Viden
1. september 2018
Andreas Schiørring
Aarhus Katedralskole
akatas@akat.dk
Malte Trold Kirkegaard
Aarhus Katedralskole
akatmk@akat.dk
Med den nye læreplan for idræt C er der et betydeligt fokus på inddragelse af teori i idrætsundervisningen. På STX skal der læses 80-100 sider på idræt C, mens det på HF er 40-50 sider. Til den afsluttende prøve indgår den gennemgåede teori i den sidste fjerdedel af prøven med en teori-praktikkobling. Der kan være mange måder at inddrage teori på i den daglige idrætsundervisning. På Aarhus Katedralskole har vi i flere år haft god erfaring med en fast struktur omkring teoriinddragelsen i idræt C, som måske kan være interessant for andre idrætslærere.

Lektier med læsespørgsmål

Som udgangspunkt har eleverne en læselektie, som eksempelvis kunne være 2 sider fra en grundbog eller kompendium, en kort artikel eller nogle videosekvenser med et teknisk eller taktisk fokus. Til lektien følger nogle læse- spørgsmål, der skal besvares og nedskrives, mens teksten læses eller videosekvenserne ses. Spørgsmålene er overvejende af redegørende karakter, så de er lette for eleverne at besvare.
Et eksempel er til et afsnit om musik og bevægelse, hvor eleverne læser cirka 21⁄2 side fra bogen, og lektien lyder:

Læs side 71-74 i idræt C bogen om musik og bevægelse. Besvar følgende spørgsmål, mens du læser siderne. Skriv ned og medbring svarene til timen.

  • Hvad er rytme?
  • Hvilke forskellige bevægelses-kvaliteter findes der?
  • Forklar hvad man kan bruge figuren nederst på side 71 til. [figuren omhandler forskellige tempi som kan
    tælles op for en specifik sang]

Afsnittet bruges f.eks. til vores fælles-forløb “Rytmisk opvarmning” eller til senere forløb i musik og bevægelse.
Eleverne medbringer besvarelsen på læsespørgsmålene, hvilket betyder, at de centrale aspekter fra lektien kan gennemgås relativt hurtigt. Det kunne eksempelvis være først i idrætslektionen inden opvarmningen. Vi har også en god erfaring med at harpunere eleverne, så det hurtigt bliver tydeligt for eleverne, at man skal læse lektier til idræt C undervisningen.

Generelt er eleverne ikke vant til, at der almindeligvis er lektier til idrætsundervisningen, hvorfor det kan være nødvendigt at være ekstra skrap omkring det – i hvert fald det første stykke tid. Strukturen med lektier og læsespørgsmål begynder vi med allerede i første idrætslektion i 1.g, så eleverne hurtigt bliver vant til, at sådan er det at have idræt i gymnasiet.

Hvordan kan teori inddrages i idrætsundervisningen?

Efter lektiegennemgangen, som måske tager 4-6 minutter, er den praktiske idræt. Sidst i lektionen er der en afsluttende sekvens, hvor teori og praktik kobles til den dybere og mere komplekse forståelse for eleverne. Teori, der blev bearbejdet på et redegørende niveau først i lektionen, skal her kobles til den praktiske del, hvor eleverne nu arbejder på et højere taksonomisk niveau.

Hvis vi tager ovenstående eksempel om musik og bevægelse, så kan vi f.eks. i løbet af lektionen arbejde med et opvarmnings- program, hvor vi øver forskellige bevægelses- kvaliteter ift. forskellige sange. Til sidst i lektionen kan vi snakke om, hvilke bevægelseskvaliteter vi har haft fokus på i lektionen, og hvordan rytme har en betydning for de bevægelser, som vi har arbejdet med.

Et andet eksempel kunne være til træningsprojektet, hvor eleverne læser et afsnit om puls, Borgs skala og kondition, hvor der f.eks. er et spørgsmål om, hvad man kan bruge pulsmåling til ifm. konditionstræning, og hvad man kan bruge Borgs skala til.

I løbet af lektionen afprøver de så både pulsure, manuel pulsmåling og skal prøve at angive deres intensitet vha. Borgs skala, og så slutter vi lektionen af med refleksion over deres oplevelse sat over for teorien; hvordan oplevede de metoderne i praksis, og hvordan kan de arbejde videre med dem i deres forløb med træningsprojektet.

Der er blevet udarbejdet læsespørgsmål til hele vores grundbog (Idræt C – teori i praksis, Systime), så det er hurtigt og let for alle idrætslærere at give læsespørgsmål til et givent tekstafsnit. Læsespørgsmålene er sammensat således, at de generelt refererer til ca. 2-3 sider i Idræt C bogen.

Vi vil gerne dele læsespørgsmålene med andre, hvis man bruger samme grundbog. Skriv til os på mail, hvis du vil have tilsendt spørgsmålene.