Viden
9. september 2019
Andreas Schiørring
Formand for GI
Med den nye læreplan for idræt C er der sket nogle ændringer i forhold til, hvad der er god praksis i forhold til skadede elever. I denne artikel vil jeg komme ind på nogle af de væsentligste regler, der er omkring skadede elever og som grundigt beskrives i UVM's dokument “Vejledning om fuldstændig eller delvis fritagelse fra idræt”, samt hvordan vi på Aarhus Katedralskole har ændret en del procedurer omkring de skadede elever.

Før den nye læreplan

I idrætsundervisningen på Aarhus Katedralskole fik en skadet elev tidligere en opgave som fx dommere eller som coach for et af holdene i den afsluttende kamp. En skadet elev kunne også have en opgave med at give feedback til en opvarmningsgruppe.

Ud over dette blev en skadet elev også tit sendt ned i motionsrummet i en del af undervisningen, hvor en skade kunne genoptrænes (hvis anvisninger fra læge eller fysioterapeut) eller for at træne resten af kroppen i det omfang det kunne lade sig gøre. I faggruppen havde vi udarbejdet en række træningsplancher med beskrivelser og billeder af en række øvelser, som den skadede elev så kunne benytte – uden at idrætslæreren var til stede.

Ny praksis – hvordan er reglerne?

Dele af denne praksis har vi ændret, da alle de skadede elever (med et par få undtagelser), der ikke har fået et erstatningsfag, skal til den afsluttende prøve i idræt – hvis faget udtrækkes. Vi sender derfor ikke længere en skadet elev ned i motionsrummet for at selvtræne. I stedet skal eleven følge mest muligt med i undervisningen, hvilket en række arbejdsopgaver skal hjælpe med. Senere i artiklen vil jeg komme ind på den skadede elevs opgaver.
Et erstatningsfag vil fx komme på tale, hvis en elev bliver så alvorligt skadet i 1.g, 2.g eller begyndelsen af 3.g, at det ikke forventes, at eleven bliver klar til skolestart eller for 3.g elevens vedkommende inden for en overskuelig periode. Får 3.g eleven, der bliver alvorligt skadet og dermed er forhindret i at deltage i den praktiske del af undervisning, ikke et erstatningsfag, så skal vedkommende fortsat til den afsluttende prøve, hvis holdet udtrækkes. Prøven vil i så fald være en ren mundtlig prøve på ca. 24 minutter (inkl. votering), der vil indeholde det faglige indhold i de tre udtrukne forløb med fokus på sammenhæng mellem praksis og den tilhørende teori. Det skal nævnes, at denne elev ikke får nogen årskarakter, og dermed kun har en idrætskarakter på sit studenterbevis, hvis eleven udtrækkes til prøven i idræt.

Modsat vil en elev med en mindre alvorlig skade som fx fibersprængning eller knoglebrud fritages fra den praktiske del af idrætsundervisningen i en periode, men vil være til stede i idrætsundervisningen og deltage i den ikke-praktiske del. Denne elev skal til prøve i præcis de samme forløb og faglige mål som de øvrige elever.
Derfor er det vigtigt, at den skadede elev hjælpes til at følge med i idrætsundervisningen mest muligt. Her er det vigtigt at følge lægeerklæringen – og i forlængelse af dette, at få eleven til at være omklædt og være med i de øvelser/aktiviteter som skaden/lægeerklæringen tillader. Får en elev fx en fiberskade kort før prøven i 3.g og dermed er forhindret i at være med i den praktiske del, så skal eleven til sygeprøve senere.

Som idrætslærer er det vigtig at huske, at man skal have haft mulighed for at se og vurdere eleven inden for alle tre færdighedsområder i et skoleår, for at eleven opfylder læreplanens krav om bl.a. alsidighed og dermed kan få en afsluttende årskarakter. Her kan det blive nødvendigt at indkalde en elev, som har været fraværende eller skadet i
et helt forløb/færdighedsområde, til en prøve/fremvisning, hvor eleven viser sit faglige niveau jf. de faglige mål i det/ de pågældende forløb (fx i 3.g). På Aarhus Katedralskole praktiserer vi dette, og forsøger i første omgang selv at lave en aftale med en elev, hvor vedkommende kan vise sit faglige niveau. Det kan fx være i en pause eller efter en idrætslektion, når de andre elever er gået i bad. Hvis eleven ikke kommer til denne prøve, så tager administrationen over og står for at få eleven indkaldt til prøve, så der kan gives en afsluttende idrætskarakter.

  1. Slutteligt vil jeg lige nævne den gruppe af elever, som afviger fra ovenstående, hvilket er:
    elever med handicap/permanente funktionsnedsættelser som fx blindhed og muskelsvind, der kan fritages fra både idræt og erstatningsfag.
  2. førnævnte elever der trods deres permanente funktionsnedsættelse ønsker at være en del af idrætsundervisningen, men uden at få en afsluttende karakter, hvilket aftales med rektor og idrætslærer. På Aarhus Katedralskole har vi, set fra idrætslærerens perspektiv, haft glæde af b’erne. De to sidste tilfælde, hvor vi har benyttet denne ordning, har været med en blind elev og en elev, der så rigtig dårligt. Begge elever var med i idrætsundervisningen, men fik ingen karakter, hvilket de var fint indforstået med.

Det skal nævnes at den blinde elev havde en støttelærer i alle idrætslektionerne.

Eksempel på den nye praksis med skadede elever

Med udgangspunkt i UVMs dokument “Vejledning om fuldstændig eller delvis fritagelse fra idræt” har vi på Aarhus Katedralskole udarbejdet følgende opgaveskriv, som en skadet elev får, når vedkommende ikke kan deltage i den praktiske idræt.
Den skadede elev skal tage noter til fx teorisnak samt det tekniske og taktiske fokus i lektionen. Denne opgave er beskrevet på et A4 papir og lamineret. Det er let at give til den skadede elev, der så har nogle tydelige retningslinjer og opgaver i forhold til det faglige indhold i idrætslektionen. Det fungerer også fint i forhold til, at man som idrætslærer ikke skal bruge lang tid på at sætte en skadet elev i gang med en arbejdsopgave, da det vil være på bekostning af undervisningstid til alle de andre elever.
Vores erfaring er, at det fungerer godt med dette lille “skriv”, hvor eleverne er indforstået med deres opgave, når man er skadet.
Dette skriv til den skadede elev kan findes i GI-materiale-bank, hvor det kan hentes og tilpasses i det omfang, der er behov for det.

 

Du er med i den praktiske del af idrætsundervisningen
i det omfang, det kan lade sig gøre. I det omfang det ikke kan lade sig gøre at være fysisk aktiv, så har du følgende opgaver:

  1. Skriv noter til det som vendes i plenum (fx ved opstart og afslutning af lektion).
  2. Tag evt. billede af tavlen, hvis der er skrevet tavlenoter.
  3. Skriv noter om øvelserne, der bliver lavet, og øvelsernes fokuspunkter  (gerne med tegning af opstilling eller løbemønstre etc).
  4. Brug evt. din mobiltelefon til at videofilme en kort sekvens af væsentlige øvelser eller koreografier (efter aftale).
  5. Noter og optagelse sendes til OneNote og din idrætslærer senest én dag efter idrætsundervisningen.