Viden
1. oktober 2021
Steen Laursen
Director of Communications, Astralis
Esporten har for alvor grebet Danmark og selvom hovedaktiviteten er centreret om computerskærmen, fylder det fysiske og mentale aspekt mere end de fleste måske forestiller sig. Uanset om du bare vil vinde over dine venner i FIFA eller om du spiller en Grand Final i en fyldt arena med 15.000 tilskuere og millioner af seere verden rundt, påvirkes dine chancer for at vinde af meget andet end dine færdigheder i spillet.

Hos esportsorganisationen Astralis har man i årevis arbejdet med performanceoptimering i forhold til at vinde procenter i de enkelte kampe, men især i forhold til udøvernes mentale og fysiske balance.

Dette fokus har været medvirkende til, at Astralis i årevis har været helt i toppen af Counter-Strike med rekordmange turneringssejre og verdensmesterskaber og at holdet i dag beskrives som historiens bedste Counter-Strike hold.

Sportsdirektør i Astralis, Kasper Hvidt, fortæller:

– Da jeg startede i Astralis for snart 5 år siden, trak de fleste lidt på skuldrene over mine og vores tanker i forhold til at ændre kulturen i esporten. Der er mange før os, der har gjort en kæmpe indsats for esporten, men i forhold til en sund tilgang, fysisk træning og fokus på mental balance, var det i høj grad ubetrådt land, fortæller den tidligere håndboldstjerne, som fortsætter:

– For mig er det helt logisk. Du fungerer bedre, hvis din krop fungerer og hvis du har ro og kan fokusere. Når du agerer i et elitemiljø, hvor det altid handler om at finde de ekstra procenter, centimeter eller millisekunder, får netop din fysiske tilstand og dit mentale overskud afgørende betydning.

I esporten handler det ikke om at skabe fysiske pragteksemplarer eller maratonløbere, men om at finde den balance, hvor reaktionsevner, mentalt overskud og stamina fungerer i bedst mulig symbiose. Kasper Hvidt forklarer:

– Hold-esport og gaming handler om at få rigtig mange ting til at fungere optimalt – samtidig. Du skal hele tiden analysere nye kompleksiteter, træffe beslutninger, agere og reagere på splitsekunder, kommunikere koncist så dine holdkammerater også har det bedst mulige overblik og være i stand til at nulstille efter både vundne og tabte dueller. Og det skal du kunne igen og igen i flere timer i træk med det pres det er at spille overfor 15.000 skrigende fans i en arena og med medier og seere verden over, der vil falde over dine fejl og succeser.

– Det kræver et fysisk og mentalt overskud, mange almindelige mennesker kan have svært ved at sætte sig ind i. Du skal have et stabilt blodsukker, god stamina, stabil tilførsel af ilt til hjerne og krop, en velfungerende muskelhukommelse og i øvrigt en fysik, der ikke påvirker dig negativt undervejs i form af ømhed, smerter eller andre dårligdomme, forklarer Hvidt.

Astralis’ Counter-Strike hold har over de seneste 5 år vundet 25 internationale turneringer og 4 verdensmesterskaber, heraf de seneste 3 i træk. Det er mere end nogen anden esportsorganisation i verden, men for Kasper Hvidt er det afgørende ikke pokaler og titler, men en konstant fremgang og udvikling af spillerne, holdet, organisationen og dermed esporten generelt:

– Hvis vi skal lykkes på den lange bane, og det skal vi, så skal vi hele tiden være foran udviklingen, både som organisation men også i forhold til vores nære økosystem, hvor hele grobunden for talentudviklingen begynder. Det er i skolerne, fritidsklubberne, foreningerne og hjemme hos far og mor.

– Vi skal ikke udvikle gamere for at få flere unge mennesker om bag skærmen i længere tid, men vi bliver nødt til at omfavne det faktum, at gaming og skærmtid er en større og større del af de unge menneskers liv og hverdag. Det er derfor essentielt at vi understøtter en omfavnende kultur, hvor selv de yngste forstår, de bliver bedre til deres hobby, spil og skolearbejde, hvis de tager deres krop seriøst.

– Du bliver simpelthen en bedre fortnite-spiller og holdkammerat, hvis du har været ude og bevæge dig, fået ilt til hjernen, set dine venner og har det godt med din krop. Samtidig har vi også en opgave som forældre at interessere os for, hvad de unge mennesker bruger så meget tid på. Vi har ikke et problem med at køre dem til håndbold, fodbold eller badminton, men vi har meget svært ved at sætte os ind i deres gaming, hvilket i sidste ende gør det sværere at have den samtale, der er nødvendig for at støtte en sund udvikling.

– Det er lidt paradoksalt, for egentlig er det meget lettere at tage et headset på og lege med ved computeren end det er at køre over til hallen eller på stadion, fortæller Hvidt.
For Astralis er den sunde udvikling vigtig, for skal Danmark fortsat gå forrest i udviklingen af esporten, skal alle med. Og det handler ikke kun om Counter-Strike.

Kasper Hvidt:

– I Danmark forbindes Astralis ofte med Counter-Strike, men vi har førende hold i både League of Legends, FIFA og senest har vi tilført et hold i Rainbow Six. Vi har netop åbnet Astralis Nexus, som er et kæmpe center for gaming, underholdning og undervisning og vi kommer helt sikkert til at udvide med flere spiltitler, så for os handler det at vi som førende esports-organisation omfavner alt det positive gaming og esport kan.

– Vi må nemlig ikke glemme, at selvom vi gerne vil have de unge mennesker væk fra skærmen fra tid til anden, så er gaming også med til at skabe og styrke sociale fællesskaber, evnen til at arbejde sammen, at kommunikere præcist på både dansk og engelsk, at have overblik i pressede situationer og det at være en god holdkammerat.

– Jeg har spillet på mange forskellige klubhold og på håndboldlandsholdet i mange år, og jeg har aldrig mistet lysten til at blive dygtigere, bedre og at udvikle. Det er den samme sult og energi jeg mærker i esporten i dag, og jeg er virkelig stolt af det, vi har opnået i Danmark og i Astralis. Men vi er kun lige begyndt, og gør vi det rigtigt vil vi hjælpe både os selv, de unge mennesker og vi vil gøre en positiv samfundsforskel, runder håndboldlegenden og sportsdirektøren af.

Du kan læse meget mere om Astralis’ hold og aktiviteter på astralis.gg og astralisnexus.gg.