Indledning

Nærværende essay tager udgangspunkt i flere europæiske landsholds vanskelige balancegang ved VM i Qatar i spørgsmålet om at fremkomme med kritiske markeringer vendt mod værtsnationens undertrykkelse af menneskerettigheder. Meget tyder på, at den hurtige exit ved VM af europæiske sportshold, som det tyske og det danske, var influeret af den store skuffelse ved, at holdenes anførere ikke som varslet turde bære regnbuearmbånd under kampene. Spørgsmålet er, om satsningen på regnbuebindet overhovedet var en strategisk gennemtænkt idé. Den sandsynlige tildeling af VM i fodbold i 2034 til Saudi-Arabien har yderligere gjort behovet for en afklaring presserende.

Det er mit udgangspunkt, at internationale sportsorganisationer som FIFA og IOC med rette har udviklet regler til begrænsning af politisering. Det er der to grunde til. For det første er sportens egenværdi funderet i, at den udgør en zone, hvor samfundets traditionelle politiske skillelinjer lægges til side til fordel for en sportslig styrkeprøve baseret på regler om fairplay. For det andet gør f.eks. FIFAs egne regler mod politisering det muligt at påvise, når værtsnationen eller FIFA selv overtræder reglerne mod politisering.

Den danske landsholdstræner Kasper Hjulmand har flere gange efterspurgt retningslinjer for, hvordan Dansk Boldspil-Union (DBU) skal forholde sig til politisering af fodboldevents. Ønsket er forståeligt, for hver eneste gang et VM i fodbold eller et OL nærmer sig, opføres det samme teaterstykke med diskussion af sammenhængen mellem sport og politik, uden at der tages ved lære af tidligere idrætshistoriske erfaringer.

I det følgende vil jeg med fodbold-VM i Qatar som case undersøge hvilke begreber, der kan anvendes af menneskeretsorienterede nationale sportsforbund til at agere adækvat politisk ved sportslige megaevents. De centrale nye begreber, som vil blive præsenteret i det følgende, er: 1) Politikmonopol: En værtsnations (FIFA/IOC) legitime ret til politisering. 2) Overpolitisering: Værtsnationens eller nationale forbunds politisering ud over den ovenfor nævnte legitime politisering. 3) Modpolitik: Andre aktører – som f.eks. nationale forbund/landshold/atleter –, der manifesterer legitime politiske protester mod ’overpolitisering’.

Værtsnationens politikmonopol

At forlange, at sportslige megavents og politik helt skal adskilles, beror på en illusion. Ingen værtsnationer ville nogensinde afholde et sportsligt megaevent som VM i fodbold eller OL primært af sportslige grunde. Det er de politiske gevinster, der udgør den vigtigste motivation. Først og fremmest giver et sportsligt megaevent værtsnationen mulighed for en idrætsdiplomatisk anerkendelse fra det internationale samfund, dels ved at være udtaget til og ved at afholde en form for nationernes sportsfest, dels ved som vært at være placeret i det internationale rampelys, og dels ved over for verden at kunne fremvise det niveau af teknisk og økonomisk modernisering, der er nødvendig for at kunne afholde en megavent. Dertil kommer retten til at deltage med fodboldhold uden at have kvalificeret sig samt retten til at deltage i åbningskampen umiddelbart efter åbningsceremonien.
Til gengæld for, at værtsnationerne påtager sig et stort økonomisk og logistisk ansvar, tildeler FIFA eller IOC dem et ‘politikmonopol’. Det vil sige, at værtsnationerne tildeles en ret til at udøve nationalpolitisk propaganda inden for visse rammer, en ret, som ingen af de øvrige deltagende nationale sportsforbund har. Politikmonopolet består af råderet over udformning af otte af megaeventens elementer: arkitekturen, æreslogen, åbningstalen, åbningsceremonien, afslutningsceremonien, maskotten, den officielle VM-sang samt en overdragelsesceremoni i relation til det foregående VMs finale.

Åbningsceremonien

Åbningsceremonien ved VM i Qatar fandt sted for øjnene af 60.000 mennesker på Al Bayt Stadion, der er et af de syv ud af otte stadions i Qatar, der blev nybygget i anledning af VM. Via den officielle transmission af åbningsceremonien og den drejebog, der udsendtes til alverdens mediehuse, kan vi danne os et indblik i de qatarske arrangørers hensigt.
Traditionelt har det politiske potentiale i åbningsceremonien ved VM i fodbold været en uopdyrket mark. Det ændrede sig ved VM i Qatar, hvor arrangørerne tydeligvis havde ladet sig inspirere af de ofte ret nationalpolitiske åbningsceremonier ved de olympiske lege. Dog varede åbningsceremonien i Qatar langt kortere – omkring en halv time – end den normalt flere timer lange åbningsceremoni ved OL.

