Viden
22. maj 2024
ANDREAS JUUL INGVARTSEN
BESTYRELSESMEDLEM I GI
Følg GI på Facebook
Op til de olympiske lege er der altid et ønske fra både politikere og udøvere om, at sport og politik skal adskilles. Gang på gang bliver ønsket dog i den grad gjort til skamme, og det ser vi også allerede i optakten til OL i Paris 2024. Her fylder debatten om gentrificeringen af byen, social udresning af hjemløse og migranter, neutrale russiske atleters deltagelse og meget andet mindst lige så meget i medierne som alt det sportslige.

Det er langt fra noget nyt, og vi kender alle de klassiske eksempler fra idrætshistorien, hvor sporten og den sportslige arena i den grad er blevet benyttet som et politisk redskab, heriblandt Hitlers nazistiske lege i 1936, Black-power hilsenen fra podiet ved OL i Mexico City i 1968 og München-massakren i 1972. Men nogle af de samme historier gemmer også på mere ukendte vinkler. Herunder kan du læse fem mere ukendte historier med udgangspunkt i nogle af de største historier i OL-historien.

OL i Berlin 1936: Starten på det dansk-tyske idrætssamkvem under 2. verdenskrig

Når talen falder på de olympiske lege i Berlin i 1936, er det naturligvis typisk med fokus på, hvordan Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i tæt samarbejde med Hitler løftede OL til at blive en såkaldt mega-event og satte helt nye standarder for det moderne OL, som vi kender det i dag. Dette skete gennem nye traditioner som fakkelruten, masseorganisering og masseappel. OL blev på den måde en kæmpe propagandatriumf for det tredje rige.

Men der er også mindre kendte aspekter af OL i 1936, som har formet dansk idrætshistorie. OL var med til at skabe et tæt sportsligt samarbejde mellem Danmark og Tyskland. Dette samarbejde begyndte allerede efter Hitlers magtovertagelse i 1933, hvor tyskernes enorme investeringer og fokus på eliteidrætten fascinerede mange danske idrætsledere og atleter, herunder særligt svømmerne Ragnhild Hveger (1920-2011) og Jenny Kammersgaard (1918-1997). Under selve legene i 1936 rapporterede journalisten Gunnar ‘Nu’ Hansen (1905-1993) og det danske sportsmagasin Idrætsbladet positivt fra de olympiske arenaer. Dette førte til et dansk-tysk idrætssamkvem af hidtil uhørt størrelse med stævner og landskampe inden for mange sportsgrene både før og under besættelsen. Efter 2. verdenskrig forsøgte man dog at skjule dette samarbejde fra dansk idræts side.

Efter befrielsen valgte Dansk Idræts-Forbund således at lægge slør over det dansk-tyske idrætssamkvem under besættelsen. I stedet fremhævede man sig selv og prominente danske idrætspersonligheder nærmest som en del af modstandsbevægelsen. Et eksempel på dette er Mindepladen, der pryder indgangspartiet til Idrætshuset på Østerbro i København. Budskabet er, at dansk idræt kæmpede imod besættelsesmagten med teksten “LEG BLEV TIL IDRÆT – OG IDRÆT BLEV DAAD 1940-1945”, hvilket dog langtfra er den sandfærdige historie.

OL i Tokyo 1964: Den ukendte fakkelbærer med en særlig fødselsdag

Fakkelruten har siden OL i 1936 været en fast tradition, og siden da er tændingen og transporten af den olympiske ild især blevet benyttet til at fremhæve legendariske sportsikoner fra værtsnationen. Mange kan sikkert huske, hvordan bl.a. den parkinsonramte Mohammed Ali antændte ilden ved OL i Atlanta 1996, nationalikonet og senere guldvinder på 400 meter, Cathy Freeman, gjorde det samme i Sydney i 2000, og senest fik tennisstjernen Naomi Osaka lov til at tænde ilden på det corona-tomme olympiske stadion i Tokyo for tre år siden.

Da Tokyo var værter for første gang tilbage i 1964, valgte man dog at gøre noget markant anderledes. Her havde arrangørerne valgt, at den “atlet”, der skulle have æren af at tænde den olympiske flamme, var løberen Yoshinori Sakai. Sakai var ikke valgt for sine sportslige meritter, men i stedet valgt, fordi han var født præcist den dag i Hiroshima, hvor amerikanerne smed en af de to atombomber.

Fra officiel side blev valget fremlagt som en fredsdemonstration – en fortælling om, at man var kommet videre, og at dette var fredens OL. Men det var utvivlsomt også en måde at få hele verdenssamfundet til at huske på, hvad der skete i Japan og hvad det japanske folk blev udsat for i 1945.

OL i Mexico City 1968: Den ukendte australier på idrætshistoriens mest ikoniske billede

Vi kender alle billederne og historien. Fanget ved medaljeceremonien for mændenes 200 meter ved OL i Mexico i 1968 står den amerikanske sprinter Tommie Smith tappert, med bøjet hoved, hans sort-handskede næve strakt ud i den tynde luft i Mexico Citys 2200 meters højde. Bag ham slutter landsmanden John Carlos sig til med sin egen Black-Power-hilsen for at belyse den segregation og racisme, der brændte i USA på daværende tidspunkt.

