Baggrund

Du kan måske også genkende det her billede af arbejdet med drejebogen, for det var i hvert fald noget der gentog sig for mig i forskellige klasser. Jeg afsluttede hvert forløb med at mine elever skulle lave en drejebog, og hver gang tænkte jeg, at det kunne vi hurtigt klare … MEN hver gang endte det med at tage et helt modul, uanset hvor velforberedte eleverne var hjemmefra.
De flittigste elever formåede oftest at lave en drejebog relativt hurtigt og forstod nogenlunde principperne bagved, men jeg oplevede altid, at der var en stor gruppe af elever, som aldrig fik taget sig sammen, bare kopierede de andres drejebøger, eller ikke helt kunne se meningen med en drejebog. Det betød, at en del elever enten ikke blev færdige, eller ikke fik lavet en brugbar drejebog. Efter sådan et modul følte jeg, at vi havde ”spildt” alt for meget tid på ingenting, medmindre at jeg havde givet eleverne færdige skabeloner, som de bare skulle skrive navn på.

Denne frustration over ”spildte” moduler betød, at jeg måtte tænke i en anderledes tilgang til drejebogen. Idéen til min nye tilgang opstod faktisk, da jeg stod og forklarede en elev, at det var ligesom da hun på skituren, skulle vise sin gode teknik og sine fine sving. Der valgte hun at køre på en blå piste og ikke på den sorte piste. Det gav mening for hende, og det fik mig til at tænke, at jeg måske kunne gribe drejebogen an på samme måde. Derfor arbejder vi nu med farvereferencer fra ski, og starter derfor på grøn piste, inden vi bevæger os til blå og rød piste og slutter af med at sætte det hele sammen på den sorte piste. Fordelen ved at bruge disse farvekoder er desuden, at eleverne opbygger et sprog for øvelsesvalg, som de kan huske og som de benytter undervejs. For nogle elever kan en simpel sekvens med dribleøvelser i basketball sagtens være svær, og derfor kan de ikke altid skelne mellem lette sekvenser og svære sekvenser. Men de fleste elever kan alligevel godt se forskel på kompleksitetsgraden i en øvelse, og derved forstå at dribleøvelser er en grøn øvelse, mens motion-angreb er en rød øvelse.

Hvordan jeg konkret har stilladseret arbejdet med drejebogen

Tager man udgangspunkt i den normale drejebogsskabelon vil oversættelsen til min skala være følgende farveskala:

• Grøn øvelse Sekvens 1: Simple / isolerede øvelser, med et begrænset fokus.
• Blå øvelse Sekvens 2: Sammensatte tekniske øvelser.
• Rød øvelse Sekvens 3: Angrebsøvelser, små koreografier, svære spring, etc.
• Sort øvelse Sekvens 4: Fælles kamp / koreografi

I min beskrivelse tager jeg udgangspunkt i et 3-årigt idræt C hold, men jeg har også haft stor succes med fremgangsmåden på et turbo HF-hold, for hvem det også bliver visuelt og let forståeligt.

Arbejdet med drejebogen starter i det første forløb som eleverne arbejder med i 1.g., og er ikke disciplinafhængigt. Mit eksempel tager udgangspunkt i disciplinen ultimate.

Se et eksempel på en drejebog med anvendelse af farvekoderne

Første modul

Jeg italesætter mine øvelsesvalg med farvekoderne, hvilket betyder, at da vi laver baghåndskast to og to, italesætter jeg det som en grøn øvelse. Da vi spiller parti-disc, italesætter jeg det som en rød øvelse.

Andet & tredje modul

Jeg spørger eleverne om de bemærkede mit farvesprog i første modul, og forklarer dem dernæst opbygningen af sværhedsgrader som går: grøn, blå, rød og sort. Hvor grøn svarer til de simple øvelser og sort er det færdige spil.
Undervejs i de to moduler bliver jeg ved, at italesætte farverne på de forskellige øvelser vi laver, og beder også eleverne reflektere over, hvilken farve de tror en øvelse har været.

Fjerde modul

Her kommer jeg med et papir, hvorpå der står beskrivelser af f.eks. 3 blå øvelser. I grupper á 4-5 personer skal eleverne vælge, hvilken blå øvelse de vil arbejde med i 20 minutters afsat undervisningstid. For at gøre det meget visuelt og pædagogisk har jeg desuden afleveret øvelserne på blå baggrund, med blå skrift eller lignende.

Sjette/syvende modul – Det afsluttende modul

Som lektie til det afsluttende modul har jeg delt et dokument med eleverne, hvori alle de øvelser vi har gennemgået undervejs i forløbet, er oplistet i farvekategorierne. Eleverne skal hjemmefra have forberedt, hvilken øvelse de vil vise til den ”praktiske prøve” i modulet, og de vælger selv farve. Når de har fremvist deres øvelse, får vi i plenum en snak om øvelsesvalg, styrker/svagheder ved de forskellige valg, og hvorfor det er smart med en progression, hvis man skulle fremvise en hel drejebog.

Afslutningsvis sammensætter de deres drejebog med udgangspunkt i mit øvelsesdokument, hvor de skal vælge en grøn, en blå, en rød og en sort øvelse (se billede/tabel/figur 1 ?? den er indsat i dokumentet nederst og uploadet i dropboxmappen).

Progression i drejebøgernes detaljegrad

• I 1.g. arbejder eleverne udelukkende med at udvælge øvelser og afsætte tid. De skriver derfor ikke fokuspunkter på drejebogen endnu.
• I 2.g. begynder vi at arbejde med at skrive fokuspunkter på drejebøgerne.
• I 3.g. skal eleverne lave drejebøgerne som lektie, og så følger vi op på drejebøgerne i undervisningen, hvor de får feedback på deres drejebøger.
• I 3.g. har jeg desuden både afprøvet versionen, hvor de selv skulle vælge øvelser helt frit og den version, hvor jeg stadigvæk gav dem en øvelsesoversigt. Jeg synes, det er meget klasseafhængigt, hvordan de klarer den frie version, særligt hvis man vil undgå at bruge et helt modul på opsamling.

Opsamling

Jeg har meget positive erfaringer med denne stilladserede opbygning, og det er jo selvfølgelig også derfor, jeg håber at inspirere andre. Jeg synes, virkelig at det giver et fællessprog med eleverne om drejebogen, og at det giver en øget forståelse for øvelsesvalg, fordi vi hurtigt og nemt kan italesætte øvelser undervejs. Derudover oplever jeg, at elever undervejs kan finde på at spørge om, hvorvidt ”det her var en grøn eller blå øvelse”, hvilket jo tyder på, at der sker en refleksiv proces undervejs.
Jeg oplever, at farvekoderne kan overføres til alle de discipliner, jeg kører i gymnasieskolen, selvom det selvfølgelig sommetider kan være svært at vurdere, hvilken farve en øvelse hører til. De refleksioner man kan have i forhold til, hvorvidt en øvelse er eksempelvis grøn eller blå, syntes jeg dog eleverne har god forståelse for, hvis blot de involveres i refleksionen.

Udover at være en stor fordel for de allersvageste elever, så fungerer opbygningen også rigtig godt til et turbo-forløb (f.eks. HF). I et turbo-forløb kan man ikke lave helt samme progression i forhold til at træne elevernes selvstændige valg, men med farvemetoden når de lynhurtigt til et stadie, hvor de kan træffe nogle selvstændige valg vedrørende deres drejebog. Derudover sikrer man sig, at eleverne har en vis grad af støtte, og jeg har oplevet, at eleverne har mindre brug for drejebogshjælp. Særligt i den sidste tid op til eksamen.