Det var de dage, hvor victoriansk snerpethed blev punkteret af oplysningens idealer. Det var Ibsens tid, tiden hvor den borgerlige verden begyndte at lytte til reformatorer, tiden der slog døren op for den friske luft. Jeg sugede alle disse teorier til mig og herunder den danske lærer J.P. Müller, der slog til lyd for en morgenlig koldt vands-frottering for åbent vindue, og som var modstander af korsetter og høje flipper.
Således skriver den tyske maler og antinazistiske karikaturtegner George Grosz i et tilbageblik i 1955 om Müllers betydning i kampen for oplysning.
For Müller, eller IP som hans venner kalder ham, er målet intet mindre end at ændre hele den moderne kultur i retning af en større balance mellem krop og sind inspireret af det antikke Grækenland. Han vil gøre op med den kristne kirkes forestilling om den ophøjede sjæl og den laverestående dyriske krop: ”Hos antikkens filosoffer og æstetikere rangerede legemet akkurat lige så højt som ånden, fordi krop og sjæl blot opfattedes som to sider af et naturligt hele… Men vore dages ’åndsaristokrater’, fritænkerne, digterne og til dels videnskabsmændene har ikke kunnet emancipere sig fra den ’kristelige’ kulturs ensidige åndsdyrkelse.”
I 1904 kickstarter han den første verdensomspændende motionsbølge med sin bog om hjemmegymnastik ’Mit System’, der efterfølgende udgives på 26 sprog i 1 ½ million eksemplarer. Hverken Biblen eller H.C. Andersens eventyr kan i årene frem mod 1914 holde trit med salgstallene. I den tyske kulturkreds bliver verbet ”zu müllern” optaget i sproget som udtryk for at dyrke hans gymnastik, der vinder fodfæste både blandt traditionen i form af kejser Wilhelm og avantgarden i form af Franz Kafka.
Også i verdens på det tidspunkt førende land Storbritannien er der opbakning til IPs budskaber både blandt det litterære og det royale establishment lige fra Conan Doyle til prinsen af Wales, den senere kong Edward VIII, der bliver protektor for IPs bøger. ’Mit System’ bliver simpelthen den mest succesfulde bog inden for fysisk kultur i Storbritannien i det tidlige 20. århundrede. Hele verden ligger for IPs fødder, da han fra 1904 starter en turnérække med 1400 opvisninger, der omfatter mange europæiske lande og også når til Sankt Petersborg.
Allerede for mere end hundrede år siden tager IP livtag med de problemer, som i høj grad fylder i nutiden: Fedmeepidemi, inaktivitet og dårlig ernæring. IP tilbyder en enkel formel til at opnå det sunde, lange liv: Nøgengymnastik med indbygget koldt bad, frottering af huden ved vinduer, der åbner op til den friske luft og mod solens lys. Mennesker begynder at berøre deres egen nøgne krop fra top til tå. Victorianismen gnides ud af kroppen.
Som en trojansk hest præsenterer idrætten og friluftslivet sig via kolde afvaskninger, sundhed og karakteropdragelse, hvilket gør dem i stand til at udfordre det kropsforskrækkede samfund, men bag den tilforladelige fremtoning foregår der en erotisk ladet afklædning af sveddampende kroppe i rytmisk bevægelse.
IP forsøger at bevæge samfundets små hjul, længe inden de store hjul for alvor begynder at bevæge sig: Han vil bryde klunkehjemmet op indefra, og det gør han i en tid før de modernistiske arkitekter sætter deres dødsstød ind med parolerne om, at form skal svare til funktion. Plys, klunker og tunge gardiner skal vige pladsen for den solbeskinnede, svedende, nøgne, stærke og sensuelle krop, der dyrker gymnastik for åbne vinduer og sport i det fri. For IP er mottoet: Væk med stiv knækflip og korsetter, væk med stadsstuen, ud med de tunge, mørke gardiner, væk med stukken, de tunge møbler og viftepalmerne, gør soveværelset til aktivitetsrum, slå døre og vinduer op, af med tøjet, vask dig, frotter dig, bevæg dig!
