Viden
26. oktober 2024
Jeppe Carstensen
Fodbold er den største og mest populære sportsgren i verden. Afgørende for udfaldet af en fodboldkamp er holdenes evne til at score mål. Fodboldsparket er undersøgt i omfattende omfang som et afgørende element hertil. To vigtige komponenter for sparket er hastigheden, som en spiller kan genere på bolden, og præcisionen, hvormed en spiller er i stand at placere bolden. Arbejdskravet i fodbold er karakteriseret ved en intermittent sportsgren, hvor spillerne kan opleve momenter af træthed gennem en kamp grundet højintense perioder samt gradvis akkumulering af træthed mod slutningen af kampen. Hvordan tekniske egenskaber såsom sparket er påvirket af træthed, er ikke entydig og litteraturen indenfor emnet effekt af muskeltræthed på sparkepræcision er inkonsistent.

Introduktion

Formålet med forsøget er at undersøge effekten af muskeltræthed på sparkeperformance blandt dygtige fodboldspillere. Hypotesen er, at spillernes maksimale sparkehastighed, maksimale ankelhastighed og sparkepræcision reduceres efter muskeludtrættende arbejde.

Metodeafsnit

17 erfarne, mandlige fodboldspillere med niveau rangerende fra amatør (serie1) til professionel (Superliga) (alder= 24,9 ± 2,1 år) deltog i studiet. Alle målinger er fortaget på Sektion for Idræt, Århus Universitet.
Studiet var et 7 dages randomiseret, kontrolleret cross-over design studie, hvor interventionsgruppe og kontrolgruppe er samme forsøgspersoner adskilt af en uge. Forsøgspersoner i gruppe 1 udtrættes mellem sparketestene i testdag 1, hvor testgruppe 2 agerer kontrolgruppe, som slapper af i samme tidsperiode, som udtrætningen foregår. Ved testdag 2 ugen efter bytter de 2 grupper program, som illustreret i figur 1.

Figur 1. Testdagene er foretaget >48 timer efter seneste aktivitet (kamp eller træning) for forsøgspersonerne. Alle målinger er lavet på spillernes foretrukne sparkeben.

Udtrætningsprotokol
Forsøgspersonerne blev placeret i et dynamometer (avanceret leg ekstension maskine). Udtrætningsprotokollen bestod af maksimale strækninger af knæet styret af dynamometerarmen ved fart 60o/s. Efterfølgende bøjede dynamometerarmen forsøgspersonernes knæ ved samme fart mens de kæmpede maksimalt imod bevægelsen. M. quadriceps arbejdede altså koncentrisk efterfulgt af excentrisk i løbet af 1 repetition. Protokollen bestod af 5 set af 10 repetitioner med 10 sekunders interset pause med range of motion sat til: maksimalt voluntær knæbøj – 5o  maksimal voluntær knæstræk + 5o. Forsøgspersonerne fik 3 minutters pause mellem udtrætning og postests i dynamometeret.

Måling af muskeltræthed
Inden måling af muskeltræthed blev forsøgspersonerne placeret på samme måde som i udtrætningsprotokollen. Forsøgspersonerne blev bedt om at kontrahere låret så hurtigt og så kraftfulgt som muligt. Dynamometeret holdt stille og målte hvor hårdt forsøgspersonen sparkede til en pude (MVIC). Standardiseret verbal motivation blev anvendt. Efter målingen fik personerne 2 minutters pause. Målingen blev sammenlignet med samme slags måling inden udtrætning.

Måling af sparkefærdigheder
Målingerne på forsøgspersonernes sparkefærdigheder foregik indendørs i biomekanisk laboratorium. Gulvet var belagt med kunstgræs. Der sparkedes til en Select Brilliant Super bold pumpet til 0,9bar, som anvendes blandt andet i Superligaen. Spillerne sparkede med deres normale fodboldstøvler og blev bedt om at anvende samme par til begge testdage.

