Det danske startskud

Præstationsfremmende stoffer har altid været en del af menneskets forberedelse frem mod noget ekstraordinært. Allerede i Antikken mener man at de romerske gladiatorer indtog diverse miksturer for at restituere bedre efter deres kampe, og i Skandinavien spiste vikingerne efter sigende euforiserende svampe før de skulle i kamp for at opnå deres ”bersærker-tilstand”. Det er derfor heller ikke en overraskelse at præstationsfremmende midler anvendes af atleter i moderne sport. I slutningen af det 18. århundrede var der store omvæltninger i Europa. Individet blev pludselig centrum for oplysningstidens tanker om et nyt samfund der skulle erstatte det enevældige feudale samfund, og den moderne sport opstod som et naturligt led heraf i disse tanker om borgerlig frigørelse. I 1894 stifter den franske baron Pierre de Coubertin den første Internationale Olympiske Komité (IOC), og to år senere i 1896 afholdes det første moderne Olympiske Lege (OL) i Athen. Udbredelsen af doping på det tidspunkt er ukendt, men diverse narkotika har formentlig været brugt til alt fra at dulme smerter til at komme i op i gear inden en konkurrence. Startskuddet til kampen mod doping lød dog først for alvor i starten af 1960’erne. Til OL i Rom i 1960 kollapsede den 23-årige danske cykelrytter Knud Enemark Jensen under en 100 km holdtidskørsel og døde pga. et kraniebrud som han påførte sig deraf. Den efterfølgende obduktion viste spor af amfetamin i hans blod, hvilket betød et øget fokus på brugen af præstationsfremmende midler og deres konsekvenser.

Tre år senere, i 1963, blev den første officielle definition af doping formuleret af Europarådet, efterfulgt af IOC’s definition et år senere i 1964. Det tog dog fire år før den første officielle dopingliste så dagens lys i 1967, hvilket efterfølgende gjorde OL i Mexico i 1968 til den første sportsbegivenhed i historien hvor atleter kunne blive underlagt dopingkontrol. Grunden til dette skal nok særligt ses i lyset af endnu et dødsfald i cykelverdenen, da Tom Simpson omkom under en varm Tour de France-etape op ad Mount Ventoux i 1967. Obduktionen viste farlige mængder af både narkotika og alkohol. Den tidlige bekæmpelse af doping var dog også i bedste fald utilstrækkelig, og er blevet beskrevet som overvejende symbolsk. Dopingtest blev f.eks. kun foretaget i forbindelse med konkurrencer, og testmetoderne var langt fra pålidelige. Oveni dette fandtes der på pågældende tidspunkt hverken nationale eller internationale anti-doping forbund, hvorfor indsatsen på området var ineffektiv og langt fra proaktiv.

Siden slutningen af 1960’erne er definitionen af doping, og dopinglisten, blevet ændret et utal af gange, ofte som reaktion på større dopingskandaler, såsom sprinteren Ben Johnsons positive test ved OL i 1988 og Festina-skandalen under Tour de France i 1998. Ligeledes har den teknologiske og farmakologiske udvikling af nye midler og dopingtestning været udslagsgivende for en løbende ajourføring af anti-dopingmyndighedernes muligheder. Særligt Festina-skandalen i Tour de France, 1998 satte gang i bekæmpelsen af doping. Året efter i 1999 blev Det Internationale Anti-Doping Agentur (World Anti-Doping Agency (WADA)) etableret, med det overordnede formål, at skabe en institution uafhængig af IOC, der kunne strømline og harmonisere reglerne om doping på tværs af de forskellige idrætsgrene og nationer. Resultatet blev blandt andet indførslen af en fælles dopingliste samt en fælles strafferamme. Praktisk talt kan WADA-koden derfor ses som de nationale antidoping myndigheders grundlov, hvor de overordnede regler for eliteudøverenes pligter og rettigheder er skitseret, såvel som de internationales idrætsforbund forpligtigelser.