Det sanseligt-erotiske gennembrud, som IP bliver pioner for, rummer en overset dimension i Det Moderne Gennembrud. Den traditionelle fortælling om Det Moderne Gennembrud fokuserer på den kritiske realismes vej ind i det oplyste, demokratiske samfund. Men for IP kan man ikke frigøre sindet med en låst, hæmmet og indsnøret krop.
Med forelæsningsrækken og seksbindsværket ”Hovedstrømninger i det 19. Århundredes Litteratur” (1872-90) kritiserer den banebrydende litteraturkritiker og samfundsdebattør Georg Brandes det danske åndsliv for at sove tornerosesøvn over for de revolutionære tendenser i Europa efter 1848 og hænge fast i, hvad litteraten Hans Hertel har kaldt ”senromantik, ’fædrelanderi’ og præstegårdskultur.”
IP er enig med Brandes i behovet for at ryste træet godt og grundigt med henblik på afvikling af moralsk hykleri, erkendelse af sociale realiteter og kamp mod ulighed, uretfærdighed og undertrykkelse. Men han tilføjer samtidig denne kamp noget nyt. Hvor Brandes vil skrælle sproget fri for alle de opstyltede og hykleriske lag, som lægger sig som en dyne over kommunikationen, vil IP bogstaveligt skrælle alle de snærende lag tøj af, som strammer, kvæler og hæmmer kroppens frie udtryksmuligheder.
IPs eksempel viser, at historien om Det Moderne Gennembrud har været ensidigt fokuseret på det halve perspektiv: ”den åndelige frigørelse”. For at mennesket kan afkaste autoriteternes åg og fremstå som myndigt, skal det sideløbende frigøre sig sanseligt, for magten sidder også i kroppen.
Det er denne enhed af kropslig og åndelig frigørelse, som den tyske kunstner George Grosz er inde på i bogens indledende citat, hvor han taler om ”de dage, hvor victoriansk snerpethed blev punkteret af oplysningens idealer” gennem IPs sanselige frisættelse og den norske forfatter Henrik Ibsens kritik af både kapitalisme, religiøse magthavere og det borgerlige ægteskab i bl.a. dramaerne Samfundets Støtter (1877), Et Dukkehjem. (1879) og En Folkefjende (1882), der bliver vist på alle store europæiske scener. For Grosz åbner IP og Ibsen to hoveddøre i det samme store oplysningsprojekt.
Omkring 1900 kæmpes der for ytringsfrihed og mod censur ved at bestemte ”utugtige” temaer drages frem i litteraturen, på scenen og i pornografien. Men gennembruddet for den kropslige ytringsfrihed i stor skala kommer ikke primært gennem pornografiens og kunstens normbrud, men via udendørsidrættens, gymnastikkens og hygiejnens dyrkelse af den afklædte, svedende og pulserende krop, – en tendens, der bakkes op i den såkaldt vitalistiske kunst.
IPs kamp foregår dog med væsentlige ændringer af det brandesianske program til følge og uden Brandes’ støtte. Brandesianerne kalder sig ”fritænkere”, der ikke vil være normativt bundet af nostalgi og hykleri. Men for IP handler frigørelsen ikke kun om at tænke frit, men om at bevæge sig frit, frigjort fra indeklemthed, strikse tøjkoder og bevægelsesmæssige hæmninger.
Sportens romantiske drøm om at vende tilbage til naturen og kroppen er ikke en modpol til det borgerlige samfund, men en uerstattelig del af selve det moderne projekt, hvor kroppens disciplinering i skole- og kontormiljøer går hånd i hånd med trangen til at bryde ud og bevæge sig i det fri. I den moderne idræt smelter kropslig spontanitet og rytme sammen med arbejdslivets krav om præstation og selvkontrol. Moderniteten hylder både bogen og bolden i en konstant kamp om deres betydning og indbyrdes sammenhæng.