Qatars traditionelle kultur og ikke mindst dets traditionelt heteroseksuelle kønsroller fremhæves meget stærkt, hvilket kan ses på baggrund af den vestlige kritik af kvinders og homoseksuelles rettigheder i landet. Det fremhæves, at Mellemøsten er arnestedet for ”de ældste husholdningsgenstande, der nogensinde er fundet.” ”Forskere har fundet gamle mortere og stødere i Sydvestasien, der dateres tilbage til omkring 35.000 f.Kr.”

Åbningsceremoniens vigtigste budskab er, at Qatar er et land præget af tolerance, inklusion og en kosmopolitisk indstilling. Denne fremstilling kan ses som en bevidst modreplik til den ikke mindst vestlige kritik af landet, der i anledning af VM især fokuserede på manglende rettigheder især for emigrantarbejdere og personer med LBGT+-orientering. Dette viste sig allerede i den officielle VM-sang med titlen ’Hayya Hayya’, der betyder ’Better Together’.
Åbningsceremoniens positionering af Qatar som et åbent og kosmopolitisk mødested for alverdens folk bliver fra start tydelig i Morgan Freemans indledende episke ord: “Jeg begav mig ud på en rejse gennem et land med både jord og hav. Fra dette land hørte vi et kald til verden om at forbinde os, om at vende tilbage, om end bare for et øjeblik, til det, der kan bringe os sammen.”

Morgan Freeman blev mødt af Qatar-2022 VM-ambassadøren Ghanim al Muftah, der lider af Caudal Regression Syndrome, a rare disorder that impairs the development of the lower spine. Han er studerende ved Loughborough University i Storbritannien. Herved giver åbningsceremonien indtryk af, at også de handicappede er inkluderede i det qatarske samfund og tanken ledes bort fra de mange rapporter, der viser, hvor farlige VM-byggerierne har været for emigrantarbejdere med risiko for invaliderende arbejdsulykker, der har medført store menneskelige og økonomiske tab for deres familier. Man kan spørge sig selv om en emigrantarbejder med et så svært handikap som Ghanim al Muftah ville have haft den ringeste mulighed for overhovedet at overleve.

Det episke og visuelle højdepunkt i ceremonien foregik, da Morgen Freeman med sin finger pegede ned mod Ghanim al Muftah i en gestus, der var modelleret efter Michelangelos maleri i det sixtinske kapel i Vatikanet i Rom, Hvor Guds og Adams fingre næsten mødes.

Æreslogen

Æreslogen fungerer ved nutidens VM og OL som et sted, hvor statsledere og royale viser sig frem for verdensoffentligheden, mens de rige sponserende firmaers repræsentanter ofte befinder sig i særlige VIP-afsnit på tribunerne eller i en særskilt VIP-lounge. Frem for alt kan kameraerne under åbningsceremonier gang på gang søge mod værtslandets præsident og dermed forbinde ham – som den store mæcen og folkets velgører – med begivenheden.

Qatar hentede et vigtigt politisk stik hjem ved at både den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken og den franske præsident Emmanuel Macron kom til stede i æreslogen – begge i relation til deres landsholds kampe og for Macrons vedkommende til trods for, at afsløringerne om Qatars korruption i Europaparlamentet var dukket op.

Det var dog hverken Blinken eller Macron, der skabte den største udenrigspolitiske triumf i Qatars politiske brug af æreslogen. Den helt store gevinst for Qatars ’bløde magt’ viste sig ved, at Qatar’s Emir Tamim bin Hamad Al Thani sad placeret tæt på den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman , der i vesten er mest kendt for sin involvering i det brutale mord på sin landsmand, dissidenten og journalisten Jamal Khashoggi. For Qatars diplomati var det af central betydning, at Salman – og også den egyptiske præsident Abdel Fattah el-Sissi – var til stede i æreslogen ved åbningsceremonien, idet begge lande bare halvandet år forinden havde være med i en boykot, der var ved at tvinge Qatar i knæ.

Gennem den saudiske kronprins’ tilstedeværelse i æreslogen gav han en uformel diplomatisk anerkendelse af Qatars nationale suverænitet. Salman og el-Sissi var dog i høj grad også til stede for at gøde jordbunden for planer om deres to landes ansøgning om sammen med Grækenland at afholde VM i 2030 – med Saudi-Arabien som den ledende stat.

