at lave et fagblad til stor gavn for foreningens medlemmer.

Medlemmer af bestyrelsen – 75 år

I nedenstående oversigt kan man se bestyrelsesmedlemmerne i foreningen, siden den blev oprette for 75 år siden.

 

Oversigt over bestyrelsesmedlemmer i GI fra 1948-2023. Se den fulde liste: https://gym-idraet.dk/app/uploads/2023/05/Bestyrelse-75-PDF.pdf

Materiale