Debatten om transkvinders deltagelse i elitesport er ikke længere kun teoretisk. Ved de Olympiske Lege i Tokyo i 2021 deltog 43-årige newzealandske Laurel Hubbard i den tungeste klasse i kvindernes vægtløftning. I marts 2022 dominerede 23-årige Lia Thomas kvinderækkerne ved de amerikanske universitetsmesterskaber (NCAA) i svømning. Og i april 2022 blev der blæst om den 21-årige britiske cykelrytter Emily Bridges som ønskede at konkurrere blandt kvinderne. Hubbard har tidligere konkurreret som mandlig vægtløfter, men har siden 2012 identificeret sig som kvinde. Thomas var tidligere en habil mandlig svømmer, men har siden 2020 offentligt identificeret sig som kvinde. Bridges blev i 2018 britisk juniormester i 40 km enkeltstart for mænd, men sprang i 2020 ud som kvinde.
Ideelt set burde diskussionen holdes på et principielt plan, der fokuserer på reglerne, det politiske, fysiologiske og filosofiske, frem for at handle om enkeltpersoner. For når vi gør det, bliver det let til et spørgsmål, om hvorvidt man er for eller imod Hubbard, Thomas og Bridges, frem for et spørgsmål om, hvad vi vil med sport og hvordan sportens grundlæggende principper skal prioriteres. Men idealer er svære at forholde sig til, når ikke de har tag i virkeligheden. Derfor måtte der navne og sager på dagsordenen før diskussionen fik liv.
En polariseret diskussion
Diskussionen om transkønnede atleters deltagelse i sport er speciel. De fleste af mine venner og bekendte, der ikke er ansat på universitetet, har svært ved at forstå, at det overhovedet er en diskussion. De mener, at transpersoner selvfølgelig skal have lov til at identificere sig præcis som de synes, men lige så selvfølgeligt er det for dem, at transkvinder ikke kan deltage i kvindesport.
Akademikere, særligt dem fra socialvidenskaberne og humaniora, har en anden selvfølgelighed. Her synes standardindstillingen at være, at køn er en social konstruktion, og hvis man identificerer sig som kvinde, er man kvinde, og så skal man selvfølgelig have lov at konkurrere med kvinder.
Det seneste år har flere af sportens organisationer forsøgt at finde fodfæste i diskussionen. Efter flere års tøven, er der kommet principper, retningslinjer, råd og regler fra bl.a. den Internationale Olympiske Komite (IOC), fra de britiske sportsforbund, fra Danmarks Idrætsforbund (DIF), fra den Internationale Cykelunion (UCI), og det internationale svømmeforbund (FINA).
De første der meldte ud, var de britiske sportsforbunds arbejdsgruppe. I efteråret 2021 offentliggjorde de deres grundige arbejde med anbefalinger om transkønnedes deltagelse i elitesport. Også de fandt en tydelig opdeling i to grupper blandt interessenterne. Én gruppe mente, at inklusion som værdi må vægtes tungere end alt andet, og at transpersoner skal have lov til at deltage i sport på alle niveauer med få eller ingen begrænsninger. En anden gruppe var tilhængere af det, de kaldte fair sportslige konkurrencer med fokus på de regler, der giver sporten sin gyldighed, og derfor mente de, at transpersoners deltagelse i sport skal reguleres.
Sportens tre fundamentale værdier
De to positioner centrerer sig omkring vægtningen af tre fundamentale værdier i sporten: inklusion, retfærdighed og sikkerhed. Mens den første gruppe lægger vægten på inklusion, er det retfærdighed og sikkerhed der er afgørende for den anden gruppe.
Nogle har advokeret for, at de tre værdier kan balanceres, og at man kan finde et kompromis. Det synspunkt, kan næppe forsvares. Vil man have inklusion, kan man ikke også få retfærdighed. Prioriterer man retfærdighed, kan man ikke også få inklusion. Man bliver nødt til at vælge. Spørgsmålet om sikkerhed er naturligvis mest relevant i sportsgrene med fysisk kontakt, fx hockey- og boldspil.
Præstationsforskelle mellem mænd og kvinder
Det er værd at huske på hvorfor der findes en kategori for piger og kvinder i sport. Det gør der fordi der er grundlæggende forskelle mellem mænd og kvinder. De relevante biologiske forskelle skabes primært af det mandlige kønshormon, testosteron. Testosteron giver mænd større hjerte og lunger, større blodvolumen, mere hæmoglobin, større, stærkere og tættere knoglebygning, smalle hofter, brede skuldre, mindre kropsfedt og øget muskelstyrke. Og disse biologiske forskelle resulterer i betydelige præstationsforskelle mellem mænd og kvinder.
Ser vi på verdensrekorder, er forskellene 10-12 procent i svømning, løb og cykling, de er på 20 procent i spring og 30 procent eller mere i styrkeorienterede discipliner. Desto mere overkropsstyrke der er involveret i disciplinen, desto større er forskellen. Tager man en enkelt ting som slagstyrke, der fx er afgørende i boksning og kampsport, er forskellen mellem mænd og kvinder på mere end 160 procent. Forskellene gælder naturligvis ikke kun eliteatleter, men også for befolkningen generelt. Tager man en tilfældig gruppe på 10 mænd og 10 kvinder, vil den stærkeste kvinde kun være stærkere end den svageste mand.
Det er således rigtigt, at der er overlap i præstationer mellem mænd og kvinder. Der er kvinder, der kan springe højere, løbe hurtigere og løfte tungere end de fleste mænd. Men i eliten er der intet overlap. Ingen af de bedste kvinder, er bedre end de bedste mænd. Mest udtalt er det måske i olympisk vægtløftning. Rekorden for den bedste mand i 69 kg klassen er 3,2 procent højere end rekorden for den bedste kvinde i den åbne klasse – en kvinde på 108 kg (359 kg vs. 348 kg).
De forskelle betyder, at hvis ikke vi havde en beskyttet kategori for kvinder, ville der ikke være kvindelige vindere i elitesport. Vælg én disciplin, hvor styrke, hurtighed og udholdenhed er afgørende for præstationerne, og den bedste kvinde i verden bliver hvert år overgået af flere tusinde mænd. Da jamaicanske Elaine Thompson-Herah vandt kvindernes 100 meter løb ved de Olympiske Lege i Tokyo i 2021, gjorde hun det i rekordtiden 10,61 sekunder. Det gør hende til den næsthurtigste kvinde i historien. En helt fantastisk præstation, der kun er overgået af amerikaneren, Florence Griffith Joyner, der vandt guld på distancen ved OL i Seoul i 1988. Alligevel var der mere end 2.000 mænd i verden der løb hurtigere end Thompson-Herah i 2021. Nogle af dem var under 15 år, nogle over 50. Det fortæller hvor massiv forskellen mellem de to køn er, og hvorfor der er behov for en kategori for kvinder, beskyttet mod mandlig biologi.
Fire argumenter imod eksklusion af transkvinder
Der er fire gennemgående argumenter for hvorfor disse kønsforskelle ikke skulle ekskludere transkvinder fra at deltage i kvindekategorien. Ingen af dem holder.
Første argument: Ingen er jo lige
Det første argument fremhæver, at sport netop er kendetegnet ved at atleterne ikke er lige. Svømmeren Michael Phelps, der med 28 medaljer er den mest vindende OL-atlet nogensinde, har en meget lang overkrop og store hænder, der giver ham en fordel, hans konkurrenter ikke har. Løberen Usain Bolt, som mange mener er alle tiders bedste sprinter, er højere og har længere skridtlængde end sine konkurrenter. Den finske langrendsløber Eero Mäntyranta, der dominerede sporten i 1960erne, producerede abnormt høje mængder af hæmoglobin, som gjorde at han kunne transportere langt mere ilt til musklerne end hans konkurrenter. Den danske Tour de France-vinder, Jonas Vingegaard, har en høj iltoptagelse og er ualmindeligt god til at restituere efter udmarvende bjergetaper. Og sådan kunne man fortsætte.
Pointen er, at eliteatleter fra starten er biologiske afvigere. De ligner ikke almindelige mennesker, lyder argumentet, så man kan slet ikke tale om retfærdighed eller at atleter skal være lige i udgangspunktet. Alle er forskellige. Og sport udmåler de forskelle.
Argumentet overser to ting: For det første, at de fordele som Phelps, Bolt, Mäntyranta og Vingegaard har, kun giver præstationsforskelle på mellem 0,1 og 1 procent i forhold til deres øvrige mandlige konkurrenter, og ikke de 10-50 procents forskel der er mellem de bedste mænd og de bedste kvinder.For det andet, at det at have en egenskab eller evne, der giver en fordel i sport, i udgangspunktet ikke er urimeligt. Det er kun urimeligt, hvis man har den egenskab i en kategori, der er designet til at udelukke den. Det er ikke en urimelig fordel at være 25 år. Men hvis man deltager i kategorien for atleter under 17 år, så er det en urimelig fordel at være 25 år.
Andet argument: De vinder jo ikke
Det andet argument flytter fokus fra det generelle til det specifikke. Det siger, at transkvinder ikke er særligt meget bedre end deres konkurrenter. Se bare på Laurel Hubbard, der som den første transkvinde nogensinde deltog ved OL i Tokyo. Den 43-årige transkvinde blev nummer 10 og sidst i finalen i kategorien for kvinder over 87 kg, så hun kan jo ikke have haft en særlig fordel, og derfor er der ikke et problem. Folk der fremfører argumentet, glemmer ofte, at Hubbard netop var i finalen i en alder af 43 år – i en sport, hvor atleterne typisk topper i 20-25 års alderen
Det argument fungerede bedst inden Lia Thomas dominerede ved de amerikanske NCAA-mesterskaber i marts 2022. Men det misforstår grundlæggende, hvad det vil sige at have en fordel. Fordele skal måles i forhold til ens gruppes udgangsniveau, ikke i forhold til den præstation man ender med. Deltog jeg i Tour de France med en motor i min cykel, som konstant gav mig 100 watt ekstra, ville jeg stadig ende sidst i klassementet. Men det ville jo ikke betyde, at jeg ikke havde haft en urimelig fordel. Placeringen fortæller intet om fordelens størrelse.
Andre har i forlængelse heraf foreslået, at man bør lave individuelle afgørelser. Altså afgøre, case by case, om den enkelte transkvinde kan deltage i kvindekategorien ud fra en vurdering af, hvor stor en fordel hun har af sin mandlige biologi. For det første er det forslag i modstrid med slagordet om at ”transkvinder er kvinder”, og at de altså skal behandles på lige fod med andre kvinder. For det andet åbner det en ladeport for subjektive vurderinger og diskrimination. Hvis du vinder, er du for god og kan ikke deltage. Hvis du taber, er du ok og må gerne være med. Hvor god må du være? Hvor dårlig skal du være? Hvem bestemmer? Det er åbenlyst problematisk. Sport kan kun fungere, hvis der kategoriseres på baggrund generelle, objektive, regler, ikke individuelle skøn.
‘Tredje argument: Hormonbehandlinger ophæver forskellen
Det tredje argument fokuserer på interventionen. Det siger, at transkvinder der gennemgår hormonbehandlinger, sænker deres testosteronniveau, og derfor ikke længere har den biologiske fordel som testosteron giver. Men det er ikke testosteron i sig selv, der er problemet, det er effekterne af testosteron. Selv hvis transkvinder sænker deres testosteronniveau, fjerner det ikke den oprindelige fordel de har i kraft af deres mandlige biologi. Alligevel har sænkning af testosteronniveauet været udgangspunktet for mange af de kendte regler.
I olympisk sport var det indtil 2022 sådan, at transkvinder skulle sænke deres testosteronniveau til under de 10 nmol/L i mindst 12 måneder for at kunne deltage. Reglen var gældende fra 2015-2022. Normalområdet for mænd, ligger mellem 8,0 og 30,0 nmol/L, mens normalområdet for biologiske kvinder ligger mellem 0,2 og 1,8 nmol/L. Der er intet overlap, og 10 nmol/L grænsen ligger i det mandlige normalområde. Den regel fjernede IOC efter vinter-OL i Beijing, 2022. Frem for at regulere,, er IOC vendt 180 grader og siger nu, at ingen atlet må udelukkes fra konkurrence på baggrund af en formodet unfair konkurrencefordel baseret på kønsidentitet. IOC og stiller heller ikke længere noget krav om sænkning af testosteronniveauet. Det er et ideologisk og ikke et videnskabeligt princip, der samtidig er helt umuligt at regulere på baggrund af.
Heldigvis er en række sportsforbund gået mere videnskabeligt til værks. Mange har holdt fast i IOC’s retningslinje på 10 nmol/L. Andre (fx tennis og roning) har indført et krav om at atleter skal være under 5 nmol/L i mindst 12 måneder for at kunne deltage i kvindernes rækker. Den internationale cykelunion (UCI) har indført en grænse på 2,5 nmol/L i mindst 24 måneder for at kunne deltage. Det internationale svømmeforbund (FINA) har valgt en mere konsekvent tilgang. De har fastsat, at individer, der har gennemgået mandlig pubertet, ikke kan deltage i kvindesport. Hermed har FINA bevæget sig bort fra ideen om regulering ud fra mængden af testosteron til i stedet at fokusere på det grundlæggende: Om man har haft effekten af testosteron.
Den tilgang finder støtte i forskningen på området. Den viser, at transkvinder, efter hormonbehandling, kun mister en lille del af de fordele de har i kraft af deres mandlige biologi. De fordele får de primært i kraft af at have gennemlevet mandlig pubertet. Før puberteten er der ingen forskel i mængden af testosteron mellem piger og drenge, men fra begyndelsen af puberteten producerer drenge 15-20 gange mere testosteron end piger, og herefter ser man store biologiske forskelle og betydelige præstationsforskellene.
Fjerde argument: Forskningen er ufuldstændig
Endelig fokuserer det fjerde argument på at forskningen er ufuldstændig. Det siger, at der stadig mangler forskning, der kan redegøre detaljeret for den præcise størrelse af de fysiske fordele transkvinder har på bestemte tidspunkter og i forskellige sportsgrene. Indtil den forskning findes, kan man ikke udelukke transkvinder fra at konkurrere med biologiske kvinder, lyder argumentet.
Men det er en fejlslutning, der vender tingene på hovedet. Det er veldokumenteret, at der er betydelige forskelle på mænd og kvinder. Derfor har vi en beskyttet kategori for kvinder. Skal reglerne laves om, ligger bevisbyrden hos dem, der siger, at der ikke er en forskel, eller at hormonbehandlinger udligner den forskel der er. Og det tyder den nuværende forskning ikke på, at hormonbehandlinger gør.
Løsningen: Mændenes kategori er åben
Jeg er aldrig tidligere stødt på en diskussion, et spørgsmål eller en uenighed i sporten, der har fremkaldt så stærke følelser og frustrationer, som det vi aktuelt ser i diskussionerne om transkvinders inklusion i elitesport. Lav en hurtig søgning på Twitter, om de emner denne artikel berører, og man vil se hvor aggressiv retorikken er. Folk, der fremfører legitime bekymringer om fairness for biologiske kvinder ved transkvinders deltagelse, bliver kaldt transfobe, snæversynede, intolerante og TERFs (trans exclusionary radical feminists). Tilsvarende, bliver transkvinder kaldt for snydere, fuskere, og freaks. Begge dele lukker diskussionen.
Trusler, øgenavne og nedrakning er ikke et frugtbart udgangspunkt for at finde løsninger, der også giver transpersoner muligheder for at dyrke idræt, på en retfærdig og forsvarlig måde.
For de nye guidelines, en række forbund har introduceret, betyder naturligvis ikke, at transkvinder ikke kan eller må deltage i idræt. Der mangler ikke beviser for at idræt og fysisk aktivitet er sundt – både fysisk, psykisk og socialt. Det skal alle selvfølgelig have gavn af.
Det peger også Danmarks Idrætsforbund, DIF, på i deres rapport. De siger at man bør lade ”lige konkurrence være tungtvejende i kvindernes eliteidræt”, men samtidig at ”inklusion [bør] være tungtvejende i bredde- og motionsidrætten” og ”i børne- og ungeidrætten”. DIF slår også fast, at det er både fair og sikkert at inkludere transpersoner i kategorien for mænd, hvorfor den også kaldes den åbne kategori. Kvindernes kategori bør være beskyttet for mandlig biologi. Mændenes kategori kan være den åbne. Her er der fuld inklusion og alle kan få lov at deltage. Også Hubbard, Thomas og Bridges.
Ask Vest Christiansen Bio:
Ask Vest Christiansen, ph.d., er lektor og sektionsleder på Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Han var fra 2012-2020 daglig leder af International Network of Doping Research (INDR).
Ask Vest Christiansens forskning har fulgt to hovedspor: doping i eliteidræt og doping i fitness- og motionscentre. Han undersøger ofte atleternes eget perspektiv for at forstå deres motiver og de moralske værdier der ligger bag deres holdninger og handlinger.
Ask Vest Christiansen er forfatter til flere bøger og adskillige videnskabelige artikler og bogkapitler. Han deltager ofte i diskussioner om sport, krop og præstationsforbedring i medierne såvel som i de mange offentlige foredrag han holder. Hans seneste bog, Motionsdoping. Styrketræning, identitet og kultur, vandt Kulturministeriets Julius Bomholdt-pris 2021.
Ask Vest Christiansen er en ivrig motionscykelrytter og holder om vinteren af at stå på rulle- og langrendsski.
Dette er en redigeret og opdateret version af en artikel publiceret i POV international i oktober 2021. I en anden form har artiklen i oktober 2022 også været bragt i bladet Samfundsfagsnyt, der udgives af FALS, Foreningen af lærere i samfundsfag.