Viden
5. januar 2020
Bjørn Stubager Hessellund
Håndboldkonsulent DGI
Har udviklet spillet Five-a-side Håndbold
Ny bold og andre regler: Nu er det lettere at undervise i håndbold i gymnasiet Mange idrætslærere i gymnasiet har helt opgivet at undervise i håndbold, fordi det er forbundet med en række udfordringer, der tager glæden fra eleverne. Et nyt, forenklet håndboldspil med en blød bold giver dog masser af spilleglæde på Randers Statsskole.

Det høje tekniske niveau, den hårde læderbold med harpiks og det hårde fysiske spil har i årevis gjort det svært at undervise i håndbold i gymnasiet. Endda så svært, at mange idrætslærere har valgt at se helt bort fra den folkekære sportsgren, når der skal undervises i boldspil.

Det har været medvirkende til, at man I Dansk Håndbold Forbund og DGI har udviklet et helt nyt spil, der lægger sig meget op ad det traditionelle
håndboldspil, men som gør op med en række af de udfordringer, der gør det svært for nybegyndere at spille med.

Det moderniserede spil hedder Five-a-side Håndbold. I Five-a-side er banen kortere, reglerne mere enkle, der er ingen dommer, og der er mere fokus på sammenspil end hårde taklinger. Mest markant er dog udskiftningen af den hårde læderbold, som har veget pladsen til fordel for en nyudviklet, blød Five-a-side-håndbold.

Bolden som ’gamechanger’

På Randers Statsskole har man som nogle af de første kastet sig ud i undervisningen i det nye Five-a-side-spil. Her har man gjort sig gode erfaringer med spillet, og særligt bolden har været en ’gamechanger’, fortæller Annette Hyldal, der er idrætslærer på gymnasiet:

”Det har været fedt at komme i gang med Five-a-side Håndbold, for nu kan det faktisk lykkes at undervise i håndbold med et stort hold.”

”Før havde vi mange konkrete udfordringer med undervisningen i traditionel håndbold; mange af eleverne var bange for bolden, det var alt for teknisk svært at spille håndbold, og samtidig måtte vi ikke bruge harpiks i vores hal,” fortæller Annette Hyldal og fortsætter:

”Især bolden gav os en masse udfordringer, så at den nu er udskiftet, ændrer hele spillet. Vi kunne godt have opsat alle de nye regler med en klassisk læderbold, men det havde ikke ændret på antallet af tekniske fejl og manglende lyst til at være i nærheden af bolden.”

Fakta om bolden:

  • Er gul og vejer 300 gram
  • Har en omkreds på 54 cm
  • Har overflade i læder
  • Er udviklet i samarbejde med Select
  • Den er nem at kaste og gribe, og kræver ikke harpiks
  • Bolden lægger op til et spil med masser af løb og sammenspil

De 10 regler i Five-a-side Håndbold. Five-a-side Håndbold følger de almindelige håndboldregler dog med 10 særregler:

  1. En Five-a-side Håndbold-kamp afvikles på kortbanen (26 x 20 m).
  2. Der spilles med en Five-a-side-håndbold.
  3. Forsvarsspil må ske ved bolderobring eller ved afskærmning med kroppen eller armene. Five-a-side Håndbold er et afvisningsspil, og man må ikke tackle med henblik på at stoppe eller fastgøre modstanderen.
  4. Målmanden skal ikke bære særlige kendetegn.
  5. Hvert hold har en sidelinje til udskiftning.
  6. Bolden gives op fra mål.
  7. Den fungerende målmand må ikke afslutte fra eget felt.
  8. Kampen startes med et opgiverkast midt på banen.
  9. Kampens varighed er en enkelt halvleg på mellem 8 og 12 min.
  10. Hvert hold må have fem spillere på banen ad gangen.

Overtalsspillet skaber spilleglæde

Foruden bolden gør reglerne i Five-a-side Håndbold spillet mere integrerbart i gymnasieundervisningen. Blandt andet må spillerne ikke tackle, og de skal selv dømme kampen. Derudover kan målmanden altid gå med i angreb, så det angribende hold spiller i overtal. Det gør at spillet bliver et overtalsspil, hvor bolden skal flyttes rundt mellem spillerne, så rummene på banen kan udnyttes.