Dopinglisten er dog stadig det primære referencepunkt for antidopingmyndighederne. Stoffer eller metoder kan inkluderes på listen hvis de opfylder mindst to ud af følgende tre kriterier:

1. Stoffet eller metoden er præstationsfremmende eller kan potentielt være præstationsfremmende.
2. Stoffet eller metoden kan medføre sundhedsskadelige bivirkninger eller kan have potentielle sundhedsskadelige bivirkninger.
3. Indtagelse af stoffet eller brug af metoden er imod sportens ånd

Der ligger altså flere grunde bag de nuværende anti-doping regler. Punkt 1 er særlig med fokus på de faktiske forbedringer ift. en given præstation som det givne stof eller den givne metode kan medføre. Punkt 2 har primært dets udgangspunkt i sundhedsmæssige overvejelser som WADA i høj grad prioriterer. Hér er det særligt den generelle atlets helbred som er et vigtigt argument. Endelig er der punkt 3, som understreger de mere filosofiske overvejelser i relation til anti-doping og som er forankret i moralske overvejelser om fairplay. Ydermere bør man også holde sig for øje at (mis)brug af medicinske præparater som er henvendt til patienter med en given sygdom eller lidelse, ikke nødvendigvis er ufarligt at anvende for raske personer. Endelig er det også forbudt at bruge forskellige metoder eller stoffer for at skjule og sløre brugen af andre forbudte stoffer.

Med andre ord er doping i dag ikke blot det at indtage et forbudt stof for at opnå præstationsfremmende effekter. Der findes også andre overtrædelser af antidopingreglerne, som ikke omhandler brugen af midler eller metoder, anses som doping. Der er i dag f.eks. hjemmel for at sanktionere atleter der forsøger at omgå, eller bevidst undvige, en dopingkontrol, atleter der overtræder reglerne for indberetning af whereabouts (regler der siger at elite atleter skal indberette hvor de er én time om dagen, hver dag året rundt), såvel som atleter der besidder eller handler med illegale midler. Ligeledes kan nogle stoffer være forbudte alene i konkurrence (in-competition), men ikke uden for konkurrence (out-of-competition), mens andre er forbudte hele tiden.

Dopinglisten anno 2020

Et vigtig skridt i kampen mod doping er at sikre de stoffer og metoder som er ulovlige at benytte sig af løbende opdateres og justeres såfremt der skulle komme nye stoffer som er potente dopingmidler, eller tidligere stoffer bliver vurderet til ikke at være det. Derfor opdaterer WADA årligt deres officielle dopingliste. Det er til enhver tid den enkelte udøvers eget ansvar at overholde de gældende regler. Dopinglisten bliver inddelt i nogle overordnede stof- og metodegrupper som angivet i tabel 1.

Se tabel 1

Doping er selvsagt ikke blot ét stof eller én metode. Afhængig af ens sportsgren er ens fokusområde altså forskelligt. Derfor varierer den type doping som er mest benyttet også fra sportsgren til sportsgren. I tabel 2 er der oplistet en række eksempler på hvem der kan have gavn af hvad baseret på WADAs dopingliste 2020, og typiske dopingfund.

Se tabel 2

Det er vigtigst at huske på ikke alle atleter har gavn af de samme dopingstoffer eller metoder. En 100 eller 200 m sprinter vil have mere gavn af at snyde med f.eks. anabole steroider end bloddoping fordi førstnævnte øger muskelmassen og evnen til at producere meget kraft over kort tid. Omvendt vil det i sportsgrene som i højere grad er domineret af evnen til at transportere ilt (landevejscykling eller maratonløb) ikke nødvendigvis være gavnligt at have store muskler. Her kunne en kunstig stigning i ens evne til at transportere ilt via erytropoietin (EPO) eller bloddoping derfor være mere afgørende, hvorfor vi også tit ser bloddoping og EPO være et problem i aerobe sportsgrene. Omvendt er en fællesnævner for de fleste sportsgrene en øget smertetolerance. Det kunne være via indtag af smertestillende midler som f.eks. opioider (morfin), men også euforiske stoffer så som amfetamin kan øge præstationen. Stoffer der øger restitutionen efter hårdt fysisk arbejde kan også være forbudte. Sådan et stof kunne potentielt være insulin der signalerer til muskelvævet om at opbygge glykogendepoterne, dvs. sukkerlagerne i musklerne.

