Metode

Kildekritik er en analysemodel, der anvendes på historiske problemstillinger, og som har til formål at opnå en så pålidelig viden om fortiden som muligt. Til dette arbejde opstilles en række spørgsmål, som ved besvarelse ved en pålidelig beskrivelse og analyse af den konkrete historiske problemstilling.

Eksempler på disse spørgsmål kunne være: Hvilken type kilde er det? Hvem er kildens afsender? Hvem er kildens modtager? Hvornår kan kilden dateres? Hvorfor er den blevet skrevet? Hvad står der i den? Har kilden en hensigt?

Det vil være naturligt at sammenkode kildekritik med nogle af metoderne, nævnt under det samfundsfaglige hovedområde

Eksempel fra idrætsundervisningen

Eksempler på hvor, du kan se anvendelsen af kildekritik, er i undersøgelsen af indførelsen af den såkaldte tyske og svenske gymnastik i Danmark.

Her kan analyseres billeder og kilder fra samtiden, med fokus på hvordan de forskellige gymnastiske retninger eller idrætsmæssige tendenser kommer til udtryk, hvem afsenderne af de forskellige kilder var, og hvilket formål de havde.

Samt sammenhængen mellem samfunds-tendenser, og den konkret fremstillede kropskulturer.

Metode

Psykologi er tværfakultær, og bruger flere metoder. Specielt brugt er dog den kvalitative metode. Det kvalitative kommer til udtryk gennem en undersøgelse af mennesket som havende både bevidste og ubevidste hensigter, hvor vi undersøger de intentioner og motiver, som ligger bag menneskets adfærd.

I idrætspsykologi kan man således undersøge udøverens tanker, følelser, handlinger og kropslige oplevelser i forbindelse med idræt. Det kan f.eks. gøres gennem interviews eller observationer

Eksempel fra idrætsundervisningen

Idrætspsykologi oplever du ofte i undervisningen. Det kan være i forbindelse med målsætninger i træningsprojektet – hvordan sætter du et mål, der motiverer og udfordrer. Og hvordan når du dem?

Du kan også arbejde med holdets præstation i holdidrætter, hvor succesen er stærkt afhængig af samarbejdet. Her arbejder man blandt andet med kohæsionsmodeller og roller.

Eller når du arbejder med konkurrence elementer i individuelle idrætter. Hvordan opnår du det rette spændingsniveau eller hvordan oplever du flow?

Metode

Den kvantitative metode tager udgangspunkt i mængder og størrelser, der er udtrykt ved tal, og som helt konkret kan optælles eller vejes.

I den kvantitative metode fokuserer man på at undersøge sammenhænge. Man forsøger at klarlægge, hvorvidt en ting påvirker en anden ting og taler her om en baggrundsvariabel og en responsvariabel, eller en uafhængig og afhængig variabel.

Den kvantitative metode betegnes som en metode, der arbejder i bredden, da den inddrager større mængder af informationer (datasæt), som der kan laves statistisk analyse på.

Spørgeskemaundersøgelser er en meget udbredt måde, hvorfra man kan få mange informationer til en kvantitativ undersøgelse.

Eksempel fra idrætsundervisningen

I idrætsundervisningen oplever du tit resultaterne af kvantitative undersøgelser.

Eksempelvis fra Idrættens Analyseinstitut (Idan) eller Surveybanken. Her kan du eksempelvis erfare gennem tabeller, tal og grafer, hvordan danskernes motionssvaner har ændret sig over de sidste 40 år. Undersøgelserne består af spørgeskemaundersøgelser, som producerer data, der kan analyseres.

Du kan selv producere spørgeskemaer, der undersøger lignende sammenhænge.

Mere overordnet kan du også i undervisningen havde diskuteret, hvordan undersøgelsen af danskernes motionsvaner er blevet til. Hvor mange personer har deltaget i undersøgelsen? Hvilke spørgsmål har man stillet? Hvordan kommer man frem til de forskellige figurer og resultater?