Ifølge Annette Hyldal har disse regler også haft en stor betydning for elevernes glæde ved spillet:

”Eleverne er ikke bange for at blive tacklet – og når de samtidig spiller i overtal, kan de relativt nemt spille sig frem til en god chance, uden at de skal ind og slås en hel masse.”

”Når de ikke skal inde og bryde med hinanden, betyder det også, at der er god mulighed for at kønsintegrere. Drengene er måske bare lidt mere angrebsivrige, men så må man opsætte nogle benspænd, som udjævner lidt,” siger Annette Hyldal.

Hun påpeger samtidig, at den kortere bane også bidrager til en større spilleglæde blandt eleverne:

”De skal ikke bruge en masse kræfter på at bære bolden op ad banen med risiko for tekniske fejl undervejs. Så det bliver et meget sjovere og hurtigere spil for nybegyndere.”

Five-a-side opfylder undervisningskravene

Når man vælger at undervise i Five-a-side Håndbold i gymnasiet, er det naturligvis alfa omega, at spillet lever op til kravene for boldspil i undervisningsplanen. Det er der dog fin mulighed for ifølge Annette Hyldal.

Men som fleste idrætslærere ved, så er det altid en udfordring at aktivere 28 elever i samme hal. Her har Annette Hyldal dog flere gode ideer til, hvordan alle elever får en god oplevelse med Five- a-side Håndbold på samme tid.

”Man kan ret nemt tage både tekniske og taktiske elementer ind. Man kan træne kontraspil op ad
Når man vælger at undervise i Five-a-side Håndbold i gymnasiet, er det naturligvis alfa omega, at spillet lever op til kravene for boldspil i undervisningsplanen. Det er der dog fin mulighed for ifølge Annette Hyldal.

”Man kan fx spille kamp med meget korte intervaller eller lave en bane med pop-up-mål bag ved det ene mål, så man har flere baner i spil, hvor man kan niveauinddele og lade de gode spillere styre spillet selv,” fortæller Annette Hyldal, som også løbende justerer på spillet, så det passer til elevsammensætningen.

”Man er nødt til at indsætte nogle benspænd, så niveauet udjævnes. Fx kan man dæmpe de angrebsivrige drenges lyst til at skyde hele tiden ved at lave en regel om, at den elev, der skyder, skal på mål efter skud eller skifte med udskifteren. På den måde sikrer jeg, at alle kan og er med.”

Eleverne tog godt imod Five-a-side Håndbold

Forud orienterede Annette Hyldal sine elever om det kommende håndboldforløb ved blandt andet at sende en video om hopskud fra det komiske TV2-program ZULU HK. Eleverne vidste nu på forhånd, hvordan man i hvert fald ikke laver et hopskud.

Men derudover var der stor forskel på, hvor meget eller lidt eleverne kunne på forhånd, og dermed også hvor meget de hver især fik ud af det, fortæller Annette Hyldal:

”Eleverne syntes, at det var sjovt. For mange af dem var det helt ukendt, mens andre har spillet 2. division, og det var nok dem, der var bedst til håndbold, der fik mindst ud af det. Så var det op til mig at dele dem lidt op en gang i mellem, så alle fik noget ud af det.”

Noget tyder dog på, at eleverne – uanset niveau – godt kunne lide forløbet, siger Annette Hyldal:
”De første to gange spillede vi ikke kamp. Der trænede vi lidt grundteknik og løb, men faktisk var det eleverne selv, der kraftigt efterspurgte at komme i gang med at spille kamp, og de var alle sammen meget ivrige, når de først spillede.”

Annette Hyldal kom i gang med undervisningen i Five-a-side Håndbold ved at købe 20 Five-a-side Håndbolde, markere målfelterne op med malertape og rykke et af de gamle mål frem på banen.

Der er udviklet et undervisningsmateriale med 6 lektioner til undervisning i Five-a-side Håndbold. I kan bestille bolde og downloade materialet gratis.

Vil du vide mere om Five-a-side Håndbold i gymnasiet, er du velkommen til at kontakte håndboldkonsulent Bjørn Stubager Hessellund på telefon 40 41 24 03 eller bsh@bevaegdigforlivet.dk.