Dispensation til at tage noget der er forbudt.

Selvom dopinglisten ikke som sådan tager højde for at visse præparater også bliver benyttet af folk med en given sygdom og lidelse, kan man alligevel søge dispensation til at anvende stoffer der figurerer på dopinglisten. F.eks. kan atleter som lider af astma søge om tilladelse til at indtage visse typer af astmamedicin. Det kræver dog at atleten kan bevise at de har en kronisk eller akut sygdom der kræver sådan en behandling. Kan de det, opnår atleten en dispensation til at tage et forbudt stof. Sådan en dispensation kaldes i folkemunde blot en ”TUE”, og står for ”Therapeutic Use Exemption”. Oftest søges der netop om en TUE til visse former for astmamedicin til behandling af astma, men også ADHD og sukkersygemedicin er typiske sygdomme som kræver en dispensation.

Forbudte metoder – bloddoping

Det er ikke kun kemiske stoffer der er forbudte. Ligeledes kan visse procedurer eller metoder også være ulovlige i en professionel sportskontekst. En af de mest velkendte forbudte metoder er bloddoping. Princippet er i sig selv ganske enkelt da man ved at tilføje en given mængde røde blodlegemer tappet tidligere, kunstigt øger personens totale mængde af hæmoglobin i kroppen. Da hæmoglobin er det ilttransporterende molekyle i kroppen, forbedrer man derved kroppens evne til at transportere ilt, og derved konditallet. Tidligere har atleter bloddopet sig med én (450 ml) eller to (900 ml) poser blod med markante effekter på deres udholdenhedspræstation. Et nyligt dansk studie fra 2018, viste dog at så lidt som 135 ml røde blodlegemer øgede udholdenhedspræstationen med ~5%. Bloddoping fra andre donorer med samme blodtype kaldes homolog blodtransfusion og kan i dag spores. Det kan man fordi antistofferne på overfladen af de røde blodceller er forskellige, og fordi vi alle har unikt DNA. Autolog blodtransfusion er hvor man tapper blod fra sig selv, gemmer det, og reinfunderer før en konkurrence. Det kan i dag kun spores i meget begrænset omfang via Atletens Biologiske Pas og med meget stor måleusikkerhed. Du kan læse mere om det biologiske pas i afsnittet ”Sporing af doping”.

Der findes også andre metoder ud over bloddoping som er ulovlige. Gendoping er f.eks. også forbudt, men teknologien er stadig kompliceret og omfanget vurderes til at være meget begrænset. Ideen er at man ved brug af genterapi kan op- eller nedjustere produktionen af forskellige proteiner i kroppens celler som i sidste instans kan medføre en øget præstation. I en sundhedsfaglig kontekst er genterapi et spændende behandlingsmæssigt sigte, da det måske kan bidrage til at gøre visse patientgrupper mindre påvirket af deres sygdom. EPO var f.eks. også udviklet til patienter med svær jernmangel, men hurtigt misbrugt af atleter. Dette frygter man potentielt set også kan ske med genmanipulation og sport.

