Kronik

UKRAINEKRISEN: SPORTEN STÅR MED ET KÆMPE FORKLARINGSPROBLEM
Af Andreas Juul Ingvartsen, idrætshistorie.dk

Siden 2014 har sporten haft utallige muligheder for at fravriste Putin muligheden for at promovere sig selv over for verdenssamfundet og ikke mindst den russiske befolkning. Men fejhed, griskhed og elendig dømmekraft hos sportens store internationale organisationer har stået i vejen, og derfor har Putin med kæmpe opbakning fra hjemlandet kunne udføre den drøm, som han tydeligt fremførte på det olympiske stadion gennem åbningsceremonien ved vinter-OL i Sotji i 2014; et nyt imperialistisk Storrusland.

Peter den Store, hammer og sejl, zarriget, drømmen om storheden under Sovjetunionen og en hyldest til Stalins arkitektoniske arv. Åbningsceremonien ved Putins store prestigeprojekt – Vinter OL i Sotji i 2014 – spillede på alle tangenter, da arrangørerne i den imponerende visuelle og pompøse forestilling ikke lagde skjul på, at landet igen ville være og skulle anses som den stormagt, de engang havde været, og som Putin i hele sin regeringsperiode har benyttet enhver mulighed for at italesætte.
Netop vinter-OL i Sotji i 2014 var på mange måder startskuddet på en årrække, hvor Putins styre står tilbage, som den helt store afsender på de allerstørste og mest prestigefyldte sportsbegivenheder, som har været fuldstændig afgørende for Ruslands vej til storhed siden dannelsen af den russiske føderation efter Sovjetunionens opløsning omkring 1990. Simultant er der vokset en Putin-kult frem i Rusland, hvor Kreml har forsøgt at skabe et særligt macho og sportsligt image af præsident Putin. Sporten har været en af de mest benyttede kultursektorer i Putins politiske projekt, og derfor er det relevant at debattere sportens rolle i henhold til de rædsomheder, der har udfoldet sig i Ukraine siden russiske tropper igangsatte en invasion den 24. februar 2022.

Det var en stor politisk sejr for Putins regime, da Sotji tilbage i 2007 blev udnævnt som kommende værtsby for vinter-OL i 2014. I slutspurten for at vinde de afgørende stemmer tog de således også et særligt kort ud af ærmet ved den afgørende afstemning ved IOC-kongressen i Guatemala, da selveste Vladimir Putin holdte en tale – endda det yderst sjældne syn, da talen foregik på både på fransk og engelsk. Som så meget andet lykkedes det Putin at slå de konkurrerende værtsbyer Pyeongchang i Sydkorea og Salzburg i Østrig.
Putin så værtskabet som en ideel mulighed til at fremvise Rusland for omverdenen, som en økonomisk stormagt og en vigtig aktør i internationale relationer. Når det hele så skulle foregå i feriebyen Sotji, gik det hele op i en højere enhed. Feriebyen Sotji husede i forvejen Putins enorme sommerresidens og byen var placeret strategisk interessant ved Sortehavet i den betændte Kaukasusregion med både korte afstande til Georgien og Krim-halvøen.

Putins Lege viste os Putins drøm

Vinter-OL i Sotji 2014 var Putins Lege. Allerede optakten til legene var præget af videoer af Putin som judomesteren med det sorte bælte, den elegante skiløber på de olympiske pister og ikke mindst den målscorende præsident i ishockey-arenaen sammen med den russiske ”røde hær” – i denne sammenhæng kælenavnet for det russiske ishockeylandshold, men et kælenavn, der i russiske folkemunde ikke mindst associeres med både det verdensberømte og berygtede sovjetiske ishockeylandshold og den kommunistiske hær under bl.a. 2. verdenskrig.
Når Putin ikke havde travlt med at lade sig fotografere på sportsarenaen, kunne man opleve ham komme ridende gennem storslået russiske natur i bar overkrop eller være i færd med at redde et filmhold fra en sibirisk tiger.