Qatar-regimets overpolitisering

Også OL-værterne fra Qatar overskred tydeligt deres politikmonopol. Det skete ved præmieoverrækkelsen, da Infantino og emiren hyldede anføreren for det vindende argentinske hold, Lionel Messi, ved at iføre ham en kåbe med guldborder, en såkaldt bisht, der i den arabiske verden er et traditionsrigt statussymbol, der bæres ved særlige begivenheder af højtstående personligheder, og som også blev båret af emiren selv. Gennem denne gestus blev Messi symbolsk adlet og udtrykte herved en hyldest til magtforholdene under emiren og hans familiedynasti. Dermed skete der en overtrædelse af FIFA’s regler, der forbyder spillere at bære symboler med nogen form for politiske, religiøse eller personlige slogans, ytringer eller billeder.

Alt var tilsyneladende aftalt med Messi, der lod sig iføre kåben med et stort smil og klappede i hænderne, og som frem for alt fortsat bar kåben under pokal-ceremonien, også da han, mens konfetti regnede ned ovenfra og fyrværkeri blev affyret hele vejen rundt langs stadion, løftede pokalen i vejret, hvilket blev bemærket overalt i den internationale presse. Naturligvis kan værtsnationen under afslutningsceremonien, der finder sted inden finalekampen, markere sig med nationalpolitiske indslag, men noget andet er at gøre det midt i den sportslige præmieceremoni, der afrunder hele VM.

Faktisk kan det, at Messi bar en bisht, ses som en blanding af statspropaganda, hvor emiren udtrykker en hyldest til eget magtkoncept, og atletaktivisme, hvor Messi med stor velvillighed tilslutter sig emirens værdier. Ikke underligt, eftersom Messis arbejdsgiver, Paris Saint-Germain (PSG), er ejet af Qatar Sports Investments. Skønt det qatarske landshold som forventet klarede sig dårligt ved VM, fik den qatarske magtelite alligevel fuld valuta for pengene, idet ikke kun Messi, men også sølvinderen Frankrigs store profil Mbappé er stjerne hos PSG. FIFAs trusler om gult kort til anførere fra europæiske fodboldhold, der ønskede at bære regnbuearmbånd viser en dobbeltmoral i forhold til organisationens egen brug af Messi som reklamesøjle for det qatarske regime midt under vinder-ceremonien.

Nationale forbunds overpolitisering

Umiddelbart virker det for moderne vestlige mennesker progressivt, at flere europæiske forbund ved VM i Qatar annoncerede, at deres anfører ville bære LGBT+-armbind med titlen ”One Love”. Som bekendt fik FIFA forpurret dette initiativ med trusler om uddeling af et gult kort til de respektive anførere. I FIFAs afvisning kunne organisationen med rette både henvise til sit regelsæt om ikke at bære politiske symboler og til sit monopol på at forsyne anførerne med armbånd med organisationens eget kosmopolitiske budskab: ”Football Unites the World”.

Kan det heroverfor indvendes, at regnbuearmbåndet ikke er et politisk, men blot et inkluderende menneskerettighedssymbol? Næppe. For regnbuesymbolet er historisk tæt forbundet med en kønsideologi, der hviler på værdier om flydende køn og kritik af ”binære” kønsidentiteter og ’hetero-normativitet’, hvorom der er stærk politisk uenighed selv inden for LGBT+-miljøerne. I Danmark er der ligefrem stiftet en organisation af LGBT+-personer, der er i politisk opposition til den herskende normkritiske LGBT+-ideologi, og som bl.a. fremhæver betydningen af biologiske køn.

Modpolitisering

Men er der da slet ikke noget tidspunkt, hvor nationale forbund og atleter kan markere sig politisk på banen? Det er faktisk fuldstændig legitimt at politisere som led i en ’modpolitisering’. Når kræfter på stadion politiserer, kan det være ikke bare en ret, men også en pligt at markere modstand. Når for eksempel den toneangivende københavnske forstadsklub Brøndbys fans i 2019 i et hovedstadsderby råbte ned mod FC Copenhagen’s elegante angriber Viktor Fischer: ”Fischer, han er gay, allez allez”, er det absolut berettiget, at Dansk Boldspil-Union aktiverer sin kampagne mod homofobi og sanktionerer de involverede fans og deres klub. Det samme gælder ved racistiske tilråb f.eks. i italiensk fodbold, hvor UEFAs kampagne ”No to Racism” kan intensiveres. Derimod må tendensen blandt europæiske klub- og landshold til at udføre Black-Lifes Matter-knælen inden kampe, hvor sympatisk den end er, ses som en overpolitisering, idet der er tale om en amerikansk indenrigspolitisk konflikt, der ikke er relateret til europæisk fodbold.