Bivirkninger og risici ved brug af bloddoping

Bloddoping med blod fra en donor misbruges ikke af atleter i dag, da det kan spores. Autolog blodtransfusion derimod er mere benyttet. Dette er senest eksemplificeret ved den østrigske skiløber, Max Hauke, der bogstavelig talt blev taget med en nål i armen og en pose af hans eget blod inden VM i ski i 2019. Selvom autolog blodtransfusion kan se harmløst ud, kan det have fatale konsekvenser – særligt hvis det håndteres eller opbevares forkert. Desuden er feber og kulderystelser almindelige bivirkninger. Der kan i nogle tilfælde, under og umiddelbart efter transfusionen, opstå alment ubehag, kvalme, opkastning, smerter, åndenød, hjertebanken, blodtryksændringer, udslæt, diarré, gulsot og rødfarvning af urinen. Symptomerne kan skyldes nedbrydning af de infunderede røde blodceller (hæmolyse), forurening af blodet med bakterier hvis blodet har været opbevaret forkert, overfyldning af blodkarrene eller overfølsomhedsreaktioner. I sjældne tilfælde kan evt. smitte overført ved transfusionen eller destruktion af de transfunderede røde blodceller op til flere måneder efter transfusionen forårsage lignende reaktioner. Der kan også opstå symptomer fra en nerve, der er ramt ved indstik af kanylen.

Anabole stoffer (S1)

Anabole steroider er et af de mest velkendte dopingpræparater og har været aktuel siden 1950’erne. Anabole steroider er ikke ét præparat, men en gruppebetegnelse for præparater som f.eks. nandrolon og clenbuterol, og fungerer på samme måde som det mandlige kønshormon testosteron ved at øge muskelmassen samtidig med at fedtmassen reduceres en anelse. Derfor bruges anabole steroider også primært af atleter i sportsgrene hvor muskelstyrke eller kraftudvikling er afgørende. Netop anabole steroider har dog også et stort ”amatør-publikum”, da mange – ofte yngre – almindelige mennesker ønsker sig en hurtigere genvej til en markeret og stærk krop. Det kaldes ”motionsdoping”. I de senere år har det også udmøntet sig i, at markedet for salg og fremstilling af anabole steroider er stort. I 2020 beslaglagde danske toldere 125.000 dopingmidler, hvoraf langt de fleste var anabole steroider. I 2018 var tallet 52.000.

Bivirkninger og risici ved brug af anabole steroider

Anabole steroider er af nogle af de præparater som findes på dopinglisten som har de mest markante bivirkninger. En nylig undersøgelse i Danmark fandt at brug af testosteron gav bivirkninger i 99% af tilfældene. Man kan opleve akne, og at ens bryster bliver større (hos mænd) samt en større grad af uønsket hårvækst. Bivirkninger inkluderer også en øget aggressiv adfærd og irritation samt humørsvingninger og forhøjet blodtryk. Ud over de individuelle konsekvenser, kan sådanne bivirkninger dog også medføre at folk får et øget behov for assistance fra sundhedsvæsnet til at komme bivirkningerne til livs. Man ved f.eks. også at et længerevarende misbrug af anabole steroider kan påvirke ens fertilitet samt ens insulinfølsomhed. Sidstnævnte kan i værste tilfælde føre til sukkersyge (diabetes). Opsummerende er anabole steroider altså potente og effektive til at øge muskelmassen, men bivirkningerne er også af bredspektret og farlig karakter.

Peptidhormoner, vækstfaktorer og relaterede substanser (S2)

Typiske farmaka i denne stofgruppe er f.eks. insulin og EPO, og vi vil primært koncentrere os om EPO. Alle mennesker producerer selv EPO i ny¬rerne som stimulerer knoglemarven til produktion af røde blodlegemer. Det er nødvendigt fordi et rødt blodlegeme lever i ca. 120 dage før det nedbrydes. Det er altså nødvendigt med en kontinuér nydannelse for at sikre et passende niveau af røde blodlegemer. Kunstigt EPO til mennesker kaldes også rekombinant hu¬mant EPO (rHuEPO) og bruges i kliniske sammenhænge til at behandle patienter der lider af anæmi (jernmangel) bl.a. ved kronisk nyresygdom. rHuEPO fungerer på samme måde som det naturlige EPO og øger altså dannelsen af nye røde blodlegemer. Det betyder at man ved at tage rHuEPO kunstigt øger ens indhold af hæmoglobin i blodet, såvel som hæmatokritværdien som angiver hvor stor en del af ens totale blodvolumen udgøres af de røde blodlegemer. Som nævnt før betyder en sådan stigning, at ens aerobe udholdenhed øges. I sportsgrene med en høj andel af aerobt arbejde (landevejscykling, skiskydning, maratonløb) er EPO misbrug derfor særlig udbredt. De videnskabelige studier der er lavet viser at forskellige doser af rHuEPO øger den maksimale iltoptagelse (VO2max) med 6-10 %. Færre studier har undersøgt hvordan rHuEPO øger længerevarende udholdenhedsarbejde, men de fleste finder en effekt af rHuEPO her også.
Via urinprøver er man i stand til at spore rHuEPO og skelne det fra naturligt forekommende EPO. Sporringsvinduet er dog ret kort (ca. 1-3 dage). Som tilfældet med autolog blodtransfusion, bruger man dog også Atletens Biologiske Pas til at spore rHuEPO.

