Et spektakulært skuespil af politik

”Hele verden er en scene,” sagde Shakespeare i sin teaterkomedie Som man behager fra omkring 1599. Citatet beskriver glimrende det moderne OL og dets åbningsceremoni, som i dag fungerer som en platform for kulturel propaganda for værtsnationen. Det er en unik mulighed for at præsentere et velproduceret og iscenesat billede af nationens fortid og nutid i håb om få det, der i international politik kaldes for ’blød magt’. I modsætning til ’hård magt’ – som militære indgreb eller økonomiske sanktioner – er blød magt baseret på overtalelse og tiltrækning, hvilket er muliggjort af en anerkendelse af et lands kultur, politiske værdier og udenrigspolitik.

Vinter-OL i Sotji – en ny fortælling om Putins Rusland

Inden for de seneste år tjener vinter-OL 2014 i Sotji som et godt eksempel på forbindelsen mellem sport og politik, og hvordan nationalstater bruger OL som en platform for politisk kulturpropaganda.

Præsidenten for den International Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach, var hurtig til at rose den russiske præsident Vladimir Putin og de russiske arrangører for afholdelsen af OL ved at erklære, at russerne fuldt ud respekterede det olympiske charter.

IOC-præsidenten må dog efter alt at dømme have vendt det blinde øje til åbningsceremonien, hvor de politiske og nationale symboler var svære at misse. Under ledelse af Putins tætte allierede, Konstantin Ernst, der er direktør for den russiske statsejede tv-kanal, udnyttede den russiske stat åbningsceremonien til at skabe et skønmaleri og omskrive dele af landets historie.

Alle værtsnationer ved OL har, ikke overraskende, en tendens til at udelukke de mindre flatterende aspekter af deres egen historie og kultur i åbningsceremoni¬en.

Samlet set brugte den russiske stat åbningsceremonien til at skabe en national fortælling, der forherligede den tsaristiske og sovjetiske æra. De politiske aspekter af sovjetkommunismen var overladt til glemslen, og i stedet blev dens økonomiske og sociale aspekter hyldet som baggrund for nutidens moderne russiske stat. I et segment med titlen ’Moscow/The Dream’ blev den sovjetiske industrialisering fra 1950’erne og frem nærmest afbildet som et forbrugerparadis og en reguleret velfærdsstat, hvilket er langt fra sandheden. Der blev – naturligt nok – ikke plads til fortællingen om den forcererede industrialisering, tvangskollektiviseringen, skueprocesserne mod dem, som regimet definerede som modstandere, eller oprettelsen af et enormt straffelejrsystem.

Det er dog værd at nævne, at mere demokratiske nationer også benytter åbningsceremonien til at vise sig frem fra deres bedste side. Ved OL i London 2012 skabte den verdensberømte filminstruktør Daniel Boyle et fascinerende show, der fremhævede Storbritanniens store bidrag til verdenssamfundet, hvorimod landets fortid med imperialisme og slaveri var udeladt.

På denne måde giver IOC ikke kun værtsnationen den mest efterspurgte tv-platform med en rækkevidde på milliarder af seere til at udtrykke sine politiske dagsordener, men værtsnationen får også mulighed for at omskrive dele af sin historie, så det passer til et mere attraktivt narrativ.

Ytringsfrihed – men ikke for alle

I IOC’s regelsæt under regel 50 slås det fast, at ”ingen former for de¬monstration af politisk, religiøs eller racemæssig propaganda er tilladt på de olympiske områder.”

Det er et paradoks, at mens IOC aldrig i OL’s lange historie har håndhævet Regel 50 over for en værtsnation for at bruge f.eks. åbningsceremonien eller fakkelruten til at iscenesætte nationalistiske og politiske budskaber, er det en helt anden sag, når det kommer til atleterne.

Et af de tydeligste eksempler på begrænsningen af atleternes ytringsfrihed skete ved de olympiske lege i 1968 i Mexico City. Under afspilningen af den amerikanske nationalsang ved medaljeceremonien på mændenes 200 meter hævede Tommie Smith og John Carlos en knyttet næve iført en sort handske i vejret som symbol på den undertrykkende racepolitik i hjemlandet. Efterfølgende blev begge atleter fordømt af sportsautoriteterne og straffet med hjemsendelse i vanære, samtidig med at de blev bedt om at returnere henholdsvis deres guld- og bronzemedalje.

Mens Smith og Carlos’ demonstration blev fordømt af IOC i 1968, roses den dog nu på det Olympiske Museum, hvor de to atleter hyldes med et billede af deres knyttede nævner med en dertilhørende overskrift: ”Når podiet bliver et medium – Fordømmelse af fattigdom og racisme.”

De to amerikanere blev også for nylig optaget i USA’s olympiske og paralympiske Hall of Fame – 51 år efter deres ikoniske øjeblik. Men det, der roses på det Olympiske Museum, vil ikke være tilladt ved OL i Tokyo, da IOC’s regelsæt specifikt siger, at det ikke er tilladt at løfte ens næve i vejret.

Mens ovenstående eksempel stammer fra mere end et halvt århundrede siden, står atleter i dag over for lignende straffe, hvis de udtrykker sig politisk ved sportsbegivenheder. Ved de panamerikanske lege i Lima 2019 fik de amerikanske atleter Gwen Berry og Race Imboden en reprimande af USA’s Olympiske og Paralympiske Komité for henholdsvis at hæve en knytnæve og knæle under nationalhymnen i protest mod den amerikanske våbenpolitik, racisme og behandlingen af immigranter – og ifølge fægteren Race Imboden også i protest mod det, han kalder for præsident Donald Trumps udbredelse af had i det amerikanske samfund.

Dét er det olympiske paradoks: Der gælder tilsyneladende ét regelsæt for atleterne og et andet for værtsnationerne.

Artiklen bygger på dele af bogen ’Med kroppen ind i kulturen – Idrætshistoriske strejflys’ af Hans Bonde under medvirken af Stanis Elsborg og en tidligere artikel af Stanis Elsborg på playthegame.org