Viden
5. februar 2024
Andreas Schiørring
Formand for GI
Med sommerens prøve i idræt C på STX, så har alle ungdomsuddannelserne nu afviklet prøven. Det er derfor oplagt at evaluere prøven, så vi har mulighed for at justere idrætsundervisningen og afviklingen af prøven, så det kan blive endnu bedre. Erfaringer fra prøven er også yderst vigtige, når der næste gang skal ændres i læreplanen.

Efter afviklingen af sommerens prøver på idræt C lavede GI en spørgeskemaundersøgelse på GI-facebook, hvor man som eksaminator og censor kunne videregive sine erfaringer fra sommerens prøve. Her har 37 eksaminatorer og 32 censorer svaret. Sammen med 8 interviews med idrætslærere, der ligeledes deltog i sommerens prøver på forskellige gymnasier, vil det være grundlaget for denne artikel.

Fakta om idræt C, der blev afsluttet i sommeren 2023

  • Sommer 2023 var 2.741 STX-elever til prøve i idræt C, hvilket var godt 15 % af alle dem, der afsluttede idræt C på STX (samlet antal 18.843)
  • De 2.741 elever, der var til den afsluttende prøve, havde et gennemsnit på 7,9 i årskarakter.
  • De 18.843 elever, som afsluttede STX, havde et gennemsnit på 7,9 i årskarakter i idræt C.
  • De 2.741 elever, der var til prøven i idræt C, fik her et gennemsnit på 8,1.
  • På HTX var 220 elever til prøve på idræt C, hvilket var godt 24 % af de 939, der afsluttede faget. Årskarakteren var 8,7, mens prøvekarakteren var 9,1.
  • På HHX var 141 elever af 480 elever til prøve i faget. Her var årgangens årskarakter 8,5 mens de 141 elever til prøven fik et gennemsnit på 9,0.
  • HF-eleverne har fået et snit på 6,9 til prøven (årskarakter gives ikke på HF)
    Kilde: Nyt fra Fagkonsulenten, GISP nr. 182, oktober 2023.

Erfaringer fra prøven på idræt C

Den overordnede konklusion på prøven på idræt C er, at den generelt fungerer godt.

I forhold til karaktergivning, så har de fleste oplevet, at censor og eksaminator har været enige om den faglige vurdering af eleverne. Et par stykker giver udtryk for, at de har oplevet at have en særdeles hård censor i discipliner som badminton og fodbold. I forhold til bedømmelse af eleverne, så må udgangspunktet være, hvad man kan forvente at en elev, der har haft idræt 10 år i folkeskolen og 3 år i gymnasiet, kan nå at lære i løbet af et forløb på fx 9 timer.

I spørgeskemaundersøgelsen har 16 ud af 32 censorerne angivet, at de var uenige eller meget uenige i, om det var tydeligt, hvilket teoretisk materiale der var blevet undervist i. Videre tilkendegav 10 ud af 32 censorer, at der havde været for lidt teori inddraget i undervisningen. Ifølge læreplanen for idræt C så skal der undervises i materiale svarende til 80-100 sider på STX og 40-50 sider på HF. I forhold til undervisningsbeskrivelsen så er det god praksis, at man angiver sider ud for diverse materialer (grundbogstekster, artikler, instruktionsvideoer osv.), så det er overskueligt for censor at se omfanget. I læreplanen er der også et krav om, at der skal undervises i ”relevant fysiologisk teori”. Af de 32 censorer svarede 7, at der ikke havde været undervist i det, mens 10 svarede at de ikke kunne gennemskue det.

I forhold til den praktiske idræt, så svarede 26/32 censorer, at det var tydeligt, hvad der var blevet undervist i.