At russerne vil have mere og vesten hurtigt får for meget Putin, var arrangørerne helt bevidste om ved åbningsceremonien ved vinter-OL i Sotji i 2014. For det viste sig nemlig, at der var markante forskelle i den tv-version af åbningsceremonien, som verdenssamfundet blev præsenteret for og den russiske version. Faktisk blev Putin vist hele 40 gange i den russiske version og kun 16 gange i den internationale. Det skete selvfølgelig på strategiske tidspunkter, herunder især under nationalmelodien og hejsningen af det russiske flag. Udover Putin er det også værd at fremhæve, at det russiske flag blev vist 335 gange på russisk tv mod 117 gange internationalt og også publikum – oftest med hånden på hjertet – var i fokus 84 gange på russisk tv mod 21 gange i den internationale version.

Umiddelbart efter åbningen i Sotji opnåede Putins popularitet nye højder, som fortsatte ind i selve legene, hvor de russiske atleter gjorde rent bord (med urent blod i årene) og blev den mest vindende nation ved de olympiske vinterlege for første gang nogensinde.
Det blev selvfølgelig hyldet ved afslutningsceremonien, og her blev ceremonien sunget i gang af et ganske særligt kor. Det var nemlig et såkaldt panrussisk børnekor, der fik lov at synge nationalmelodien. At koret skildres som panrussisk giver associationer tilbage til det zaristiske nationsopbyggende dogme fra midten af det 19. århundrede, hvor man forsøgte at omdanne imperiet til en stat grundlagt ud fra en al-russisk eller treenig nationalitet. Denne treenighed skulle udover etniske russere også omfavne Hviderusland og Ukraine. Det panrussiske kor kan således ses som et russisk ønske om en fremtidig tilbagevenden til netop det pan- eller al-russiske samfund styret af Rusland. Et ønske der fik gang på jord allerede natten efter afslutningsceremonien, da Putin i umiddelbar forlængelse af vinter-OL valgte at sende specialtropper ind i Ukraine for at annektere Krim-halvøen. Desuden er treenigheden mellem netop Rusland, Hviderusland/Belarus og Ukraine også interessant i lyset af de forfærdeligheder, vi ser netop nu i forsøget på den totale invasion af Ukraine, som både sker over de russiske og hviderussiske/belarussiske grænser.

Krig og snyd var ikke nok til at smide Putin ud

Lad os dvæle lidt ved netop de kendsgerninger, der fulgte i kølvandet på Vinter-OL i Sotji i 2014: 1) Rusland annekterede Krim, og 2) Rusland blev afsløret for systematisk og statsstøttet doping af russiske atleter. Disse to realiteter gav således de store sportsorganisationer alle muligheder for at tage skarp afstand til Rusland og ikke mindst sanktionere landet hårdt – endda på et område, hvor man virkelig kunne ramme landets og Putins store interesser – nemlig sporten.

Den chance blev totalt forpasset. Sanktionen i kølvandet på dopingskandalen har mest af alt været en ”pseudo-straf”. For godt nok udelukkede man Rusland på papiret fra deltagelse ved bl.a. OL, men udelukkelsen har ikke været en reel udelukkelse, da atleterne har kunne stille op under navnet Russian Olympic Commitee (ROC) og endda har kunnet deltage i nationens farver på dragterne. Som tv-seer eller publikum under alverdens sportsbegivenheder har der derfor ikke været nogen tvivl om, hvem atleterne repræsenterede.
Sanktionen betød senere hen også, at Rusland ikke har måtte afvikle store internationale sportsbegivenheder. Det hele ser dog lidt besynderligt ud, når Rusland efterfølgende var vært for bl.a. VM i fodbold 2018, medvært på EM i fodbold 2020, vært for et årligt Formel 1 løb i Sotji i perioden 2014-2021, VM i ishockey i 2016 og meget mere. Til sommer kunne vi endda indtil for nylig glæde os til en Champions League finale i Putins fødeby Skt. Petersborg.

Men man har fra russisk side kunne benytte sig af to smuthuller i sanktionen, som omhandler, at Rusland ikke kunne fratages sportsbegivenheder, hvis de allerede var givet til landet før straffen eller hvis der er tale om mindre regionale sportsbegivenheder. I den sidste kategori hører altså både EM i fodbold og Champions League finalen, da der kun er tale om europæiske turneringer og dermed regionale begivenheder. Dette til trods for at begivenhederne faktuelt er blandt de største i verden målt på økonomi og især antal seere, og netop derfor er så vigtig for den russiske propaganda-maskine.
Putin har således på trods af krigsførelse og dopingsnyd lige siden 2014 kunne videreføre sin yderst effektive propaganda gennem sporten, hvilket har været fuldstændig afgørende for ham af flere årsager.

