Fagkonsulent
19. juni 2020
Lasse Beck Meinicke
Fagkonsulent
Det er blevet en noget anden slutning på skoleåret end forventet. Først og fremmest er det året, hvor det første hold stx’er skulle have været til eksamen i Idræt C, og hvor rigtig mange af os derfor skulle have været i gang som eksaminatorer og censorer. Det må vi nu have til gode til næste år.

Selvom situationen er en helt anden, end vi kender, kommer der stadig til at være lærere, som skal afholde prøver og ud som censor. De selvstuderende og elever på særlige vilkår skal fortsat op til den almindelige prøve. Helt almindelig bliver prøven dog næppe, da vi i faget ikke kan afholde prøven, helt som den skulle være og samtidigt leve op til sundhedsstyrelsens retningslinjer. Hvis ikke retningslinjerne ændres betydeligt, bliver det derfor en modificeret prøve, der bliver afholdt. Det vil (som retningslinjerne i skrivende stund foreskriver det) fx være stort set umuligt at spille kamp eller have kamplignende situationer i de fleste boldspil, eller danse pardans helt tæt. Princippet skal hele tiden være, at det gælder om at se så meget praktisk idræt som muligt, så I får det bedst mulige grundlag at bedømme elevernes og kursisternes idrætslige færdigheder og alsidighed på. Det er muligt at se en del tekniske elementer i boldspil, som I med jeres faglighed stadig kan bruge til at vurdere eleven ud fra. Det er ligeledes muligt i dans at vise trin og rytme, og det er også muligt at danse ”sammen” på afstand, så I kan se, om de kan følge musikken og hinanden. Den tid, der evt. bliver skåret væk i den praktiske prøvetid, skal så bruges til at forlænge den teoretiske del. Det skal altså ikke være en ren teoretisk prøve, men den teoretiske del kan udvides.

Der vil således stadig være nogle af jer, der kommer ud som censorer hos hinanden. Her skal I være klar over, at det er en lidt anderledes prøve, og at der vil være afvigelser. Det kan være, at der er trukket en disciplin eller to ud af forløbspakkerne, så der er mindre tilfældighed i lodtrækningen, men det kan give mening for at tilgodese muligheden for mest mulig praktisk idræt. Der kan også være et forløb til eksamen, som der kun er nødundervist eller fjernundervist i, hvilket også kan sætte sit præg på niveauet. Her er det vigtigt, at I får forventningsafstemt med hinanden, om hvad der kan forventes af eleverne og kursisterne. En del af jeres censorater vil dog være fjernet, da der på skolerne er mulighed for intern censur i forbindelse med selvstuderende og elever på særlige vilkår.
FIP eller FUP. For den vestlige del af landet, blev der afholdt FIP om afstemning af karakterniveauet og om innovation i faget. For den østlige del af landet blev det til FUP, da Danmark aftenen inden afholdelsen blev lukket ned. Om der kommer en gentagelse af kurset, som bestemt ikke er mindre relevant næste år, eller om der bliver et nyt indhold er ikke fastlagt endnu, men FIP er ikke glemt.
I forhold til de generelle regler og rammer vil jeg henvise til ministeriets hjemmeside, hvor der ligger en meget udfoldet FAQ omkring de særlige forhold, der gælder i år i lyset af coronasituationen. Her behandles rammer og regler omkring nødundervisning, eksamen, fravær m.m.

Stx-eleverne skal som eneste mundtlige eksamen op i SRP. Det betyder ligeledes, at der vil være lærere, der fortsat skal afvikle prøver. Der er 1549 elever ud af 26818 mulige, der har skrevet i en kombination med idræt. Det er et ganske fornuftigt antal, da vi gerne vil have, at faget bliver brugt, men uden at der spekuleres i at bruge et c-niveau. Forud for den mundtlige prøve, skal eksaminator og censor kommunikere omkring opgavens styrker og svagheder for at indkredse og afdække konkrete faglige spørgsmål eller overvejelser over faglige metoder, som censor eller eksaminator ønsker uddybet. Ved den mundtlige prøve skal man desuden ind over elevens metodiske og basale videnskabsteoretiske overvejelser.

På HF og HF-enkeltfag kommer den individuelle faglige vurderingssamtale til at spille en rolle i den afsluttende standpunktskarakter. Som der står i vejledningen, er det ”institutionen, der fastlægger de præcise rammer for og indhold af samtalen”, men det er selvfølgelig fortsat de faglige mål i den relevante læreplan, der skal danne udgangspunkt for den faglige vurdering.
Jeg håber, at I lokalt får lavet gode og fagligt meningsfulde løsninger på de store spørgsmål omkring afsluttende standpunktskarakterer, individuelle faglige vurderingssamtaler og den fortsatte nødundervisning – og at vi kan vende tilbage til (mere) normal undervisning på den anden side af sommeren.

Idræt er et ganske udfordrende fag at fjern- og nødundervise i, så det har været imponerende at se de mange løsninger, I har fundet frem. Det er, som jeg har nævnt før, også dejligt, at der er så stor og åben vidensdeling i faget. Det er en uvurderlig hjælp, at der bliver delt så meget på den faglige forenings facebookside og den nye hjemmeside gym-idræt.dk. Tak for det.

God sommer – De bedste hilsner
Lasse