NM:
Du forudså i 1998 at idræt i en gymnasiereform i 2006 blev pillet af den obligatoriske fagrække og blev til et valgfag. Samtidig forudså du, at sundhedsdebatten ville fylde rigtig meget og pludselig kunne politikerne se, at idræt skulle være bannerfører i elevernes almendannelse og mulighed for at opnå det gode liv. Derfor blev gymnasiereformen allerede året efter i 2007 revideret og idræt genindsat som obligatorisk fag. Hvad tænker du om den forudsigelse? Du var jo tæt på med de diskussioner, der kørte op til 2005-reformen. Hvordan kunne du vide det?

Mette:
Det vidste jeg jo heller ikke, selvom jeg nærmest er født ind i branchen, nogle gange er man heldig. Idræt er et fag, der altid er til debat, når vi har reformer, og det er det på en måde stadigvæk. Det kan være svært for nogle med et stærkt teknokratisk kompetencesyn at forstå, hvad idræt kan bidrage med, når der skal gøres plads til andre fag. Når det kommer til dannelsesdebatten, er det en anden sag.

Hvis jeg skal give et bud på fremtiden, så er faget ikke til debat mere. Det skal være et obligatorisk fag i gymnasiet, og det har jeg nogle bud på, hvordan det bliver, så det bliver mere nagelfast. Vi skal give løsninger på, hvordan faget kan hjælpe med nogle af de store udfordringer, som vi ser.

Jeg tror, vi har nogle helt særlige bud på at løse den trivsels- og fællesskabsdagsorden, som kører i samfundet og er en del af dannelsesdebatten. Idræt kan noget, som ingen andre fag kan i forhold til styrkelse af fællesskabet, som jeg ser som nøglen til styrkelse af trivslen blandt de unge. Der har vi noget, som kan binde de unge mennesker sammen, og går lige ind i det, som der er behov for blandt ungdommen. De har behov for at glemme sig selv, og det tror jeg, rigtig gerne de vil, for de tænker rigtig meget på sig selv. Det har unge altid gjort, men de ser på sig selv med et styrket metablik med de sociale medier. Der tror jeg de fællesskaber, som vi har i idrætten, er i stand til at opløse de roller, der er, og mest af alt give eleverne fælles oplevelser, hvor de glemmer alt det der. Idræt er ret deltagelseskrævende, og det deltagelseskrav tror jeg, er SÅ godt for de unge. De bliver tvunget til at være til stede, der hvor de er, og sammen med dem som de er til stede med. Det er trivselsfremmende. Så vi har et virkelig godt bud på den kæmpe samfundsdebat, som slet ikke er færdig om 5 eller 10 år. Der skal vi være sindssygt proaktive omkring, at vi har et fag, hvor vi tror på det hele menneske og hvor erkendelse, oplevelser og fællesskaber går gennem kroppen.

Den anden dagsorden, som jeg tror vi skal dyrke, er, hvordan vi danner unge mennesker til medborgerskab. Det er en stærk dagsorden i øjeblikket. Det handler om, at være aktiv deltager i et demokratisk samfund. Jeg kan ikke forestille mig en dannelsesdagsorden i gymnasiet uden et idrætsfag. Vi er det eneste fag, der har bevægelse som centrum for vores fag, og vi er ikke dannede, hvis ikke vi er hele mennesker. Ikke kun at vi bevæger os sammen, men også på et teoretisk niveau med debat om køn, om æstetisering, om værdier. Vi kan f.eks. bidrage enormt meget til en bred sundhedsdebat om fysisk, social og psykisk sundhed. Hele dannelsesdebatten synes jeg, at vi skal bevæge os tydeligt ind i.

Så er der sundhed som et fysiologisk begreb, der stadig fylder meget i vores samfund. Samtidig med at vi har en samfundsdebat, der handler om trivsel og det hele menneske, så kører der en kvantitetsdata sundhedsdagsorden. Den tror jeg ikke går væk. Jeg tror, at vi i idrætsfaget skal forsøge at forene de to dagsordener, så jagten på sundhed i en ensidig tænkning om f.eks. kondital bliver koblet med noget større og mere. Jeg synes, når vi ser på vores læreplan i idræt – engang stod der noget om bevægelsesglæde, nu står der, at vi skal fremme fysisk kapacitet som det første.