Til målingerne af maksimal sparkehastighed sparkede spillerne 3 gange på stilleliggende bold med det foretrukne ben mod et fartkamera bag et net fra 11 meters afstand. Spillerne blev instrueret i at sparke vristspark så hårdt som muligt. Pausetid mellem sparkene var 30 sekunder. Boldhastighed blev målt med fartkamera. Fodhastighed lige inden boldtræf blev målt ved hjælp af et lasersystem. To lasere med 3cm afstand i sparkeretning registrerede sparkefoden i den sidste del af svingfasen. Hastighed målt som tid fra lasersignal 1 brydes til lasersignal 2 brydes. Det hårdeste spark (boldhastighed) blev anvendt til databehandling. Hvis en spiller forbedrede sig gennem alle 3 spark, tildeles nye forsøg til forbedringen ophørte.

Til målingerne af sparkepræcision sparkede spillerne efter et ophængt kryds i 1,22m højde. Spillerne sparkede 10 gange med 30 sekunder pause mellem hvert spark fra 11 meters afstand. Spillerne blev instrueret i at sparke vristspark med min 80% af den målte aktuelle maksimale hastighed.

Opnåede et spark ikke påkrævede hastighed sparkede spilleren et nyt forsøg. Til måling af præcision var 2 kameraer ophæng på væggen i lokalet. Kameraernes synsvinkel udspændte det plan, som spillerne sparkede mod, som vist i figur 2. Til dataanalysen blev pixelværdier (hvor kameraet registrerede bolden) omregnet til vinkler (A og B) i nedenstående trekant for at finde punktet (P), hvor bolden ramte i planet. Præcision målt som afstand til krydset, som spillerne sparkede efter.

Figur 2. Opstilling af kameraer

 

Som resultat af udtrætningsprotokollen præsterede forsøgspersonerne 14,5% dårligere i MVIC-målingen (figur 3). Boldhastigheden faldt med 2% og deres fod bevægede sig også 4,7% langsommere inden den ramte bolden. Der var dog ikke stor forskel i sparkepræcision på interventionsdagen. Tværtimod så vi en forbedring på kontroldagen på 11,9%

Perspektiver og praktisk anvendelse

Hvis man sparker langsommere, kan en målmand nå at springere længere når han skal redde den. Sparker man mindre præcist er der større sandsynlighed for at man sparker forbi mål. Begge disse resultater så vi i forsøget om effekten af muskeltræthed.

Figur 7: Konceptuel illustration af en mulig effekt af nedsat sparkehastighed og nedsat sparkepræcision. Blå (frisk) Rød (udtrættet)

Figur 7 er en konceptuel illustration af en mulig effekt af udtrætningen og referer ikke direkte værdier fra forsøget. En konceptuel slutning på ovenstående argumentation og figur er, at grundet det øgede rækkevidde for målmanden kombineret med den forøgede afvigelse af sparkene (blå vs rød linje i billedet) falder andelen af scorede mål for en given udtrættet spiller. Slutteligt konkluderes det, at den kombinerede effekt af muskeltræthed på sparkehastighed og sparkepræcision potentielt nedsætter andelen af scorede ved lignende sparkesituationer.

Konklusion

Dette studie undersøger effekten af en stabil træthed induceret ved udtrættende muskelkontraktioner på sparkefærdigheder blandt erfarne fodboldspillere. Udtrætningsprotokollen var effektiv og forsøgspersonerne oplevede signifikant fald i MVIC under post sparketesten på interventionsdagen. Effekten af disse muskelkontraktioner viste sig at være signifikant nedsættelse af spillernes maksimale sparkehastighed, som ligner at være forklaret ud fra nedsættelse af maksimal fodhastighed umiddelbart inden boldtræf. Effekten på sparkepræcision er ikke entydig, på grund af større variation på data i studiet. En signifikant forbedring blev dog observeret på kontroldagen. Hvilke implikationer muskeludtrættende arbejde har på sparkefærdigheder er ikke definitivt beskrevet i dette studie og kræver mere forskning på området.