Formand for GI, Andreas Schiørring, indledte sin mundtlige beretning med at takke alle de 170 fremmødte for at være med til at gøre GI’s 75-års jubilæum til en stor fejring og fest. 170 deltagere på generalforsamling og generalforsamlingskursus er helt klart en rekord i nyere tid, og det er bestyrelsen meget glad for.
Alle de mange deltagere på kurset har i år fået en flot jubilæums t-shirt og en mulepose med det særlige jubilæumslogo.
Bestyrelsen har i sit arbejde i det forgangne år haft fokus på eksamen på Idræt C. Det er nu oplagt at begynde at evaluere prøven med henblik på evt. læreplansændringer. Det er bestyrelsens opfattelse, at eksamenerne forløber godt, at censor og eksaminator er gode til at fastsætte karakterer, men at der er udfordringer med gruppedannelser. Bestyrelsen er derfor i dialog med fagkonsulenten om at lempe reglerne, så der kan tillades grupper på 5.
I det foregående år har PBS ved en fejl ikke opkrævet kontingent til GI og desuden slettet medlemsregistret. GI’s bestyrelse har derfor i en længere periode ligget vandret for at rette op på skaden. Især kasserer Camilla Todsen har lagt et kæmpe arbejde i at få styr på sagen.
Det er tvivlsomt om alle gamle medlemmer bliver genregistreret. Der mangler pt. omkring 140 få at nå tilbage på de 950, der betalte kontingent i 2021. Fra bestyrelsen lyder en opfordring til alle om at tjekke deres medlemsstatus og henvende sig, hvis de ikke modtager GISP.
Idræt A studieretningen er nu ikke længere en forsøgsstudieretning, men åbent for alle.
Men omkring idræt B i studieretningen, så lyder det til at ministeriet måske vil til at se på dispensationsordningen med de 20 gymnasier, der har fået lov til at udbyde idræt B i studieretningen. Hvis det bliver tilfældet, så er det naturligvis GI’s store ønske, at den populære studieretning gøres permanent, så alle skoler kan udbyde den. Vi er noget spænde på udfaldet….
Kurser er et meget vigtigt element for foreningen. I bestyrelsen arbejdes hele tiden på at udvikle kurser, så flest muligt kan deltage. Der ses derfor på muligheden for virtuelle kurser. Dette kunne eksempelvis være et kursus i SRP.
Bestyrelsen er meget glad for at udlandskurser generelt er en stor succes. La Santa-kurserne er fyldt op, og det kommende kursus til Berlin er stort set allerede fyldt op.
Slutteligt lød der fra Andreas en særlig tak til de mange, der hjælper med aktiviteter i foreningen. Især stævnekoordinatorer og stævnearrangører gør et kæmpe arbejde for denne vigtige aktivitet i foreningen.
Camilla fremlagde foreningens regnskab for 2022. Regnskabet viser et lille underskud på ca. 2000. Blandt de store udgiftsposter ligger GISP. Ligeledes har både stævner og kurser givet underskud i regnskabsåret. Dette har givet anledning til at hæve stævnegebyret i 2023. GI’s egenkapital er 487.000 pr 31/12-2022.
Trods den nævnte nedgang i medlemsantallet, vurderer bestyrelsen, at kontingentet kan fastholdes på kr. 400. Dette blev vedtaget på generalforsamlingen.
Katrine Dam Madsen, Andreas Juul Ingvartsen, Thomas Strømberg og Niels Martin Vind blev alle genvalgt til bestyrelsen. Casper Faldborg Nordström fra Aalborg Tekniske Gymnasium blev valgt som nyt medlem i bestyrelsen.
Under punktet evt. blev der efter oplæg fra bestyrelsen diskuteret stævnedeltagelse. Det er bestyrelsens holdning, at det er vigtigt at stævnenerne ikke skal udvikle sig til elitestævner for de dygtigste elever. Der skal også være plads til hygge. Bestyrelsen ser gerne at flere byder ind med at afholde stævner, og at flere deltager i GI-turneringer frem for interne stævner. Bestyrelsen opfordrer desuden til, at man får timer i porteføljen og at ansvaret for stævnedeltagelse bredes ud over flere lærere på skolerne.
Kønsproblematikken blev igen berørt på generalforsamlingen. Bestyrelsen arbejder sammen med fagkonsulenten på, at der kommer en omskrivning af læreplanen, så kønsintegreret/kønsdifferentieret undervisning bliver skrevet ud af læreplanen. På den måde bliver det muligt at undgå nogle af kønsproblematikkerne, men bestemt ikke dem alle.
Generalforsamlingen sluttede med et stort og kærligt farvel til bestyrelsesmedlemmet Malte Trold. Malte har i mange år været en af de store drivkræfter i GI’s maskinrum, hvor Malte har styret generalforsamlingskurset, Facebook, Dropbox og meget andet.