For det første nyder Putin godt af at blive set i selskab med store internationale sportspersonligheder, hvilket vi bl.a. så under VM i fodbold i Rusland i 2018, hvor koryfæer som Lothar Matthäus, Rio Ferdinand og ikke mindst vores egen Peter Schmeichel smilende stod side om side med Putin. Putin og Schmeichels makkerskab gik endda skridtet videre, da Schmeichel lavede et tv-show på russisk stats-tv, hvor han flot kunne fortælle om russisk kultur i de forskellige VM-værtsbyer.

For det andet har Putin benyttet især byen Sotji som et sportspolitisk centrum. Ved OL i 2014 benyttede han sportsbegivenheden til vigtige møder med både den kinesiske præsident Xi Jinping og Japans præsident Shinzo Abe. De to lande kvitterede da også mod gæstfriheden ved at lade deres atleter flage med både hjemlige og russiske flag ved indmarchen under åbningsceremonien.. Derudover har Putin også haft møder i Sotji med sin gode ven Silvio Berlusconi, den tidligere britiske premierminister David Cameron og tidligere amerikanske udenrigsminister John Kerry, ligesom han har benyttet de årlige Formel 1 mesterskaber i Sotji til at mødes med nye venner fra Mellemøsten, herunder Saudi-Arabiens forsvarsminister og Abu Dhabis kronprins samt en perlerække af ledere og personligheder fra sportsverdenen.

Sporten har været benzin på det russiske bål

Men den vigtigste årsag for Putin ved afviklingen af store sportsbegivenheder, skal nok findes i den hjemlige russiske befolkning. For især begivenheder som OL i Sotji og VM i fodbold har været uvurderligt i henhold til at opnå endnu større opbakning blandt sin egen befolkning, og med held (og doping!) i sprøjten formåede de russiske udøvere tilmed at gøre det fantastisk flot til begivenhederne, hvilket pustede endnu mere til populariteten for den stærke leder.

Det må ikke undervurderes, hvor effektivt propagandaen gennem sporten har virket for Putin og dermed også været afgørende for, at han nu har følt sig så stærk, at han til verdens store overraskelse valgte at gå fuldbyrdet ind i Ukraine. Ruslands ageren sender grimme mindelser tilbage til 1930’ernes Tyskland, hvor Hitler også benyttede OL i Berlin i 1936 til at tegne et skønmaleri af sig selv og det nazistiske samfund, ligesom han pustede til den tyske selvforståelse med de mest imponerende olympiske lege verden nogensinde havde set på det tidspunkt. Alt sammen få år inden, at han viste sit sande ansigt ved invaderingen af Polen og dermed starten på 2. verdenskrig.

Efter massivt pres har både FIFA, IOC og stort set resten af sportsverdenen også endeligt valgt at tage mest muligt afstand fra Putin og Rusland, hvilket har betydet en historisk udelukkelse. Det er den eneste rigtige vej at gå og den eneste form for modsvar, som Putin forstår. Når modparten har politiseret sporten så markant, er vi også nødt til at politisere sporten tilbage, og vi må ikke lade den vestlige verden falde tilbage til den gamle floskel om, at sport og politik skal adskilles. Desværre sker det alt for sent, og her står sporten og dens største organisationer med FIFA, UEFA og IOC i spidsen med et kæmpe forklaringsproblem og medansvar. For sporten har i den grad været benzin på det russiske bål, som for nyligt eksploderede.
Sideløbende kan vi krydse fingre for, at andre endnu mere magtfulde autoritære regimer ikke lader sig inspirere af Putin. Det er i hvert fald en skræmmende tanke, at Kina med bl.a. OL i Beijing i 2008 og de netop overståede vinterlege i samme by, ligeledes har benyttet IOC, OL og sporten til at tegne et skønmaleri af ”Riget i midten” sideløbende med landets massive problemer med at overholde basale menneskerettigheder og kolossale militære oprustning.