Af Lasse Beck Meinicke
Indtil da må I nøjes med nogle menneskelige overvejelser.
To mulige scenarier på idrætten – eller mangel på samme i gymnasieskolen i 2048. To mulige udfald, der afhænger af to forskellige syn på mennesket, og hvad der skaber værdi. Lad os prøve at se på det. Medmindre, at de livsforlængende muligheder gør, at pensionsalderen udsættes endnu mere, så er jeg gået på pension i 2048 og kan alligevel ikke rigtig blive stillet til regnskab for, hvilken vej det gik. Det kan selvfølgelig også gå helt andre veje, men lad os prøve at forfølge to væsensforskellige retninger.
Nå, jeg har en god og en dårlig nyhed. Lad os starte med den dårlige, så vi slutter optimistisk og går ind i de næste 25 år med håb.
I 2048 har nytte- og optimeringstankegangen gået sin sejrsgang. Idræt var i et stykke tid inden stadigvæk et fag i skolen, da det fortsat var påvist, at det aktive liv gav en sundere og mere produktiv befolkning. Man havde lagt vægt på, at det at dyrke idræt gav positive resultater i forhold til længere sygdomsfri levetid og optimerede kognitive og fysiske funktioner, hvorved arbejdsstyrken kunne holdes sund og rask og sundhedsomkostningerne minimeres. Det havde også vist sig, at idræt gav en forøget livskvalitet. Det sidste var nu relativt underordnet, men man tog det med som en sidegevinst, når det nu var sådan, at det var. Men med de mange nye medicinske, bioteknologiske og teknologiske fremskridt, og med det rene fokus på omkostningerne ved sundhed er idræt i 2048 blevet nedlagt som fag i skolen. Idræt som fag er for dyrt og besværligt. Man skal både bruge haller og idrætslærere, og alt det er spild af tid, når gen-medicinen og gendopingen er blevet så udviklet, at man blot får kodet den form og krop, man gerne vil have uden al den brug af tid. Skulle man finde på at bruge sin krop til ikke funktionelle aktiviteter og dermed komme til skade og fx ødelægge sit knæ, vil man I løbet af få dage få indsat sin nye 3d-bioprintede individuelt tilpassede kropsdel, så det ikke går ud over effektiviteten i samfundet.
I det andet scenarie har udviklingen af den kunstige intelligens i 2048 optimeret samfundet, produktionen, den grønne omstilling og til en vis grad overflødiggjort indlæringen i de fleste andre fag i skolen. Det har givet tid og overskud til at fokusere på, hvad der er vigtigt i livet og skaber værdi for den enkelte og samfundet. Derfor er idræt som i antikken genindsat som samfundets vigtigste fag, da det er blevet tydeligt for alle både gennem den samlede forskning, generel empiri og folks almindelige synsninger, at idrætten er helt centralt for den menneskelige udvikling, dannelse og oplevelsesevne. Idræt er derfor blevet obligatorisk på alle uddannelsesniveauer og i alle uddannelsesformer. I gymnasieskolen er der således skærmfri idræt og aktiviteter i naturen fire timer om dagen. Udover den enorme glæde ved idrættens egenværdi, har det ført til et samfund, hvor der ikke længere er mangel på psykologer og psykiatere, for angst, depressioner, ensomhed, kropsforskrækkelse og spiseforstyrrelser er stort set ikke længere eksisterende. Mistrivslen i samfundet er forsvundet, for de unge har gennem idrætten lært at hvile i sig selv og er blevet meget mere robuste. Det er i det hele taget blevet et lykkeligt samfund med bedre mennesker, der er kompetente, vidende, aktivt handlende, beslutningsdygtige, glade, ansvarlige og omsorgsfulde. Idræt er ikke kun for livet. Idræt er livet.