Bivirkninger ved EPO

Idet rHuEPO accelererer produktionen af røde blodlegemer stiger blodets viskositet også. En øget viskositet øger også risikoen for forhøjet blodtryk (hypertension) og blodpropper. Man skal være forsigtig med at sammenligne raske eliteatleter med patientgrupper, men da rHuEPO er bredt anvendt i en klinisk kontekst ved vi fra sådanne forsøg, at risikoen for hjerteinfarkt og blodpropper er større i patienter der bliver behandlet med rHuEPO. Andre bivirkninger kan være kvalme, hovedpine, svimmelhed og i sjælende tilfælde anafylaktisk chok som følge af en allergisk reaktion på det kunstige EPO. Ligeledes er der begyndende evidens for at brugen af rHuEPO i kræftpatienter kan øge dannelsen af nye blodkar nær tumoren der herved kan blive sværere at fjerne. Der er ikke videnskabelig konsensus om at brug af rHuEPO øger risikoen for død i hverken syge eller raske mennesker. Det kan dog nævnes at der i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne en del unge belgiske cykelryttere der døde af kardiovaskulære komplikationer. Dette skete på et tidspunkt hvor vi i dag ved rHuEPO var bredt anvendt i meget store doser. Siden indførslen af dopingtest der kunne spore rHuEPO har man ikke observeret lignende antal af dødsfald blandt ellers raske, aktive unge mænd.

Tilladte stoffer og metoder

I tillæg til den forbudte liste fra WADA, findes der også en såkaldt moniteringsliste. Her overvåger WADA brugen af diverse stoffer som ikke opfylder kravene til at komme på dopinglisten, men som man ved bruges hyppigt. Et af de mest benyttede stoffer som er på moniteringslisten, men ikke på dopinglisten, er koffein. Det interessante ved koffein er at det var på dopinglisten indtil 2004, hvorimod det i dag er tilladt i ubegrænsede mængder. En af de primære grunde til at man tillader brugen af koffein er at det betragtes som en naturlig del af vores diæt og er til stede i mange forskellige væske- og madprodukter. Det ville være tæt på umuligt for anti-dopingmyndighederne at kontrollere brugen af koffein, og en sådan indsats ville være enormt dyr. Det er velkendt at koffein virker både opkvikkende, men også påvirker selve skeletmuskulaturens energiomsætning. Ofte bliver lovlige, men præstationsfremmende stoffer henvist til som ”gråzone stoffer”. Det er dog vigtigt at gøre klart at så længe stoffet er lovligt gør en given atlet intet forkert i at forsøge på at optimere sin præstation mest muligt. Der findes også evidens for at andre stoffer har en præstationsforbedrende effekt, men som hverken er at finde på dopinglisten eller monitoreringslisten. Dette er f.eks. β-alanin, natriumbikarbonat (bagepulver), nitrat (rødbedejuice), natriumholdige drikke (drueagurksaft) og kreatin, som hyppigt an¬vendes blandt atleter.

