Efter påbegyndelsen af invasionen blev Rusland udelukket fra de paralympiske lege i Beijing (4. marts 2022 – 13. marts 2022) og fra stort set alle internationale idrætsbegivenheder. En klub som Spartak Moskva blevet også sparket ud af Europa League, ligesom Rusland er blevet frataget planlagte turneringer på russisk jord fra Formel I i Sotji over international tennisturnering i Moskva til flytning af Champions League-finalen fra Sankt Petersborg til Paris. Også Ruslands allierede Hviderusland er blevet sanktioneret kraftigt.
Den demokratiske verden har derfor handlet anderledes resolut, end da Hitler fik mulighed for at fejre Det tredje Riges største propagandatriumf ved De Olympiske Lege i Berlin i 1936. Inden da havde han afskaffet demokratiet, indespærret sine politiske modstandere i koncentrationslejre, fjernet jødernes statsborgerlige rettigheder ved Nürnberg-racelovene og okkuperet den demilitariserede zone i Rhinlandet i marts 1936. Et par år efter OL kunne naziregimet så gennemføre den offentlige stigmatisering af jøderne under Krystalnatten og annektere Østrig.
Det er tydeligt, at Putin har forregnet sig ved at gribe tilbage til en krigslogik, der nu er blevet overhalet inden om. Selv under den Kolde Krigs sportslige permafrost ved mange vestlige magters udeblivelse fra OL i Moskva i 1980, var der slet ikke tale om en så omfattende boykot som nu. Der er altså i dag tale om en helt anden resoluthed i sportsverdenens reaktion på den russiske eneherskers voldspolitik.
Det skal dog erindres, at det efter alt at dømme ikke er med deres gode vilje, at de internationale sportsorganisationer nu har afbrudt deres årtier lange kærlighedsaffære med Putin og hans håndlangere. Således havde det europæiske fodboldforbund UEFA godt nok hårdt presset afviklet russiske Gazproms sponsorskab for Champions League, men forbundet tøver fortsat med at udelukke hviderussiske klubber og landshold fra internationale turneringer.
Den Internationale Olympiske Komité åbnede en kattelem for, at russerne alligevel kunne få lov til at stille op i internationale turneringer, hvis der var ”juridiske eller logistiske” hindringer for at udelukke dem. Det fik efter invasionens påbegyndelse Den Internationale Paralympiske Komite til at byde russiske atleter velkommen til at deltage i de igangværende Para-OL, og kun mange andre nationers trussel om boykot fik i 11. time Para-komiteen på bedre tanker. Dermed blev det i øvrigt påvist, at boykottrusler faktisk virker. Der er også problemer med at slippe af med de mange Putin-marionetter, som den russiske præsident har fået placeret centralt i de internationale sportsorganisationer. Det seneste eksempel er den hovedrige russiske præsident for det internationale sportsforbund Umar Kremlev, som det ikke lykkedes at vælte af pinden i september 2022, hvilket kan betyde, at boksning udelukkes fra det olympiske program i Paris 2024.
Fra de russiske sportsforbunds side hævdes det fortørnet, at boykotten er udtryk for en tilsidesættelse af idealet om adskillelsen af sport og politik. Det er imidlertid Rusland, der har politiseret sporten ved ikke kun at smadre et andet lands infrastruktur og myrde løs blandt dets indbyggere – inklusive sportsfolk – men ved også at smadre dets mulighed for fremtidig autonom national præsentation i sportsarenaen og fratage landet kontrol over egne idrætsorganisationer. Sportsboykotten er derfor udtryk for en modpolitik, hvor de internationale sportsorganisationer forsøger at modvirke Ruslands indgreb i et andet lands suveræne sportsliv.
Men batter forsøget på at ekskludere et helt land fra det internationale sportsliv? Det er der meget, der tyder på. Således medvirkede udelukkelsen af Sydafrika fra at deltage i OL mellem 1964 og 1988 til at underminere landets apartheidpolitik. På samme måde kan man håbe på, at sportssanktionerne sammen med naturligvis først og fremmest de finansielle sanktioner vil være med til at stække Ruslands imperiale ambitioner.
Det er nu blevet tydeligt, at Muren slet ikke faldt i 1989, i hvert fald ikke mentalt. Muren findes stadig i hovedet på Putin og en del russere ikke mindst i de frafaldne Sovet-republikker, der har fantomsmerter over stormagtens amputation. Eller som Putin formulerede det i 2005: Sovjetunionens kollaps i 1991 er den ’største geopolitiske katastrofe’ i det 20. århundrede.
At sportsboykotten rammer Putin på et ømt punkt ses af, at han gang på gang har anvendt de olympiske lege til at skabe en russisk national eufori, som han kan lede ind i krigsbegejstring. Det sås i 2008, da han i under sommer-OL i Beijing annekterede Sydossetien i Georgien. Det sås igen under Vinter-OL i Rusland i Sotji i 2014, da han annekterede Krim under de paralympiske lege. I relation til Vinter-OL i Beijing i februar i 2022 forsøgte han ved et møde med den kinesiske præsident Xi Jinping først at få ryggen fri til en invasion i Ukraine, og siden påbegyndte han som bekendt invasionen af landet. Til gengæld fik Xi Jinping efter alt at dømme lovning på, at Rusland ville vente med anneksionen af Ukraine til efter OL. Når man tager i betragtning, at IOC sælger sig selv som en fredskabende organisation og endog har fået FN til at vedtage en ’olympisk våbenhvile’ i tiden fra OL og til og med de paralympiske lege, er det paradoksalt, hvor længe IOC har kørt parløb med præsident Putin.
Sportsboykotten rammer Putin på en livsnerve, da han gennem de seneste år bl.a. via brug af statsdoping har forsøgt at rejse den russiske sport til fordums sovjetiske højder, hvor USSR målt i antal guldmedaljer var dominerende olympisk nation. Hvor det under Den Kolde Krig var det socialistiske menneskes overlegenhed, der skulle fremvises på sportsarenaen er sporten nu blevet et rendyrket russisk nationalistisk projekt, der skal binde russerne tæt sammen i fred såvel som under krig, hvor sporten tillige skal bidrage med et skær af normalitet og overskud midt i krigshandlingerne.
Til forskel fra mange andre statsledere har Putin faktisk et inderligt forhold til sport. Det startede allerede med hans brug af den japanske kampkunst judo til at løfte sig ud af de miserable kår i barndomsbyen Sankt Petersborg. Judo blev et middel til at socialisere sig til at blive stærk, hård, kampberedt og stålsat. Siden har han aldrig misset en mulighed for at bade sig i fotografernes blitzlys, når han stiller op ude eller hjemme i sin hvide gi og med sit sorte bælte af astronomiske 8.grad. Det har derfor utvivlsomt smertet ham dybt, at det ellers så apologetiske internationale judoforbund nu – i lighed med IOC – har frataget ham forbundets ærestitel.
Ud over et væld af internationale stævner – inklusive OL og VM i fodbold – har Putin skabt en personkult, et ’korpokrati’ med udgangspunkt i egen krop. Korpus betyder krop og ’krati’ betyder styreform. Putin giver – med den antikke romerske satiriker Juvenals ord – ’’brød og skuespil” til masserne, der til gengæld for den gradvise afgivelse af demokratiske rettigheder forføres både via elitesporten og via lederens egen krop. Snart tonede han frem som adventure-man med bar overkrop på hesteryg, snart som racerkører og snart som jagerpilot. Snart reddede han udryddelsestruede traner i et specialbygget dragefly, snart reddede han med en tranquillizer gun et filmhold fra angreb fra en sibirsk tiger. På de olympiske anlæg i Sotji havde han nærmest skabt et kejserforum, hvor han kunne hyldes, når han kronede Magnus Carlsen ved VM i skak, lod sig oversprøjte af Champagne sammen med Lewis Hamilton, når denne havde vundet løbet på anlæggets Formel-I-bane og kunne fejre sin egen fødselsdag ved – sammen med oligarker – at banke tidligere NHL-spillere i ishockey.
Hele dette ’korpokrati’ er nu blevet afmonteret pga. krig og boykot. Ja selv flere af Putins sportsambassadører fra tennisstjernen Andrey Rublev til oligarken Roman Abramovitj viser tegn på at falde fra – sidstnævnte ved at stille i udsigt, at overskuddet fra hans paniksalg af fodboldklubben Chelsea skulle gå til ofrene i krigen i Ukraine.
Det som Putin frygtede allermest – en ukrainsk stærk nationalfølelse – har han nu i den grad selv stimuleret. Og det er ikke bare ham, der kan bygge sig selv op via kampkunst og bruge sportsfolk i sin kamp. Det kan ukrainerne også med de tidligere verdensmestre i sværvægtsboksning borgmesteren i Kiev Vitali Klitschko og hans bror i front, der dog modsvares af den pensionerede russiske verdensmester i boksning Nikolai Valuev, der nu er gået ind i politik som medlem af Putins støtteparti Forenet Rusland og medlem af Ruslands parlament. Hvem ved, måske kan de seje ukrainere byde Putin en lige så stor overraskelse som de idrætstrænede finner fyldt med kampgejst kaldet ’sisu’ gjorde, da Sovjetunionen forsøgte at invadere landet i 1939. I hvert fald er det lykkedes ukrainerne at komme igen efter invasionen i sådan grad, at de i august fik sparket deres nationale fodboldliga i gang igen, men selvfølgelig med konstante afbrydelser af Varslingssirener.
Dele af den russiske sportselite hyldede sammen med Vladimir Putin på Luzhniki Stadion i Moskva i marts 2022 invasionen i Ukraine heriblandt gymnasterne Dina og Arina Averina og fire russiske kunstskøjteløbere. Bemærk Z-tegnet på deres jakker som støtte til krigen.
Om den russiske sportselite vil bevare deres tætte alliance med Putin, vil de kommende måneder vise. I forbindelse med den mobilisering af militært personel, som Putin har gennemført i september 2023, er det blevet gjort klart, at der ikke vil blive undtagelser for sportsstjerner. Således meldes den europæiske guldmedaljevinder i kunstskøjteløb, Dmitri Aliev, og den tidligere internationale fodboldspiller, Diniyar Bilyaletdinov, nu indkaldt. Spørgsmålet er derfor nu, om det varme forhold mellem leder og atleter nu vil blive afkølet.