Vi har også været interesseret i at se på prøvens struktur. Har det fx fungeret bedst med afvikling af teoridelen i tre små bidder efter hver af de praktiske discipliner, eller har det fungeret bedre at samle det til sidst? Nedenfor ses censorernes svar samt en procentvisning af svar. Her er det værd at notere sig, at hele 45% af censorerne svarede, at det fungerer mindre godt at lade én gruppe færdiggøre tre discipliner samt teori, inden den næste gruppe skulle på.

Det står i klar kontrast til vurderingen, når der afvikles én disciplin ad gangen, så grupperne får pauser mellem deres fremvisning. Her synes kun 9% at censorerne, at det fungerer mindre godt. Den indsamlede data viser også, at denne form er den meste benyttede.

Resultater af undersøgelsen

  • Variation 1
    Den teoretiske del af prøven blev afviklet efter hver af de tre discipliner
    Censorers svar: Fremragende 4, Godt 5, Mindre godt 3
  • Variation 2
    Den teoretiske del af prøven blev afviklet samlet efter alle de tre discipliner
    Censorers svar: Fremragende 7, Godt 10; Mindre godt 3
  • Variation 3
    Hvis hele prøven blev afviklet, så én gruppe færdiggjorde 3 discipliner + teori og karakter
    Censorers svar: Fremragende 1, Godt 4; Mindre godt 4
  • Variation 4
    Hvis hele prøven blev afviklet, så grupperne på skift fremviste én disciplin, og eleverne derfor havde pause mellem eksamensdiscipliner
    Censorers svar: Fremragende 12, Godt 8, Mindre godt 2

I forhold til hvordan den teoretiske del af prøven skal afvikles, så er der flere (25 %) som mener, at det fungerer mindre godt med teori efter hver praktisk disciplin. En censor skriver i den forbindelse:
Tiden skred fra os under teorien. Det er enormt svært at holde det til 6 min pr. disciplin pr. gruppe, når man tager udgangspunkt i praksis og også gerne vil have noget mere overordnet teori med. Udgangspunktet i praksis kræver jo, at man sætter en del ord på, hvornår noget skete, og det kan tage tid at få ledt eleven hen til det, man gerne vil vide.

Forskellen er dog ikke så stor, da 15% af censorerne mener, at det fungerer mindre godt at samle teorien til sidst.

Hvis man ser på i hvor høj grad, der blev stillet spørgsmål til sammenhængen mellem praksis og den dertilhørende teori, så er det måske en interessant ting at notere sig. Her svarede 16 ud af 32 censorer, at det var i mindre grad. I forlængelse af dette er det vigtigt at notere sig, at der i læreplanen for idræt C bl.a. står, at ”I den mundtlige del af prøven stilles spørgsmål til eksaminanderne om den fremviste praksis og om sammenhængen mellem praksis og den til forløbspakken hørende teori”.

Der er mange, som giver udtryk for, at det er en krævende prøve at planlægge og afvikle, hvor det kan være svært at holde tiden. Forhåbentlig bliver det mere overskueligt efterhånden, som vi får mere og mere erfaring med planlægning og afvikling af prøven.

HUSKELISTE med ting som kan gøre idrætsundervisningen og afvikling af prøve endnu bedre:

  • I idrætsundervisningen skal der undervises i materiale svarende til 40-50 sider på HF og 80-100 sider på STX.
  • I undervisningsbeskrivelsen skal det være tydeligt, hvilken teori der er undervist i
  • I undervisningen skal der undervises i relevant fysiologisk teori såvel som den fysiske aktivitets betydning for sundheden.
  • I den mundtlige del af prøven skal der stilles spørgsmål til eksaminanderne om den fremviste praksis og om sammenhængen mellem praksis og den til forløbspakken hørende teori.
  • Umiddelbart er der opnået bedst erfaring med at afvikle den mundtlige del af prøven samlet til sidst.
  • Bedst erfaring med afvikling af én disciplin ad gangen frem for én gruppe der færdiggør alle tre discipliner og teori.

Tidligere artikler i GISP i relation til denne artikel