En meget diskuteret og tilladt metode er højdetræning. Højdetræning virker grundlæggende på samme måde som EPO eller bloddoping. I stedet for at infundere blod, eller tage rHuEPO til kunstigt at øge blodets iltbærende kapacitet, så udnytter man at der i højden er et lavere ilttryk end ved havniveau. Et lavere ilttryk betyder at der bliver længere mellem iltmolekylerne og derfor falder iltmætningen i blodet. Det kan kroppen mærke, og derfor øger nyrerne produktionen af EPO så man kan få flere nye røde blodlegemer og derved binde mere ilt. Effekten af højdetræning på præstationsevnen er dog ikke entydig og det kræver som minimum at man er i højden 8 timer om dagen. Det er dog entydigt at længere ophold i højden kan øge hæmoglobinkoncentrationen og hæmatokritværdien. Stigningen i disse parametre er dog stadig i en lille størrelsesorden. Nogle atleter benytter sig også af højdetræning ved hjælp ad højdekamre eller telte hvor man kunstigt manipulerer ilttrykket. Her er den videnskabelige evidens også tvetydig.

Sporing af doping

Sporing af doping er specifik for de enkelte stofgrupper og stoffer. Dvs. rHuEPO bliver sporet på én måde, mens anabole steroider spores med en anden teknik. I dag er en dopingkontrol standardiseret efter WADAs retningslinjer, og en dopingkontrol i Danmark burde derfor hypotetisk ligne en dopingkontrol i Rusland. I Danmark indsamlede Anti Doping Danmark i 2018 1.856 blod- og urinprøver. På verdensplan indsamler WADAs akkrediterede samarbejdspartnere (som f.eks. Anti Doping Danmark) over 200.000 prøver om året. Ud af disse 200.000 prøver er ca. 2% positive. Dog viser videnskabelige undersøgelser at op til 50% af eliteudøvere i forskellige sportsgrene tager eller har taget forbudte stoffer. Antidoping arbejdet halter således efter. Dette skyldes at:

1. at det er dyrt at teste. En dopingprøve fra den er indsamlet til den er analyseret og rapporteret koster et sted mellem 7.500 – 10.000 kr.
2. at sporingsvinduet er kort. Man skal altså teste præcis på det rigtige tidspunkt for at få en test der er positiv.
3. at de anvendte metoder er enormt præcise og driftssikre, idet en falsk positiv har juridisk betydning for en atlet der måske kan blive uskyldig dømt.

I dag kan man skelne kunstigt EPO fra naturligt EPO ved at kigge på deres masse og ladning. rHuEPO – altså kunstigt EPO – har samme proteinopbygning som kroppens eget EPO. Forskellen er dog at rHuEPO er glukolyseret således at ladningen og massen adskiller sig fra det naturlige EPO. Det betyder at rHuEPO har en række kulhydratkæder som naturligt EPO ikke har. Den direkte måde at spore et EPO-misbrug på i dag benytter sig af dette princip.