Metode

De kvalitative metoder arbejder med størrelser, der ikke kan tælles, eller vejes. Den kaldes ofte for den indlevende sociologi, da vi beskæftiger os med holdninger. Her handler det ikke om sammenligning, men om indlevelse, hvor vi ønsker at nå frem til svar på spørgsmål eller problemstillinger. Metoden arbejder i dybden, i stedet for i bredden, da den tager udgangspunkt i færre, men dybdegående interviews eller observationer.

Selvom metoden ikke anvender konkret statistik, bearbejdes data efterfølgende systematisk, så man kan belyse de valgte problemstillinger. Dette gøres vha. fortolkning af svarene, og dermed bliver den kvalitative metode en subjektiv metode, som kan sidestilles med den humanistiske metode.

Observationer er et eksempel på en kvalitativ metode, hvor man iagttager, det man kan se med det blotte øje eller med instrumenter.

Interview er et andet eksempel, hvor man laver en struktureret samtale med prædefinerede roller, med henblik på at indhente faktuelle oplysninger og citater til at løse et givent problem.

Eksempel fra idrætsundervisningen

Mange af de artikler vi bruger i teori-undervisningen i idræt bygger på kvalitativ metode. Det kan også være citater fra idrætsudøvere og forskere.

Et konkret eksempel, kan være interviews af eliteidrætsudøvere, hvor man forsøger at afdække, hvad der kræves for at komme i verdenseliten i en sportsgren. Eller observationer af samme person i en træningssession.

Har du ikke selv lavet interviews, så kan man prøve at finde ud af, hvad grundlaget for data-indsamlingen har været, for at kunne vurdere metoden: hvad har interview-spørgsmål været og hvordan ser interview protokollen ud?

Metode

Den komparative metode arbejder med systematisk sammenligning af forskellige analyser, cases, statistikker, tekster, lovforslag, etc.

Målet er at kunne udtale sig om ligheder og forskelle mellem de dele, vi betragter. Man forsøger at øge forståelsen for et fænomen gennem sammenligning og der kan både anvendes kvantitative og kvalitative data.

Den komparative metode kommer ofte i spil, når det ikke er muligt at lave en undersøgelse selv, eller der ikke er et tilstrækkeligt antal tekster eller statistikker til rådighed til at lave en egentlig selvstændig, statistisk analyse.

Eksempel fra idrætsundervisningen

I idrætsundervisningen laver vi ofte komparative analyser. Et konkret eksempel kan være en sammenligning mellem forskellige retninger i parkour-miljøet; den oprindelige parkour med fokus på effektiv bevægelse fra A til B – over for den nyere Urban tricking, hvor flips og udtryk spiller en stor rolle. Her ville man kunne bruge kvalitative observationer af stilarterne, for at kunne danne sig en samlet beskrivelse af grupperne.

Et andet eksempel er sammenligning af, hvordan voksnes idrætsaktivitet har ændret sig fra holdspil til individuelle idrætter fra 2007 – 2011. Her vil man bruge kvantitativt datamateriale fra eksempelvis Idrættens Analyseinstitut (Idan)

Metode

Diskurs er et begreb, der betegner den måde, vi taler om og forstår verden på. Diskurser kan derfor forstås som en sproglig forståelse af et fænomen, et begreb eller en begivenhed.

Når du laver en metodisk diskursanalyse, arbejder du kildekritisk og undersøger sprogbrugen i kilderne. Du skal altså undersøge hvad der tales om, og hvordan der tales om det. Du vil typisk have fokus på brugen af bestemte ord, vendinger og begreber, samtidigt med at man undersøger begrebers positive eller negative ladning.

Det primære mål med en diskursanalyse er således, at finde ud af hvilken opfattelse af virkeligheden der er den dominerende, og hvordan de forskellige opfattelser, man undersøger, kæmper om at blive den dominerende.

Eksempel fra idrætsundervisningen

Du møder blandt andet diskurser og diskursanalyser i idrætsundervisningen, når du arbejder med sundhedsbegrebet.