Kampen for retten til afklædning og bevægelser i det fri hører med til vores oplysningsproces, og måske derfor er en tiltagende skamfølelse og ligefrem krav om tildækning af kroppen blevet en så central kampplads i nutiden, hvor mange elever i undervisningssystemet nødigt vil vise sig nøgne frem i bade- og omklædningsrum. På den anden side viser IP også nøgenhedens evne til at skabe usikkerhed, når han – 100 år før de sociale medier – iscenesætter sin egen flotte krop i pressen, på film og i egne bøger på en måde, der nok kan få én og anden til at ville skjule sin egen ’mangelfulde’ krop.
Man kan tale om en kamp for ”eksponeringsfrihed”, altså retten til at fremvise sin krop og enkelte kropsdele nøgne som en del af den brede kamp for ytringsfrihed. Der foregår en kamp for, at flere og flere kropsdele i flere og flere positurer kan fremvises offentligt uden aflysning af gymnastiktræning eller svømmestævner eller udrykning af politi af hensyn til den offentlige blufærdighed. Det sker ved den sidst registrerede lejlighed i IPs regi i 1929, hvor en ung dansk kvinde står anklaget i Østre Landsret for at have udøvet IPs gymnastikprogram for åbne vinduer ”i et for luftigt kostume”.
En frigørelse af seksualiteten ligger allerede implicit i IPs gymnastiksystem med dets nøgenhed og hudgnidninger, men i 1908 går han planken ud ved at udtrykke sit budskab helt direkte. Dette år udgiver han bogen ’Kønsmoral og Livslykke’, der bliver den første danske sexologibog og udkommer i 16.000 eksemplarer alene i Danmark.
Georg Brandes kæmper for, at kvinder skal have erotisk frihed også med partnere uden for ægteskabet og dermed afvise en kristen motiveret afholdenhed: ”Lad os ikke indbilde os, at drifterne lader sig undertrykke eller udrydde, uden at mennesket bliver defekt og fordummet. Askesen, som den for øjeblikket øves af det store flertal blandt de højere stænders ugifte kvinder, er en ulykke, en naturstridig ting.” Brandes giver dog ikke noget svar på, hvordan kvinders seksualitet skal sættes fri i en tid, hvor prævention er vanskeligt tilgængelig og upålidelig, og hvor kvinderne ofte står med hele ansvaret for uønskede graviditeter.
IP kræver imidlertid en langt mere omfattende sanselig revolution end Brandes’ kamp for retten til sex udenfor ægteskabet. I Kønsmoral og Livslykke løfter IP ligefrem det erotiske forhold mellem to elskende direkte op i den religiøse sfære, hvis det er baseret på: ”alvorlig og oprigtig kærlighed, det vil sige både gensidig uimodståelig sanselig tiltrækning og sjælelig og åndelig sympati… en i sandeste forstand guddommelig forbindelse mellem de to køn”.
For IP skal hovedformålet med mandens liv være at gøre sin kvinde lykkelig og bidrage til hendes frigørelse. IP udtrykker sig i bogen helt uden omsvøb om det seksuelle, og han har gjort en mageløs opdagelse af kvindens orgasme og klitoris’ funktion: ”Ubegribeligt er det, at de seksual-hygiejniske forfattere hidtil ikke har kunnet eller ikke har turdet give de nødvendige forklaringer herom.” IP bryder herved et stort tabu i en fortsat bornert kultur. Og det er bemærkelsesværdigt, hvad angår sexologiens start, at Sigmund Freud i Tre afhandlinger om seksualteori fra 1905 i modsætning til IP anser vaginalorgasmer som udtryk for seksuel modenhed i forhold til klitoris-orgasmer, der af Freud anses for at være overfladiske.