Det samme gælder modpolitisering over for en værtsnation, der afholder et megaevent. Det afgørende er, om spillerne risikerer at indgå i propaganda for en nation, der uhæmmet blander sport og politik ved at overskride sit politikmonopol. Her skinner det i øjnene, at de kulisser, som det qatarske og det internationale publikum i Qatar var placeret i, var skabt af migrantarbejdere under stærkt menneskeretskrænkende vilkår. Hermed er der indbygget en politisk dimension direkte i VM-arkitekturen, som der burde aktioneres mod. Det kan derfor undre, at f.eks. det danske landshold som protestform i marts 2021 under opvarmningen forud for en VM-kvalifikationskamp mod Moldova nøjedes med at bære bluser med det tandløse slogan ”Football for Change” i modsætning til f.eks. de tyske, norske og hollandske forbund, der bar træningsbluser med en ordlyd med en mere direkte adresse til Qatar: ”Human Rights”.

For mange vesterlændinge virker det som et slag for ytringsfriheden, at spillerne fremkommer med allehånde politiske budskaber på banen, men i virkeligheden er der tale om en demokratisk forvridning. Naturligvis er spillerne ligesom alle andre i deres fulde ret til at ytre holdninger uden for banen i pressen og på de sociale medier. Men hvorfor skal fodboldspillere, der har kvalificeret sig gennem deres ekvilibristiske kropslige kunnen, men som ikke har et særligt vælgermandat og heller ikke en særlig politisk dannelse tildeles en megafon, hvor de kan nå ud til et millionpublikum?
Mange vestlige mennesker ønsker deres politiske holdninger repræsenteret på fodboldbanen, men problemet er, at har man først åbnet Pandoras boks, så er den svær at lukke igen. Hvis man åbner for en uhæmmet politisering af sporten, er det ikke kun vores universelle vestlige værdier, der vil finde vej til arenaen, men også alle de partikulære interesser. Hvordan vil man undgå, at polske spillere og tilskuere markerer deres modstand mod fri abort? Eller at serbiske spillere markerer deres eventuelle støtte til Putins krig i Ukraine? Faktisk er det klassiske eksempel på politisering på tilskuerrækkerne, da den moderne fankultur med sange, slogans og bannere i 1970’erne for alvor brød igennem ved, at den italienske venstrefløj slog til lyd for fællesskab, arbejderrettigheder og kapitalismekritik, men efterhånden og frem til i dag overtog den ekstreme højrefløj tribunerne. Et markant eksempel herpå er den tidligere professionelle italienske fodboldspiller i S.S. Lazio Paolo di Canio, der i sin karriere for klubben Lazio fra 1987-1990 og 2005/06 efter fodboldkampen løb ud til de højreradikale tilskuere, ’ultras’ og gav den fascistiske hilsen.

Blandt andre eksempler kan nævnes den serbiske guldmedaljevinder Milorad Cavic, der blev udvist fra europamesterskaberne i svømning i Eindhoven i marts 2008, da han ved sejrsceremonien bar en T-shirt med sloganet ”Kosovo er serbisk”. Det modsvaredes af en kvalifikationskamp mellem Serbien og Albanien i 2014, da en drone med et albansk flag, der viste et Storalbanien” inklusive Kosovo blev styret ind over Belgrads Partizan Stadion, hvilket udløste tumult både blandt spillere og tilskuere.

Et tredje eksempel er den tyrkiske klub Fenerbahce med flere udlændinge og herunder den danske Mathias ’Zanka’ Jørgensen på holdet, der i oktober 2019 lod sig forevige iført T-shirts til støtte for en tyrkisk offensiv mod kurdere i Syrien med billedet af en soldat, der gør honnør og påtrykt: ’Fædrelandet takker jer’. Ved VM i Qatar var der også politiske manifestationer fra ikke-vestlige nationer, som da der i de serbiske spilleres omklædningsrum var ophængt et banner med omrids af et Storserbien, der omfattede den selvstændige stat Kosovo, og da det marokkanske landshold fremviste et palæstinensisk flag på grønsværen efter at nået kvartfinalerne ved at besejre Spanien.

Idrætspolitiske anbefalinger

På baggrund af ovenstående refleksioner anbefales det, at nationale sportsorganisationer opkvalificerer sig i idrætspolitik og international politik, så de kan reagere adækvat mod internationale sportsorganisationers overpolitisering og undgå selv at politisere ud over det, der er motiveret i modpolitik.