Her kan en diskurs være biomedicinsk og tage udgangspunkt i, at sundhed er fravær af sygdom. Sygdomsbehandling er derfor vejen frem til at blive sund.

En anden diskurs kan være mere helhedsorienteret og ikke bare forholde sig til ”fravær af sygdom. Her er WHO’s definition et godt eksempel:

“Sundhed er et fuldstændigt stadium af fysisk, mentalt og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom og svaghed” (WHO, 1947).

Metode

I den induktive metode tager vi udgangspunkt i observationer og eksperimenter (specialtilfælde) og konkluderer noget generelt på denne baggrund. Du slutter fra ”nogle” til ”alle”. Det gøres i praksis ved, at man tager udgangspunkt i eksperimenter. Fremkommer den samme sammenhæng her tilstrækkelig mange gange, vælger vi at ophæve den erfarede sammenhæng til en teori.

Dette princip kaldes for induktionsprincippet: Vi går fra observationer til teori, og det er faktisk det modsatte af den deduktive metode

Eksempel fra idrætsundervisningen

Det er ikke sandsynligt, at du har fremsat og testet (helt) nye videnskabelige teorier i idrætsundervisningen. Men måske har du og din klasse i træningsprojektet erfaret, at det er en god ide at træne med høj arbejds-belastning, fordi man via et træningsforløb opnår store forbedringer i konditionen på denne måde? Det er en konkret induktiv tilgang til eksperimenter – nemlig jeres træning.

Meget teori er opstået via den induktive metode, så det er en ganske vigtig metode. Et eksempel, som du kender fra idrætsundervisningen, er de oversættelsestabeller du bruger, når du får et kondital ud af fra en løbedistance i en Coopertest. De er opstået ud fra en induktiv tilgang i 1968 af en major ved den amerikanske hær, Major K H Cooper.

Metode

Den hypotetisk-deduktive metode tager udgangspunkt i fremsættelse af en teori. Fra denne teori udledes konsekvenser, der sammenholdes med observationer fra eksperimenter (efterprøvninger). Hvis de forudsagte konsekvenser holder stik i eksperimenterne, antages teorien at være sand på det eksisterende grundlag. Ellers forkastes teorien.

Vi slutter her fra helheden til delen. Du prøver at påvise en forventet sammenhæng mellem årsag og virkning med et kontrolleret eksperiment.

Eksempel fra idrætsundervisningen

I idrætsundervisningen eksperimenter du flere steder med teorier. Det er ofte i arbejdsfysiologien, der her er på spil.
Det kan være, at du i volleyball undervisningen har arbejdet med et indhop ved afsæt til smash. Eller du i motionsrummet mærker, at du har flere kræfter, nu du arbejder excentrisk med vægttræning.

Disse erfaringer er eksperimenter, der støtter op om teorier om musklens egenskaber. Hvordan de virker i praksis.
Mange af de forskningsresultater, som vi henviser til i teori-undervisningen, er fremkommet via den hypotetisk-deduktive metode vha. kontrollerede forsøg i laboratorier med særskilte muskelfibre eller forsøgsdyr

Metode

Den naturvidenskabelige undersøgelse kan benytte sig af to metoder, når man arbejder med træningsfysiologien og dennes elementer. Tværsnitsundersøgelser og longitudinelle undersøgelser, som er overlap mellem de teoretiske og praktiske metoder.
En longitudinel undersøgelse, er en undersøgelse der med udgangspunkt i en hypotese, gennemføres over et længere tidsinterval, hvori der arbejdes med et konkret træningsprogram eller lignende (en intervention). Efter perioden undersøges ændringer i forhold til starten – om hypotesen holder – gerne med statistiske analyser.