Få kender historien om, at manden, der stod foran dem begge, den australske sprinter Peter Norman, der chokerede alle ved at løbe forbi John Carlos og vinde sølvmedaljen, spillede sin egen afgørende rolle i idrætshistorien. Peter Norman løftede ikke armen, men deltog i protesten på sin egen vis ved at bære en lille badge med “Olympic Project for Human Rights” – en organisation, der blev oprettet et år tidligere imod racisme i sport. Denne stille protest fik dog alvorlige konsekvenser for Peter Norman. Imens Smith og Carlos efter en hård medfart umiddelbart efter OL, efterfølgende er blevet fejret som menneskerettigheds-pionerer, var badgen nok til effektivt at afslutte Normans karriere. Da han vendte hjem til Australien med sølvmedaljen om halsen, var han hadet i sit hjemland. Selvom han i årene efter fastholdt et uhørt højt sportsligt niveau, blev han udstødt af det nationale idrætsforbund og fik aldrig lov at deltage ved OL igen. Ikke engang til OL i Sydney 2000 var Norman velkommen som gæst, medmindre han undskyldte sine handlinger. Det nægtede han. Det var først flere år efter sin død i 2006, at Normans familie fik en officiel undskyldning fra Australien, som blev fulgt op en statue opført foran Lakeside Stadium i Melbourne i 2019, som en hyldest til Peters Normans arv som atlet og ikke mindst for at bruge sin stemme for menneskerettighederne.

OL i München 1972: Massakren på baggrund af et særligt ønske om fred

Et af de helt sorte kapitler i OL-historien udspillede sig under OL i München i 1972. Her blev atleter fra det israelske hold taget som gidsler af den palæstinensiske terrororganisation Sorte September. Desværre resulterede en mislykket befrielsesaktion fra de tyske myndigheder i, at 11 israelske udøvere blev dræbt. Også en tysk politibetjent og fem gidseltagere mistede livet.
Efter den tragiske hændelse lød det fra den daværende præsident for IOC, Avery Brundage: “The show must go on.” Legene blev genoptaget trods den grusomme begivenhed.

Bag denne tragedie trækkes tråde tilbage til OL i 1936 og 2. verdenskrig. Vesttyskland, som var den sidste af de tabende nationer under 2. verdenskrig, fik IOC’s benådning og blev tildelt OL efter de to andre tabende nationer Italien og Japan havde afholdt OL i henholdsvis 1960 i Rom og 1964 i Tokyo.

For arrangørernes vedkommende var det vigtigste budskab at vise, hvordan Vesttyskland i 1972 var kommet ud af skyggerne fra nazisternes OL i Berlin i 1936 og krigen generelt. I stedet ønskede man at fremvise et moderne, åbent Vesttyskland. Derfor blev legenes iscenesættelse klart adskilt fra legene i Berlin. Den olympiske park og den olympiske landsby blev iscenesat som et transparent og åbent område, der stod i modsætning til fortidens militaristiske og nationalistiske lege. Åbningsceremonien understregede legenes sorgløse karakter, og ved indmarchen blev der ikke spillet militær marchmusik, men i stedet brudstykker af kendt musik fra hver af de deltagende nationer. Alt begyndte fantastisk flot, men det manglende fokus på sikkerhed endte katastrofalt.

Siden da har arrangørerne nærmest ingen grænser for, hvad de gør for at sikre OL. Dette gælder også i år i Paris, hvor byen overvåges med hjælp fra kunstig intelligens som det første sted i Europa.

OL i Tokyo 2020: Kvinder på barrikaderne og baneryttere med Formand Mao på brystet

Regel 50 i det olympiske charter fastslår, at “ingen form for demonstration eller politisk, religiøs eller racemæssig propaganda er tilladt i de olympiske områder.” Ikke desto mindre blev denne regel udfordret under OL i Tokyo, hvor kvindelige atleter især fik opmærksomhed for at bruge deres stemme.

Gymnasten Simone Biles stjal rampelyset ved at trække sig fra flere konkurrencer på grund af mentale problemer. I gymnastikarenaen afsluttede costaricanske gymnast Luciana Alvarado sin øvelse på gulvet ved at knæle og løfte sin knytnæve i vejret som en hyldest til Black Lives Matter-bevægelsen. Flere kvindelige fodboldlandshold knælede også før OL-kampene i sympati med kampen mod racisme. Kuglestøderen Raven Sounders sendte ligeledes et klart budskab ved at krydse armene foran hovedet, da hun modtog sin medalje.

Selvom ovenstående eksempler strider imod OL’s regel 50, blev de efterfølgende hyldet for at bruge deres stemme til at fremme menneskerettighederne. Der blev ikke gjort mere ud af sagerne fra IOC’s side.

Anderledes var det tæt på at gå galt for de to kinesiske baneryttere, Bao Shanju og Zhong Tianshi. Efter de havde vundet medaljer, bar de en badge på deres træningsdragt med portrættet af den tidligere kinesiske statsleder Mao Zedong, også kendt som Formand Mao. Mao Zedong var grundlæggeren af Folkerepublikken Kina og er mest kendt og berygtet for “Det Store Spring Fremad”, hvor op mod 45 millioner kinesere mistede livet.

IOC valgte at undersøge sagen nærmere, men strategisk undgik de at skabe fjendtlighed med Kina, da Kina skulle afholde Vinter-OL i Beijing året efter. Ved at lægge sagen ned lykkedes det også at begrænse opmærksomheden omkring denne form for atletaktivisme sammenlignet med de andre eksempler.

Kilder

Bøger:

  • Bonde, Hans & Elsborg, Stanis (2020): Med Kroppen ind i Kulturen. Idrætshistoriske strejflys. Syddansk Universitetsforlag.
  • Hansen, Jørn (2004): Ringene Samles. Syddansk Universitetsforlag.

Artikler og internetsider: