Bestyrelse
20. maj 2021
Andreas Schiørring
Formand for GI
Læs bestyrelsens nyhedsbrev om virtuel undervisning, kurser, stævner og foreningens Facebook-side.

Kære alle

Endnu et skoleår er ved at være omme og det må siges, at have været et meget specielt år med virtuel idrætsundervisning, hvor vi som idrætsundervisere har måtte forsøge at tænke idrætsfaget på en ny måde. Mange mulige og umulige problemstillinger er forsøgt løst og gerne med kort varsel. Hvordan laver man corona-venlig idrætsundervisning, hvor eleverne ikke sveder og hvor idrætsundervisningen fra april skulle foregå ude i det fri, mens vejret fortsat var råkoldt? Usikkerheden omkring hvorvidt idræt kunne blive udtrukket som eksamensfag har også givet panderykker. Vi må dog igen i år konstatere, at vi ikke får mulighed for at få afviklet prøver i idræt C på STX. Det er en noget besynderlig situation, at vi til sommer vil have afviklet 5 skoleår under den nye reform, men at man på STX ikke har haft mulighed for at afslutte med en prøve. På den anden side er der idrætslærere på HF, der har haft mange idrætshold til prøve og på baggrund af den erfaring kunnet justere deres idrætsundervisning. I GI krydser vi naturligvis fingre for, at det kommende skoleår bliver mere normalt i forhold til dels afvikling af undervisningen og dels at kunne afvikle alle planlagte prøver i faget.

Kurser
I GI var vi lidt ærgerlige over, at FIP blev aflyst i april. Derfor var vi glade for, at Lasse Bech Meinicke (fagkonsulenten) var med på at lave et halvdags ”mini-FIP”, hvor de ca. 50 deltagende idrætslærere kunne vende diverse aktuelle problemstillinger med kyndig hjælp fra fagkonsulenten.
Grundet coronaen har vi også måtte flytte vores kursus om inkluderende boldspilsundervisning i basketball til den 23/11. Se kursusbeskrivelse andet sted i dette blad.

Vi har lavet et lille samarbejde med Klatreforbundet, der udbyder et kursus i, hvordan man kan bruge bouldering i idrætsundervisningen – samt et instruktør-kursus. Kurserne afvikles forskellige steder i landet til efteråret. Se kursusbeskrivelse andet sted i dette blad.
Vi har allerede fået flere spørgsmål angående afholdelse af det næste La Santa-kursus. Vi kan fortælle, at forberedelserne så småt er gået i gang. Det kommer til at ligge i efteråret 2022. Vi glæder os til at melde mere ud om discipliner og datoer, så snart det er endeligt på plads. Vi håber, at mange har mulighed for at deltage på kurset.

Vores store årlige generalforsamlingskursus har både fået vokseværk og er flyttet til nye lækre faciliteter. Ja, vi skulle jo have taget BGI akademiet tæt ved Horsens i brug allerede til GF20 sidste år, men det blev som bekendt desværre aflyst. I år satser vi stærkt på, at vi kan afholde vores generalforsamlingskursus i 2021 fra 15/9 til 17/9 og det igen på BGI akademiet, hvor vi dermed for første gang skal prøve deres faciliteter, når vi afholder hele 8 kurser (6 forskellige og dertil 2 kurser der dubleres). Der er i rekord-fart blevet udsolgt, så vi lige nu har 120 kursister samt en lille venteliste. Og både kursister, bestyrelsen og underviserne er vist mere end klar til nogle fantastiske dage med praksis, socialt samvær, generalforsamling, møde med fagkonsulenten, fest med band, hygge og meget mere.

GI-Facebook
På GI-facebook er der per 1/5 795 medlemmer, hvilket vi synes er rigtig flot taget i betragtning af, at vi er 932 medlemmer i foreningen. Facebook-gruppen har længe fungeret rigtig godt med mange indlæg, en positiv tone og mange hjælpsomme kommentarer, dokumenter, forslag osv. Her i coronaperioden har der været endnu flere opslag, og mange har hjulpet med afklaringer omkring regler og muligheder for afvikling af idrætsundervisningen. Det er dejligt at opleve den hjælpsomhed og positive tilgang, som så mange idrætslærere lægger for dagen.

Det er også rigtig dejligt at Lasse Beck Meinicke ofte deltager i facebook-debatterne med sine fagkonsulent-svar. Som fagkonsulent er der rigtig meget at se til, så det er nok vigtigt, at vi ikke forventer, at Lasse svarer på alle de spørgsmål, der stilles til ham i gruppen. Vi tænker, at vi skal se hans deltagelse som en ekstra service og hvis man har et meget vigtigt spørgsmål, så skriv til ham på: Lasse.Beck.Meinicke@stukuvm.dk

Stævner
Vi håber og glæder os til, at vi i det nye skoleår igen kan afvikle stævner. Vi har brugt ventetiden på at ændre lidt på stævnesystemet, som gerne skal lette noget arbejde for både stævnekoordinatorer og de af jer, der afvikler stævner rundt om på skolerne.
Der indføres ét stævnegebyr, så man som deltagende skole ikke længere skal betale stævnegebyr til GI og evt. bidrag til baneleje og dommere til den stævneafviklende skole. Stævnegebyret er derfor steget i pris, da stævnegebyr puljen skal dække udgifter til både regionale- og finalestævner, hvor dette ikke lader sig gøre uden. Udgifter fra stævner sendes med bilag til kassereren i GI, som varetager betaling af disse.

En gang årligt (april) vil skolerne faktureres for de stævner de har været deltagende i. Det er ikke hensigten, at der skal genereres et overskud, men at stævnepuljen samlet set er i balance.
Efter næste skoleår revideres systemet og der laves eventuelle justeringer.
Tilmelding til stævnerne foregår fortsat via hjemmesiden gym-idraet.dk.
Oplysninger om det nye stævnesystem i uddybet form og med gebyroversigt for de enkelte stævner vil også komme til at fremgå af hjemmesiden under fanen Arrangementer – stævner GI.

Økonomi
Resultatet for 2020 er et overskud på 8.450 kr. GI har nu ikke flere udgifter til vores tidligere GISP-app. Til gengæld har vi udgifter til administration af vores hjemmeside, da vi prioriterer, at det altid skal være en opdateret og fagligt vedkommende hjemmeside, man møder. Pga. bankernes stigende fokus på hvidvaskning, har vi valgt at lægge stævneøkonomien sammen med den øvrige økonomistyring under GI, så den nu varetages af kassereren. Vi er 932 betalende medlemmer.

God sommer!