Tværsnitsundersøgelser tager udgangspunkt i to vidt forskellige grupper og tester dem for de parametre – hypoteser – man ønsker at undersøge. Det er et komparativt øjebliksbillede af to forskellige grupper

En meget udbredt tilgang er RCT undersøgelser (Randomized Controlled Trial), hvor man kombinerer de longitudinelle undersøgelser med inddragelse af såkaldte kontrolgrupper, der ikke udsættes for træningsprogrammet. Hensigten er at vurdere effekten af en bestemt behandling ud fra foruddefinerede objektive kriterier.

Eksempel fra idrætsundervisningen

Longitudinelle undersøgelser kaldes træningsstudier og dem kender du fra idrætsundervisningen i form af træningsprojektet. Det skal blot generaliseres til flere personer og over længere tid

Et andet eksempel kan være at undersøge, hvor effektiv 10-20-30 metoden egentlig er?
Det kan gøres ved at lade to grupper træne i 10 uger, hvor du laver målinger før og efter forløbet. Sammenligner du med grupper, der ikke har trænet på samme måde kan man tale om (simple) former for RCT undersøgelser.

Tværsnitsundersøgelser kaldes tværsnitsstudier og i idrætsundervisningen kan du eksempelvis have undersøgt om 1g’ere er i bedre form end 3g’ere, når skoleåret slutter?
Det kan gøres ved at begge årgange laver løbetest, og resultaterne sammenlignes med statistiske redskaber.

Undersøgelserne er ofte motiveret af sociologiske eller andre overvejelser fra teoriundervisningen, hvor hypoteserne er opstillet og forklaringerne på resultaterne findes. Eksempelvis om unge stopper med at motionere, når de går i gymnasiet?

Metode

En bevægelsesanalyse er en metode, der analyser bestemte bevægelser i idræt. Det kan være både en æstetisk analyse (se nedenfor), eller en analyse af bestemte sekvenser i en disciplin; hvilke muskler, led, kontraktionsformer og tekniske dele er i spil?

Bevægelsesanalyser kan kobles sammen med teoretisk viden fra anatomi og bevægelseslære, eller det bredere emne, biomekanik

Du vil ofte anvende videooptagelser til bevægelsesanalyser. At lave anvendelige videooptagelser kræver ofte vigtige overvejelser, og denne tekniske del af bevægelsesanalysen er derfor også vigtig.

Eksempel fra idrætsundervisningen

Du arbejder ofte med bevægelsesanalyser i idræt. Det kan være en analyse af et spydkast eller en håndstand, hvor du betragter eller filmer en makker fra siden og analyserer, hvilke dele der mestres og hvilke der ikke gør.

Analysen bruges til at diskutere det optimale kast eller håndstand i sammenhæng med arbejdskravsanalyse og trænings-øvelser/programmer. Hvilke aspekter skal der arbejdes med? Og hvordan?

Bevægelsesanalyser vil ofte være komparative.

Metode

I arbejdskravsanalyser er målet at beskrive en bestemt disciplins fysiske, mentale, tekniske og taktiske krav. Altså hvad der kræves, for at lykkedes med disciplinen eller momentet. Det skal vurderes, hvilke krav der er væsentligst og hvorfor?
I kapacitetsanalyser vurderer du en idrætsudøvers kapacitet – altså udøverens nuværende niveau og potentiale. Det kan gøres ud fra tests, videoklip mv.

Kapacitetsanalyser og arbejdskravsanalyser er tæt forbundet med træningsprogrammer og træningsplanlægning, målrettet den individuelle udøver.

Træningsplanlægning er en metode, der arbejder ud fra den viden du erfarer dig fra teori og andre af de praktiske metoder. Du udformer et træningsprogram, en træningsøvelse, som skabes på baggrund af en analyse og diskussion af arbejdsfysiologi og en bestemt disciplin eller gruppe mennesker. Målet er en forbedring på bestemte parametre.

Eksempel fra idrætsundervisningen

I idrætsundervisningen kan du lave en arbejdskravsanalyse af bestemte discipliner du har været igennem, og sammenligne kravene mellem forskellige discipliner. Herudfra kan du udforme forslag til træningsøvelser og programmer for en idrætsudøver.