Den anden måde at spore rHuEPO på er indirekte, og kan også bruges til at spore bloddoping. Her kigger man på udvalgte hæmatologiske markører i blodet over tid for at vurdere om der er atypiske udsving. Det er det man kalder Atletens Biologiske Pas. Det biologiske pas blev introduceret i 2008 af det internationale cykelforbund (UCI), og består af grundlæggende af 3 hovedmoduler: et hæmatologisk, et steroidmodul og et endokrinologisk modul. Uanset hvilket modul der er tale om, baseres modellen på relevante markørers udvikling over tid. De vigtigste markører her er hæmoglobinkoncentrationen, hæmatokritværdien og de umodne røde blodlegemer som kaldes retikulocytter. Steroidmodulet kan spo¬re et misbrug af anabole steroider i urin ved at teste for forskellige markører og ratioer, f.eks. forholdet mellem testosteron/epitestosteron som kaldes T/E-ratioen. På nuværende tidspunkt er der også et tredje modul under udvikling, som på sigt skal være i stand til at spore brug af vækstfaktorer, f.eks. væksthormon. Det kaldes det endokrinologiske modul. Vi fokuserer hér på et hæmatologiske modul da det er det absolut mest anvendte.
Atletens hæmatologiske profil opdateres løbende i forbindelse med de test, der bliver foretaget hen over sæsonen. Det vil sige desto flere dopingkontroller man har været til, desto flere datapunkter har man. Algoritmen på det biologiske pas tilpasser så løbende en øvre og nedre individuel grænseværdi for hvert datapunkt (dvs. for hver dopingkontrol) som er baseret på de tidligere prøver. Denne indirekte metode kan dog ikke erstatte direkte testning, da grænseværdierne selvfølgelig ikke skal være så snævre at naturligt forekommende situationer som sygdom kan overskride grænseværdierne. Det betyder derfor også at atleter der ønsker at snyde stadigvæk har lidt ”albuerum”. I stedet for at benytte de mængder af blod og EPO som man gjorde i midt 90’erne bruger man nu betydeligt mindre doser for at sikre man ikke overskrider sine egne grænseværdier. Det er det som populært er blevet døbt mikro-doping.
Atletens Biologiske Pas er altså et analytisk værktøj der via en strategisk overvågning og testning af atleter, kan evaluere hvorvidt der er atypiske fluktuationer i hæmatologiske variable som kan give grund til en yderligere og mere systematisk testning hvis mistanke om dopingmisbrug.

Hvis en atlet overskrider sine individuelle grænseværdier, vil et ekspertpanel vurdere forløbet. Ekspertpanelet består af uafhængige specialister inden for deres respektive områder, og disse vil løbende få tilsendt blodprofiler der udviser anomalier, samt blodprofiler uden atypiske mønstre til evaluering. Her bliver de forskellige profiler vurderet enten som værende normale, patologiske (dvs. at sygdom er årsagen til anomalierne) eller anormale. En blodprofil vurderes som værende anormal, hvis der ikke kan findes en rationel forklaring på de atypiske hæmatologiske værdier, og alle atypiske profiler vurderes af WADAs ekspertpanel inden en evt. konsekvens tages. Ved en evt. mistanke om doping, har ekspertpanelet to muligheder:

1. Ved indikationer på dopingmisbrug kan direkte tests målrettes i håb om at få klare beviser for brug af forbudte substanser. Herved kan man håbe at få klare på beviser på et evt. dopingmisbrug.
2. Ved tydelige anomalier kan blodprofilen anvendes direkte som bevis i en evt. dopingsag.

Opsummerende er det biologiske pas altså ikke en erstatning for direkte dopingtest, men snarere et supplement som muliggør sporingen af dopingmisbrug ved udsving i fysiologi¬ske parametre uden nødvendigvis at detektere det an¬vendte stof eller metode.

Skal doping legaliseres?

Det synes at være en tilbagevendende tradition at når Tour de France rammer sendefladen i juli diskuteres det flittigt rundt hvorvidt man ikke bare burde lovliggøre doping, da ”de jo allesammen er dopet alligevel”. Argumenterne for at legalisere og støtte doping, og for at det etisk er mere rigtigt at tage doping end lade være, bliver undertiden fremført af kritikkere mod det nuværende antidopingsystem. Andre mener at al medicinering bør forbydes uanset om der er en medicinsk grund. Generelt betragtes doping forkert og er foruden restriktionerne i sport også forbudt i samfundet (bl.a. gennem love om narkotika og handel med medicinske produkter). Inden for sport har nationale og internationale forbund diskuteret dopingreglementer gennem årtier og den generelle konsensus er at der bør være dopingregler. Ligeledes bør man holde sig for øje, at på trods af potentielle logiske ræsonnementer, så har sporten sin egen unikke arena. Sport er i forvejen underlagt ’spille’-regler. F.eks. oprettede man i fodbold offside-reglen for at undgå enkelte spillere ”fiskede” ved modstanderens mål, og herved sikre der var en dynamisk udvikling i spillet hvor de to hold forsøger at spille sig frem til en målchance. Samme diskussion foregår undertiden som følge af VAR (video assistant referee), men også i forhold til disciplinære sportsinstancer. Man straffer f.eks. også sportsfolk, hvis man på efterfølgende videoanalyser opdager at de har overtrådt reglementet.