IP dyrker absolut ikke et passivt kvindebillede og slet ikke seksuelt.: ”Mens hunnerne hos alle dyrerigets arter forholder sig passive under selve parringen, vil den fuldkomment udviklede kvinde kunne deltage lige så aktivt i kønsakten som manden, ikke alene i kærtegnene, men også i de for akten karakteristiske bevægelser.” IP bidrager til den tidlige kvindekamps kamp mod indespærring, korset, kosmetik og prævention, samtidig med at han går til kamp mod prostitution og de forhold, der driver unge kvinder ud i fosterfordrivelse – alt sammen resulterende i en voldsom konflikt med den etablerede orden.
En af Georg Brandes’ åndelige arvtagere, den kulturradikale Poul Henningsen (PH), kan i 1934 også sagtens se, at friluftslivet medvirker til en frigørelse: ”Jazzen, dansen, friluftslivet og den deraf flydende elskov”. Men han regner ikke sport og gymnastik med til dette projekt på trods af, at idrætten historisk bliver motor i udviklingen af friluftslivet. PHs syn ligger i forlængelse af Piet Heins ”advarselsgruk” til ungdommen: ”Ved et naturligt kønsliv kan/man undgå sportslivets fristelser”. Der er dog ingen modsætning mellem idræt og seksualitet omkring år 1900. Tværtimod.PHs afvisende holdning kan hænge sammen med, at idrætten af de fascistiske bevægelser i mellemkrigstiden bliver brugt som et middel til militær træning, raceforbedring og førerkult. Nutidens mennesker skal således prøve at forstå potentialet i IPs kamp i hans glansperiode indtil 1914 på dens egne præmisser i en tid, hvor der var hårdt brug for et opgør med victorianismens fornægtelse af kroppen, og hvor fascismen end ikke var på tegnebrættet endnu.
Nu kunne man måske tro, at IPs program for seksuel frigørelse blev alment accepteret i samtiden, men sådan gik det slet ikke. IP startede en proces i det 20’ende århundrede, som for alvor fik et skub fremad med 1930’rnes såkaldte seksualpolitik og kamp for fri abort og prævention, og som kulminerede med ungdomsoprørets frisættelse fra omkring 1968. Men selv blev han så upopulær i den indflydelsesrige danske præstestand og store dele af borgerskabet, at han følte sig tvunget til at gå i eksil i London i 1912, hvor han i øvrigt startede en succesrig sundhedsklinik i den fashionable lægegade Dover Street.
Ifølge Kulturministeriets ”Danmarkskanon” fra 2016 er ”Frisindet” blevet en del af den danskhed, vi er rundet af: ”Den kulturradikale tradition fra Georg Brandes til Klaus Rifbjerg hyldede specielt et frisind og en frigjorthed i forhold til traditionelle moralbegreber og til krop og seksualitet, som har haft stor indflydelse, idet mange i Danmark i dag har et forholdsvis afslappet syn på nøgenhed.” Her skal IP nu skrives ind som en central pioner i skabelsen af et sanseligt frisind i den danske og europæiske kulturkreds. Det var faktisk ham og ikke Brandes, der havde det som sit hovedprogram.
Når det så let bliver ordets mænd, der stjæler billedet, skyldes det netop den fornægtelse af kroppen, som IP kritiserer. Dertil kommer, at vores dagligsprog er lagt meget an på at betone bevidstheden om verden frem for den kropslige praksis, måske fordi det giver mennesker en følelse af kontrol: Vi kan ’beslutte’ os til at forandre tingene. Det ses klart i begrebet ”frisind”, der antyder, at det er sindet, der frisætter lysterne, og ikke lysterne, der frigiver sindet. Lad os i stedet bruge ordet ’frigjorthed’ der bedre kan danne bro mellem ånd og krop, og som derfor præcist passer på IP.