Bestyrelse
23. februar 2021
Andreas Schiørring
Formand for GI
Læs bestyrelsens nyhedsbrev om virtuel undervisning, Generalforsamlingskurset og "Jeg vil ikke løbe mig til min karakter"-diskussionen

Kære alle
Den seneste tid har været meget speciel og udfordrende, ikke mindst i afviklingen af eksamen i idræt i december og januar og i forhold til den daglige idrætsundervisning. I de sidste dage op til juleferien blev afviklingen af eksamen i idræt aflyst. Nogle idrætshold havde lige nået at afvikle eksamen, mens de øvrige hold måtte klare sig med en afsluttende karakter, hvilket bestemt ikke var optimalt.
I forhold til den virtuelle undervisning, så er det dejligt at se, hvor meget aktivitet der er på GI-facebook med deling af forløb, materiale og gode ideer, såvel som spørgsmål/svar på diverse. Vi må også konstatere, at den virtuelle idrætsundervisning giver begrænsninger i forhold til at leve op til de faglige mål. Der er stort fokus på sommereksamen i forhold til, hvordan den kan og skal afvikles. I GI ´s bestyrelse er vi af den holdning, at i det omfang det kan lade sig gøre, så ønsker vi en afvikling af idrætseksamen. Vi mener, at der er en masse læring for eleverne i at forberede sig til eksamen, såvel som der er læring i at gå til eksamen. Det kan blive nødvendigt at justere i selve eksamen, hvor et idrætshold måske ikke opgiver 6 forløb og/eller der tilføjes en notits om, at eleverne forud for eksamen ikke har haft mulighed for at gennemføre forberedelser til idrætsprøven. Det vil sænke de faglige forventninger til eleverne og indgå i bedømmelsen, så det ikke kommer eleverne til skade. Medio januar vendte vi det med fagkonsulenten, og denne holdning er også videregivet til eksamenskontoret. Det er klart, at alt efter hvor længe nedlukningen står på, så ændres forudsætningerne og mulighederne for at afvikle sommereksamen i idræt.

Aflysning af kursus

Grundet corona ser vi os nødsaget til allerede nu at aflyse det planlagte kursus “Inkluderende undervisning i basketball”, der skulle være afholdt d. 9. marts 2021. Vi håber at kunne udbyde kurset på et senere tidspunkt.
Vi er glade for, at FIP-kurset, som vi har planlagt med fagkonsulenten, trods alt kan afvikles virtuelt.

Bestyrelsesarbejdet

Man må også sige at bestyrelsesarbejdet i GI er påvirket af COVID19. I det seneste år har vi kun haft ét fysisk møde, hvor vi mødtes for at afvikle den virtuelle generalforsamling i september. Resten af møderne har været virtuelle, hvilket er effektivt, men bestyrelsesarbejdet fungerer bare bedst, når vi har mulighed for at mødes fysisk til fælles arbejde, hygge, grin etc.

Idrætsfaget i gymnasieskolen

Den 25. december (2020) blev der i Politiken bragt et indlæg fra en gymnasieelev, hvor overskriften lød ”Jeg vil ikke løbe mig til min karakter”. Elevens holdning var, at idræt ikke hører hjemme som et obligatorisk fag på ungdomsuddannelser, fordi det er unfair at ens fysiske ydeevne skal afgøre, hvad man kan blive i fremtiden. Indlægget medførte en hel del debat bl.a. på diverse sociale medier. Det kan nævnes at der var over 1000 kommentar og tilkendegivelser på Politikens facebook-side omkring emnet, lige som det flittigt blev vendt på Gymnasielærernes Chatroom på facebook. Det er interessant at notere sig de mange holdninger til idrætsfaget, herunder fra folk som selv har oplevet faget for snart mange år siden… I bestyrelsen har vi forsøgt at beskrive, hvad formålet med idrætsfaget er, for på den måde at tegne et mere nuanceret billede af idrætsfaget, for vi kan ikke genkende den beskrivelse, som blev fremlagt i Politiken. Vi har bl.a. lavet indlæg og kommentarer på diverse sociale medier, samt deltaget i indslag på Radio Loud.

GF-kurset 2021

Den 15.-17. september afholder vi Generalforsamlingskursus – og vi håber og tror meget på, at det kan lade sig gøre. Vi mangler fortsat at tage vores nye kursussted i brug; BGI-akademi ved Horsens, der er en stor og moderne idrætsefterskole. Vi udbyder samme kurser som i september, hvor vi måtte aflyse kurset. Kurserne er: Hip hop, pickellball, rytmisk gymnastik, ultimate, basketball og akroyoga. For at give plads til endnu flere kursister på GF-kurset, har vi valgt at udbyde hip hop og pickellball både onsdag-torsdag og torsdag-fredag.
Vi glæder os til at se jer ?