Jeg synes, vi skal lave nogle uventede samarbejder. Vi skal have nogle til at kæmpe for os, fordi idræt har så utrolig meget at byde på. Der kunne vi lave nogle uventede alliancer, der også kunne være med til at indholdsudvikle faget. Der er en meningsdanner som Svend Brinkmann oplagt f.eks. i forhold til trivselsdagordenen, ungdommens folkemøde, foreningslivet mm.

NM:
Du skriver i dit fremtidsblik i jubilæumsbogen fra vores 50-års fødselsdag, at lærerrollen vil blive mere vejledende og eleverne tage større ansvar for undervisningen. Hvordan ser du lærer- og elevrollen ændre sig de kommende 25 år?

Mette:
Der er sket noget mere af samme udvikling grundet ydre omstændigheder, fordi vi er blevet effektiviseret ret meget. De lærere der har meget idræt, underviser i flere idrætstimer, så der er grænser for, hvor meget man kan holde til at gå forrest. Jeg synes godt, at der kan være nogle fordele ved ikke altid at være deltagende, der er nogle andre ting, som man kan se udefra.

Den dagsorden, der gælder alle fag, om at være mere elevaktiverende og anvendelsesorienteret giver en anden idrætslærerrolle. Jeg tror, at det bliver noget med at tage eleverne med ud i foreningerne, de skal undervise derude, måske skal de have en børnehave, som de underviser. Hele det samarbejde, måske også med idrættens organisationer og andre sundhedsorganisationer. Jeg tror det legitimerer faget, selvom det også er vigtigt at holde fast i, at faget legitimerer sig selv. Vi skal køre begge spor, hvor vi også laver partnerskaber for at styrke elevernes bevidsthed om, hvordan idræt styrker social, psykisk og fysisk sundhed alle steder. Det giver en anden lærerrolle, der skal ud og lave netværk.

NM:
Du skriver også om polarisering mellem elite- og breddeidræt og at hverken elever eller lærere på sigt ville gide konkurrencesport/eliteidræt i gymnasiet. Som jeg ser idrætsundervisningen i dag, så er vi stadig rimelig klassiske. Vil du uddybe det og kommentere på udviklingen siden 1998?

Mette:
Der er en læreplan, der er skarpt skåret i forhold til det, den lægger ikke vægt på det legende, kreative og eksperimenterende som i 70´erne, hvor der stod helt andre ord. Jeg tror, at vi kommer til at gå lidt mere væk fra det målstyrede. Ikke at vi skal helt væk fra det, men har det målstyrede haft den effekt på f.eks. sundhed, som det var intentionen, at det skulle have? Vejen til et sundt og godt liv er ikke nødvendigvis test. Men der er også masser, som den klassiske idrætsundervisning kan. Eleverne lærer rigtig meget af at agere i det rum, men det kunne være fint at give dem nogle alternativer til det.

NM:
Hvordan ser du idrætsfaget i gymnasieskolen om 25 år? Du forudså f.eks. i din sidste jubilæumsartikel, at eleverne har apparater forskellige steder på kroppen og bliver monitoreret i timerne og sammenlignet med eleverne i hele verden:-) Hvordan tror du en idrætstime ser ud om 25 år?

Mette:
Jeg håbede, du ikke ville spørge. Det er en svær præmis at svare ud fra, for jeg håber at idrætstimerne ser meget forskellige ud. Der findes ikke én idrætstime.

Jeg tror, at den teknologisering som nogle ungdomsuddannelser har, og som ikke er kommet nok til STX, og vi er nødt til at forholde os til, kommer ind i idrætsfaget.

Det er fint, for det kan fremme elevernes bevidsthed om f.eks. idræt i en sundhedsoptik. Jeg håber, at alt det, som idrætten kan, vil vise sig i forskellige former for idrætstimer. Så den lidt skarpt skårede målstyrede læreplan, det paradigme skal være der. Men jeg håber, at vi kan trække paradigmet ud, så det mere legende holistiske blik vil være der, og vi kan få dannelsesdagsordenen ind i idrætten, hvor vi kan bidrage med legen og identitetsdannelse. Her kan vi virkelig være stærke. Det kan godt være der samtidig, så derfor tror jeg ikke, at der er én idrætstime.