Bestyrelse
13. februar 2023
Andreas Schiørring
Formand for GI
Læs bestyrelsens nyhedsbrev om LaSanta-kurset, indsamling af mails, studieretninger, stævner, generalforsamlingskurset og idrætsmusik

La Santa-kurset

I sidste uge af november afviklede vi ugekursus på Club La Santa med 48 kursister. På programmet var (1) svømning og livredning, (2) performance og moderne dans og (3) floorball samt fælles faglige møder. Længere inde i bladet kan I læse en kursists oplevelse af kurset.
Alle kurserne modtog gode evalueringer, hvilket er vigtigt for at os, da vi meget gerne vil sikre at alle vender hjem med god inspiration til forløb hjemme på skolerne. Fra bestyrelsens side oplevede vi stort engagement og energi fra alle, og det var virkelig fantastisk at mærke den passion der er omkring vores fag på tværs af landet. Vi er sikre på at alle ideerne og den fornyet energi man vendte hjem med, er til stor glæde for eleverne. Vi håber vi ses igen i 2025!

Indsamling af e-mails på medlemmer

Vi vil meget gerne sikre os, at vi kan få fat i jer, hvis der skulle opstå problemer med betaling, medlemskab, adresseændring osv.
I må derfor for egen skyld (og vores kassér Camilla) gerne udfylde dette spørgeskema om jeres kontaktoplysninger

Studieretning med idræt A og idræt B – ansøgningsfrist

I forrige nummer bragte vi en række artikler om idræt A i studieretningen. Skulle man have interesse i at udbyde studieretningen, så nærmer ansøgningsfristen sig. Sidste år var fristen primo maj, hvilke formentligt bliver samme tidspunkt i år. Vi håber at mange skoler har lyst til at søge!
Skulle man have spørgsmål om studieretningen eller ansøgningen, så er man meget velkommen til at kontakte Thomas Zambras Andersen (Slagelse Gymnasium): thom6320@slagelse-gym.dk og Thomas Anker (Brøndby Gymnasium): ta@brgym.dk hvor idræt A har været afviklet i en årrække. Spørgsmål kan også stilles til Lasse Beck Meinicke (fagkonsulent idræt): Lasse.Beck.Meinicke@stukuvm.dk
Det forventes at ansøgningsfristen for idræt B er samtidig.

Kurser

I GI bruger vi en del tid på at planlægge og afvikle kurser for vores medlemmer. Pt. har vi to kurser udbudt:

  • Idrætskursus for HHX og HTX, der afvikles d. 9/3 på Kold Tekniske Gymnasium
  • Generalforsamlingskurset, der afvikles d. 13/9-15/9 på BGI Akademi

Ud over disse kurser, så regner vi med, at vi inden for kort tid kan udbyde følgende kurser til afholdelse i det kommende skoleår:

  • Yoga
  • Padeltennis
  • SRP og idræt
  • Idrætshistorie og kropskultur i Berlin

Udenlandskurset til Berlin har fokus på idrætshistorie og kropskultur, hvor professor Hans Bonde vil tage os rundt på en række historiske steder med tilknytning til idrætten. Vi regner med tre dage til faglige fordybelse i Berlin plus en rejsedag i hver ende af kurset. Planen er at kursus afvikles sidst i april 2024.

Generalforsamlingskurset

Tilmeldingen til GF23 Jubilæums-kurset er åbnet – tilmelding sker via vores hjemmeside. Her i bladet kan du læse om den overordnede (og særlige) struktur for de 3 dage i september på BGI Akademiet, og så kan du også læse kursusbeskrivelser for de 6 kurser. Vi glæder os utroligt meget til, at byde en hel masse velkommen til GI’s 75-års jubilæums-kursus. Det byder blandt andet på et møde med fagkonsulenten, generalforsamling, stor fest med band, og så med foredrag med Stanis Elsborg torsdag morgen og tilmed et foredrag torsdag eftermiddag med Nikolai Jacobsen!
Praktisk blænder vi op for 6 kurser i Judo, Springgymnastik, Swingdans, Hip Hop, Boldbasis og Lacrosse, og om fredagen kører vi en særlig turnerings-dag, hvor der hygges og konkurreres i Pickleball, Volleyball, Padeltennis og Petanque.
Det bliver et brag af et jubilæums-arrangement!

Stævner

I dette skoleår er der allerede blevet afholdt en del stævner I blandt andet fodbold, ultimate og håndbold, mens der stadigvæk mangler at blive afholdt stævner i andre discipliner. Vi vil gerne benytte muligheden for endnu engang at takke de frivillige, som overordnet arrangerer og koordinerer stævnerne, samt de af jer som påtager sig ansvaret for de regionale afviklinger.

På fodboldsiden i København havde vi rigtig god erfaring med at samle drenge- og pigeturneringen, og derfor vil vi fremadrettet anbefale at man forsøger at gøre dette, når det kan lade sig gøre. Der var nemlig en rigtig god stemning, og det kostede ikke ekstra tid at booke baner og dommere. Der hvor det kræver lidt ekstra er i forhold til henvendelser fra de enkelte idrætslærere, og derfor kan det være en fordel at være en ansvarlig på hhv. drenge- og pigesiden fra samme gymnasium. Derudover giver det også anledning til en påmindelse om, at den enkelte idrætslærer overvejer at nedbringe antallet af henvendelser til de lokalt stævneansvarlige. Dette vil mindske arbejdsbyrden betragteligt, hvis man fx ikke får ændringsforslag til kampprogram, kommentarer om at der mangles dygtige elever, eller forventer at de ansvarlige medbringer bolde og veste til alle hold.

Idrætsmusik

I efteråret erfarede vi at hjemmesiden www.Idraetsmusik.dk , var blevet nedlagt. Vi fornemmede at ganske mange idrætslærere har brugt hjemmesiden i deres undervisning. Derfor tog vi kontakt til ejeren af hjemmesiden, Niels Skovmand (tidligere idrætslærer i gymnasiet), for at høre nærmere om muligheden for evt. at overtage hjemmesiden eller om den på anden vis kunne fortsætte. Det kunne desværre ikke lade sig gøre.

På vegne af bestyrelsen
Andreas Schiørring