Et ofte benyttet argument i diskussionen om hvorvidt doping skal legaliseres eller ej, er at atleter kan indgå i monitoreringsprogrammer, der sikrer at de ikke tager så meget doping at det bliver farligt. Hvis denne tanke skulle tænkes til ende, kan man ende i en situation, hvor unge atleter mere eller mindre ufrivilligt kommer til at indgå i dopingprogrammer. Og selvom man kan advokere for at de så kunne sige fra, vil det få den konsekvens at sport så kun bliver noget for en selekteret gruppe af atleter, der er villige til at lade sig dope. Konsekvenserne af sådanne programmer kan i værste tilfælde ende som det man så i Sovjetunionen – dengang monitorerede de også deres atleter. Hvis vi antager at en monitoreringsløsning principielt set mulig, og antager at de tilknyttede læger og atleter overholder monitoreringsgrænserne, vil det stadig være for dyrt og strukturelt umuligt til at kunne tilbydes alle interesserede atleter på alle niveauer i alle lande. Der skulle kunne tages højde for ansatte med detaljeret indsigt i div. farmakologiske medikamenter, grænseværdier, bivirkninger, dosering, administrering af dopingpræparater til atleter, sportsudøvere, og motionister såvel som udarbejdelse af hjemmesider, pjecer til vejledning, hjemmesider, hotlines der er åbne 24 timer i døgnet året rundt hvis udøveren oplever bivirkninger efter administreringen, transport, udstyr, dopinganalyser for at monitere det fysiologiske respons m.m. Desuden skulle man alligevel samtidig opretholde eller styrke dopingkontrollen, for overhovedet at sikre at dem, der indgik i monitoreringsprogrammet overholder det – uden at overdosere. Et personligt doping- og monitoreringsprogram for alle atleter ville formentlig beløbe sig til et kolossalt milliardbeløb på verdensplan. Til sammenligning var udgifterne til Anti Doping Danmark i 2018 på 29,3 millioner kroner jf. deres seneste årsberetning. Selv i dag er det altså så dyrt at lave anti-doping arbejde at det kun udføres stikprøvevis for udvalgte atleter og i udvalgte sportsgrene. Hvad så hvis man lod interesserede sportsudøvere afholde de udgifter selv? I så fald bliver det så et spørgsmål om hvem, der har flest penge, eller er mest risikovillig. Hertil kommer risikoen for at atleter vælger at dope sig uden monitorering og så vil sandsynligheden for fatale hændelser uden tvivl stige. Sportsorganisationer, sponsorer og tv-udbydere har selvfølgelig svært ved at acceptere sådanne scener. Kunne man så ikke bare hjælpe få udvalgte professionelle atleter? Jo, men alt andet lige, ville sådan legalisering påvirke adfærden i hele sporten. Flere undersøgelser viser at unge idoliserer kendte i et omfang der kan potentielt kan få dem til at acceptere afvigende eller atypisk opførsel. Og brugen af ikke virksomme eller kun moderat effektfulde lovlige stoffer så som koffein ses hos alle typer atleter uanset at effekten af træning er mange gange større end et hvilket som helst kosttilskud. Således er hele dopingproblematikken ikke ligetil og en legalisering virker ikke som en farbar løsning. Dopingsystemerne i sport har kun få årtier på bagen og er under konstant udvikling.

Vil du vide mere?

• Kapitlet ”Doping” af Morten Hostrup og Vibeke Backer i ”Basal og klinisk farmakologi”, FADL. 2019.
• Horwitz, H., Andersen, J. T., Dalhoff, K. P. “Health consequences of androgenic anabolic steroid use.” Journal of Internal Medicine. 2018.
• Anti Doping Danmarks hjemmeside: www.antidoping.dk
• WADAs hjemmeside: www.wada-ama.org