Før jeg fik set mig om, er det gamle skoleår gået på hæld – og eksamenstiden lurer lige om hjørnet. Jeg kan allerede ane omridset af det nye skoleår blive tegnet op i kulisserne, når de rumsterer lidt med det store “årshjul” inde på ledelsesgangen. Faktisk har jeg været nødt til at tænke på planlægningen af det nye skoleår i et stykke tid, for det gælder om at være ude i god tid, hvis man skal gøre sig forhåbninger om en plads på det populære GF-kursus til september. Sidste år var jeg i et endnu større dilemma, da jeg stod og skulle vælge, om jeg kunne forsvare BÅDE at søge GF-kurset OG La Santa-kurset, eller om jeg turde tage chancen blot at søge La Santa-kurset, med risikoen for et afslag på et tidspunkt, hvor det måske ville være for sent for mig, at få en plads på GF-kurset.

Men hvorfor betyder det så meget for mig at komme på generalforsamlingskursus i den faglige forening? Lyder det i virkeligheden ikke lidt kedeligt? I ugerne op til et af de store GI-kurser begynder forventningens glæde at spire inde i mig. Kan de ikke snart sende deltagerlisten ud, så jeg kan se, hvem af de mange dejlige personer, som jeg kender fra tidligere, skal være med på kurset. Nogle kender jeg fra studietiden; andre er fra min lokale region og andre igen har jeg kun lært at kende igennem GI’s kurser. På den måde er mine idrætskolleger som et hold ekstra venner, som man måske kun ser ved disse særlige lejligheder – og flere kommer til hver gang.

Jeg har tit tænkt over, hvorfor jeg får så mange stærke og tætte relationer til mine idrætskolleger. Det er vel fordi vi kommer omkring så mange ting sammen. Vi udfordrer os selv og hinanden i de mange sjove, udfordrende og stimulerende discipliner på den idrætslige palette. Vi griner sammen og af hinanden. Vi kæmper sammen og mod hinanden. Vi viser hinanden vores styrker og svagheder inden for det praktiske felt. Men vi diskuterer også de mange teoretiske, politiske og didaktiske udfordringer, opfordringer og muligheder. Vi vender store og små udfordringer fra vores daglige virke; alt fra SRP/SOP, hensigtsmæssig adfærd, forløbsplaner, læreplaner, studieplaner til eksamensplanlægning bliver vendt og drejet i løbet af sådan et kursus – både i formaliserede rammer, men også i de små snakke på sidelinjen eller ved frokostbordet. Vi lærer på den måde rigtig mange facetter af hinanden, hvilket jo er en af de vigtigste parametre i relationsopbygninger. Dertil kommer jo alle de ting, vi får snakket om i de mange små hyggelige stunder ud på aftenen – eller måske natten.

Selvom jeg har skrevet meget om det kollegiale, er hele rammen for kurserne dog sat om det faglige. Her er glæden ved og lysten til at udvikle mig en kæmpe drivkraft i sig selv. Jeg har altid stor fornøjelse af at blive inspireret af fagligt kompetente undervisere blandt mine dygtige kolleger (i sjældne tilfælde: andre eksperter) rundt om i landet. Selv i de forløb, som jeg har stor erfaring med at køre hjemme på gymnasiet, får jeg altid ny inspiration, som jeg kan tage med og implementere i min egen undervisning. Det strækker sig over læringsmål, øvelser, pladsudfordringer, sekvensering, progression og selvfølgelig de tekniske elementer herunder egenfærdigheder. Jeg synes at idrætsfaget rummer så mange hjørner og afkroge, at jeg aldrig kan få nok af faglig inspiration og ny viden.

Når jeg på den måde glæder mig så meget til det faglige indhold og den kollegiale sparring, er det vel ikke så meget at sige til, at jeg ikke kan vente til det næste kursus i rækken – enten i det regionale eller landsdækkende regi.