Viden
24. maj 2023
Bjarke Andreasen
Lektor, Aarhus HF og VUC
Studielektor, Idrætsvidenskab, AU
Følg GI på Facebook
Hvor er idrætsfaget om 25 år? Sikke dog et vanvittigt spørgsmål, som GI har stillet. Hvordan skal jeg dog kunne svare på det? Først og fremmest er jeg nok glad, hvis faget overhovedet eksisterer. Men det tror jeg nu, at det gør.

Selv stiftede jeg første gang bekendtskab med idrætsfaget, da jeg gik i gymnasiet i starten af 90érne. Midt i grungemusikkens storhedstid havde jeg både det obligatoriske niveau (C) og valgfaget på mellemniveau (B). Og hvor mellemniveauet, med årskarakter, en mulig eksamen, fejesving og træningslære mindede forholdsvis meget om faget i dag, så var det obligatoriske niveau helt anderledes. Her var hverken årskarakter eller eksamen, og i praksis mindede timerne mest om aktivitetstimer. I min klasse var vi en stor flok, der elskede idræt.

Vi spillede primært badminton, basketball og floorball. Vi bestemte selv, og så længe vi gav den gas, fik vi lov. Hvad resten af klassen lavede, kan jeg ikke huske.
Omkring 2007 begyndte jeg selv for alvor at undervise i idræt i gymnasiet, og her oplevede jeg et fag, der havde forandret sig meget. Indholdet i undervisningen var helt anderledes fastlagt. Der var kommet årskarakter, og en helt anden seriøsitet omkring, at eleverne skulle lære nogle færdigheder og nogle nye spil eller danse. Undervisningsminister Bertel Harder tog med tidens største træningsguru Chris MacDonald på skolebænken, og så, hvor meget elevernes sundhed og koncentrationsevne blev øget, hvis de fik den rette kost og masser af træning. Idrætten kunne bruges som middel til sundhed og almen læring, og Bertel Harder fik indskrevet et krav om 20 minutters hård fysisk aktivitet i de fleste lektioner.

Konditræning kaldte han det. Jeg oplevede imidlertid også meget store forskelle mellem de enkelte idrætslæreres seriøsitet og tilgang til faget. Nok var der en styrende læreplan, men da der ikke var eksamen, var der ikke andre end ledelsen til at læse undervisningsbeskrivelsen – hvis der overhovedet blev skrevet en.

Nu er eksamen kommet, og idrætsfaget er blevet et fuldgyldigt gymnasiefag med undervisningsbeskrivelser, læringsmål og karakterer. Jeg er helt med på, at det er relevant at diskutere, hvad eksamen gør ved indholdet af undervisningen, og de didaktiske valg vi træffer undervejs. Eksempelvis kan man diskutere forholdet mellem målstyret undervisning og dannelse, men det må blive en anden gang, for nu vil jeg blot konstatere, at eksamen er en god ting, der højner fagets status og sikrer en mere ensartet tilgang til undervisningen idrætslærerne imellem.

Men hvor er faget så om 25 år? Jeg aner det stadig ikke – men jeg tror stadig, at det findes. Med de nye intelligente chatbotter er mange af de mere kognitivt baserede fag sat under pres. For hvad nu hvis chatbotterne bliver så gode, at de kan lave en tekstanalyse og en fysikrapport? Ja, så er der jo kroppen tilbage. Da jeg startede på idrætsstudiet i 1997, havde brødrene Dreyfus næsten lige skrevet bogen Intuitiv ekspertise. Den bristende drøm om tænkende maskiner, der med udgangspunkt i en fænomenologisk analyse af kroppen og den tavse viden netop argumenterer for, at den kunstige intelligens ikke vil kunne slå mennesket. Denne diskussion har vel aldrig været mere relevant, og måske får vi på denne baggrund et fag, der i endnu højere grad handler om at få oparbejdet en alsidig kropslighed. Forhåbentlig underviser vi stadig i forskellige danse og discipliner, men måske bliver det i højere grad suppleret med et øget fokus på vejrtrækning, fremtoning, kropsholdning – og i det hele taget det, at være til stede i rummet i og med sin krop. Måske kommer et begreb som physical literacy til at fylde mere i didaktikken. Physical literacy (Whitehead) kan bedst oversættes som kropslig dannelse, og handler i meget korte træk om den lidt mere subjektive side af det at bevæge sig. Måske er det nødvendigt med et øget fokus på alsidighed og kropslig dannelse. I min søns syvende klasse er der drenge, som spiller fodbold mindst fire gange om ugen, der er gået hjem fra skole efter idrætstimerne, fordi de er blevet svimle af at lave kolbøtter. Min frygt er, at flere og flere unge enten kommer i dårlig fysisk form på grund af inaktivitet eller bliver mere og mere specialiserede i en enkelt disciplin fra en tidlig alder.

Så findes idrætsfaget stadig om 25 år? Ja, og ellers går det helt galt, for relevansen vil aldrig have været større 🙂 Og hvad indeholder idrætsfaget så? Forhåbentlig stadig masser af undervisning i både nye og gamle discipliner, men måske også et øget fokus på den mere almene kropslige dannelse, så vi kan gå med kroppen forrest i kampen mod de tænkende maskiner.

Materiale