Nyheder
6. januar 2020
Linda Hejselbak Jensen
GI's bestyrelse
Linda Hejselbak Jensen er nyt bestyrelsesmedlem i GI's bestyrelse. Hun beskriver her sin idrætslige karriere og interesser.

Tak for valget til GI’s bestyrelse, som jeg allerede har haft fornøjelsen af at deltage i et par måneder nu.
Jeg er etfagskandidat fra Institut for Idræt, Københavns Universitet med humanistisk-samfundsvidenskabeligt speciale. Her var mit primære fokus at undersøge hvordan undervisere med fokus på krop, bevægelse og kommunikation kunne udvikle deres professionspersonlighed, og det emne optager mig til stadighed her 8 år efter. Efter specialet arbejdede jeg et års tid som projektleder i et SATS-puljefinansieret sundhedsfremmeprojekt, men jeg savnede at være fysisk aktiv samt at undervise unge, hvor jeg kunne se udbyttet af mit arbejde her og nu. I 2012 blev jeg fastansat på Greve Gymnasium, og her er jeg endnu.

Siden mine ungdomsår har jeg undervist i idræt, og jeg har været vidt omkring inden for bl.a. det frivillige foreningsliv, folkeskolen, efterskole og højskoleregi, eliteidræt, Vridsløselille statsfængsel, handicapidræt udover naturligvis undervisningen i gymnasiet. Jeg har arbejdet med børn, unge, voksne og ældre på tværs af mange forskellige sociale og kulturelle skel og den alsidighed præger også mine interesseområder i gymnasiet. Lige så optaget jeg er, af hvordan vi kan få de allermest demotiverede og ikkeidrætsvante elever til at mærke bevægelsesglæden og få gode idrætsoplevelser de har lyst til at fortsætte med i fritiden, lige så optaget er jeg af at hjælpe eliteidrætseleven til at skabe den gode balance imellem skole og sporten, som kan støtte op omkring toppræstationen og gøre det muligt at nå målene.

Modsat de fleste af mine kolleger, der jo har to (eller flere) fag, har jeg valgt at videreuddanne mig udenfor universitetsverdenen med en 3-årig uddannelse som danse og bevægelsesterapeut i Dansergia ®, hvor jeg også er certificeret coach i teknikken, Proces Inquiry®. Velvidende, at der er klare etiske grænser mellem den terapeutiske profession og lærergerningen, trækker jeg dagligt på viden og erfaringer fra bevægelsesterapien i min lærergerning, der også indebærer opgaver som eliteidrætsmentor og afholdelse af individuelle og gruppebaserede kurser i håndtering af (eksamens)angst og stress. Dagligt bliver jeg mindet om hvordan arbejdet med krop og bevægelse individuelt og i fællesskab rummer nogle helt andre muligheder for læring end den traditionelle klasserumsundervisning typisk giver. Vores fag kan noget helt særligt.

Min egen idrætsbaggrund er også bred og spænder lige fra eliteskydning og gymnastik på højeste nationale niveau i min ungdom til beachvolley, havkajak og styrketræning i alle afskygninger, dog på et mere moderat niveau som voksen. Senest har jeg kastet min kærlighed over bølgesurf, akroyoga og styrketræningsformen, reformer-pilates. En stor del af min idræts(lærer) identitet er helt sikkert, at jeg stadig har mulighed til at udvide repertoiret og lære nye idrætsgrene at kende.

Når jeg tænker over hvad det er ved lærergerningen, der giver mig værdi, er det især det nærværende møde med såvel elever og kolleger, glæden ved bevægelse, og at der altid er nye ting at fordybe sig i fagligt, personligt og professionelt. I min faggruppe er der altid hjælp at hente og vidensdeling af forløb, og erfaringsudveksling er en selvfølge og denne kultur vil jeg gerne bære med ind i mit arbejde for GI.

Vores fag har de seneste år med indførelse af eksamen i folkeskole og gymnasiet fået en vigtig opgradering samtidig med at vores undervisningssektor har været ramt af store besparelser og jeg mener, at den faglige forening har en særlig opgave i at sikre faglig sparring, vidensdeling og kvalitet i vores fag både internt og eksternt. Det er mit håb, at jeg kan bidrage med det i bestyrelsesarbejdet, som jeg meget ser frem til at deltage i.