Kapacitetsanalyser indgår ofte som starttest i forløb – eksempelvis i træningsprojektet. Gennem coopertests eller 1 RM målinger i forskellige øvelser.

Du stifter bekendtskab med træningsplanlægning i træningsprojektet. Her arbejder du med analyse af din egen fysiske form og på denne baggrund skal du udforme et træningsprogram, der skal hjælpe dig til at nå dine opstillede mål. Her argumenterer du ud fra arbejdsfysiologi og viden om din egen kapacitet.

Undervisningsforløb i grundtræning eller crossfit er andre eksempler

Metode

Den æstetiske bevægelseslære er en bevægelseslære, der muliggør en sprogliggørelse og analysemetode af blandt andet dans. Den er udviklet af Rudolf Laban (1879-1958) til at systematisere bevægelsesprincipperne og skabe en måde at tale om og beskrive bevægelse på, det såkaldte BESS-koncept. Body, Effort, Shape og Space, der kan oversættes til kropsbevidsthed, bevægelsens dynamik, form og rum.

Du vil ofte anvende videooptagelser til en æstetisk bevægelses analyse. At lave anvendelige videooptagelser kræver ofte vigtige overvejelser, og denne tekniske del af bevægelsesanalysen er derfor også vigtig.

Eksempel fra idrætsundervisningen

Du møder i idrætsundervisningen de kreative og musiske dele, og her beskæftiger du dig med dansen og bevægelse til musik.

I pardans vil det være naturligt at arbejde med og analysere rytme, dynamik og udtryk. Disse dele indgår som vigtige parametre i dansens kvalitet og udtryk. Ofte vil du udvikle egne koreografier med fokus på disse dele.

Labans bevægelseslære kobles naturligt sammen med en bevægelsesanalyse af de forskellige bevægelser.

Metode

Vores kropslige oplevelsesviden kan udtrykkes gennem oplevelsesbeskrivelser i et fortællende og forklarende sprog.

Den narrative metode eller oplevelsesanalysen, arbejder med den levende krop i bevægelse, som beskrives, analyseres og fortolkes. Metoden forsøger at sammenbinde den sanselige krop og det analytiske. Beskrivelsen skal ses som datamateriale, der efterfølgende kan bearbejdes og sættes i relation til teori.

En anden form for oplevelsesbeskrivelse er gennem be-
vægelsesmestring. I en læreproces i idræt udfordrer det nye og uventede vores koordinative egenskaber. Det kan vi metodisk undersøge ud fra faserne i udviklingen.

De forskellige faser er:
Orienteringsfase/ tilvænningsfase, Grovkoordineringsfase, Finkoordineringsfase, Automatiseringsfasen og stabiliseringsfase/performativ fase.

Eksempel fra idrætsundervisningen

Når du skal lære en ny bevægelse i idrætsundervisningen, udfordres din bevægelsesmestring. Denne mestring sker i faser. Eksempelvis vil du første gang, du skal lære en svingserie starte i orienteringsfasen, hvor du observerer og betragter andre, der udfører bevægelsen. Derefter vil du bevæge dig videre til det grovorienteringsfasen – du kan svingene, men rammer måske ikke rytmen? På denne måde arbejder du dig igennem faserne, hvor du til sidst mester serien og kan måske endda improvisere i en performance?

Fortællinger om idræt er ofte koblet sammen med intense idrætsoplevelser og det, udøveren bemærker når de udføres. Spring i parkour, der lykkes. Oplevelser af flow på løbeture, eller et fantastisk frisparksmål i fodbold. Du har sikkert oplevet det og prøvet at forklare din oplevelse til en anden. Det er en subjektiv beskrivelse, og opgaven er så at prøve at sætte objektive, beskrivende og fortolkende ord på oplevelsen. Det kan eksempelvis være ved hjælp af Mihaly Csikszentmihalyi’s (1934) definition af flow.