Baggrund
Young & Active blev igangsat på baggrund af resultaterne fra den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse Ungdomsprofilen 2014. Ungdomsprofilen 2014 viste, at selvom størstedelen af danske gymnasieelever trivedes, oplevede en betydelig andel af eleverne en række problemer. Eksempelvis levede hele 84 % af eleverne ikke op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at være fysisk aktive mindst 60 minutter om dagen, 17 % af eleverne syntes ikke om at gå i gymnasiet og 9 % følte sig ofte ensomme. En nyere undersøgelse blandt unge på gymnasiale uddannelser i Danmark, Sundhed og trivsel på gymnasiale uddannelser 2019 (UNG19), har vist lignende tendenser.
Gennem bevægelse kan man skabe gode fællesskaber, og oplevelsen af at føle sig som en del af et fællesskab er vigtig for, at man trives godt. Bevægelse har i sig selv stor betydning for trivsel, og ifølge de unge, som blev interviewet i forbindelse med udviklingen af Young & Active, er der behov for initiativer på ungdomsuddannelserne, der giver energi til en lang og travl skoledag.
Young & Active er udviklet på baggrund af dette, og har som vision at fremme en inkluderende og engagerende bevægelseskultur på ungdomsuddannelser, der giver alle elever lyst til at bevæge sig. Indsatsen er en del af et større forskningsprojekt en go’ Bgym’.
Bærende principper
Young & Active bygger på tre bærende principper: ”Bevægelse for alle”, ”Ung-til-ung” og ”Kreativitet og innovation”.
Bevægelse for alle
Young & Active handler ikke alene om at få pulsen op, men også i høj grad om at have det sjovt med sine kammerater og få mere energi i hverdagen. Bevægelse kan derfor også være at gå en tur med sine venner, at dyrke yoga eller lave teatersport. Det vigtigste er, at alle nye elever bliver hørt og at der skabes mulighed for bevægelse på ungdomsuddannelsen gennem aktiviteter, der på forskellig vis appellerer til alle uanset fysik og interesse.
Ung-til-ung
Young & Active er af elever og for elever. For at skabe en inkluderende og engagerende bevægelseskultur, er det vigtigt med en høj grad af elevinddragelse i alle faser. Når eleverne selv udvikler og igangsætter aktiviteterne, matcher aktiviteterne elevernes interesser. Ung-til-ung betyder, at nye elever inspireres og ’oplæres’ af ældre elever. Ved at lade de ældre elever facilitere workshops, fungerer de som rollemodeller for de nye elever. Når eleverne skal opstarte nye aktiviteter, har det vist sig at være vigtigt, at de også oplever støtte fra lærere.
Kreativitet og innovation
Forskning viser, at unges idrætsdeltagelse falder markant ved overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse. For at vende den udvikling er der brug for at skabe nye og anderledes bevægelsesrammer og -aktiviteter, der tiltaler de unge og som kan integreres i de unges hverdagsliv. Derfor inviteres eleverne på de to workshopdage til at tænke på forskellige former for aktiviteter, der kan laves i undervisningen, i frikvartererne og efter skole som forløb eller events. Med en bred og kreativ forståelse af bevægelse er håbet, at initiativet appellerer til flere elever – særligt dem som i forvejen er mindre aktive og mere stillesiddende.
Erfaringer fra gymnasierne
Erfaringerne fra de gymnasier, der deltog i forskningsprojektet, vidner dels om, at eleverne har forskellige interesser, dels at gymnasierne har forskellige rammer og arbejder med forskellige fokusområder. Eksempelvis ønskede nogle gymnasier at udvikle kulturen i frikvartererne og andre steder var man optaget af, at binde forskellige elevgrupper sammen gennem aktiviteter efter skole. Den lokale tilpasning, der er sket på de forskellige gymnasier, har været en grundtanke i Young &
Active fra starten.
De aktiviteter, der er blevet igangsat på baggrund af Young & Active, har afspejlet de lokale forskelle. På nogle gymnasier har eleverne indført små aktive pauser i undervisningen og på flere gymnasier er der nu etableret en norm, hvor eleverne ved behov kan spørge læreren, om de må lave en aktiv pause. Just Dance har eksempelvis vist sig at være en populær, sjov og nem aktiv pause i undervisningen og de korte frikvarterer. På flere gymnasier fik eleverne i de store frikvarterer arrangeret små turneringer i bordfodbold eller bordtennis, der kunne samle eleverne på kryds og tværs. På nogle gymnasier har eleverne med støtte fra engagerede lærere etableret ugentlige hold i fx yoga, dans, ultimate, badminton, volleyball og hockey.
Vedvarende udvikling af konceptet
Young & Active innovationsworkshoppen er udviklet over en flerårig periode som en del af forskningsprojektet en go’ Bgym’. En go’ Bgym’s overordnede formål var at øge trivslen blandt førsteårselever i gymnasiet ved at sætte fokus på stress, fællesskaber, søvn, bevægelse samt mad og måltider. De 15 gymnasier, som deltog i forskningsprojektet en go’ Bgym’, fik tilbud om at få afholdt en Young & Active innovationsworkshop på gymnasiet i starten af hvert skoleår over en treårig periode. Konceptet er efterfølgende blevet tilpasset på baggrund af tilbagemeldinger fra elever og kontaktpersoner på deltagende gymnasier, samt forskningsgruppens erfaringer. Det nyudgivne materiale bygger således på flere års løbende udvikling af Young & Active.
Hent materialet
På Statens Institut for Folkesundheds hjemmeside kan alle ungdomsuddannelser hente materialet udviklet i forbindelse med Young & Active. Implementeringsguiden ’Young & Active på gymnasiale ungdomsuddannelser’ beskriver, hvordan man planlægger, afholder og følger op på innovationsworkshoppen.
Hvis man på ungdomsuddannelsen er interesseret i at arbejde med at forebygge stress blandt eleverne, skabe stærke fællesskaber og fremme bevægelses-, måltids- og søvnvaner, er alt materialet fra det samlede forskningsprojekt en go’ Bgym’ også tilgængeligt på hjemmesiden. Materialet er målrettet førsteårselever på alle gymnasiale ungdomsuddannelser og består blandt andet af et undervisningsmateriale, som handler om emnerne stress, søvn, fællesskab, bevægelse og måltider. Her findes der inspiration til, hvordan man kan arbejde med de ovennævnte emner i fagene dansk, samfundsfag, naturvidenskabeligt grundforløb, idræt samt eventuelle tværfaglige projektforløb. Undervisningsmaterialet er udviklet i samarbejde med gymnasielærere og opfylder udvalgte læringsmål.
Young & Active og en go’ Bgym’ er finansieret af Nordea-fonden og TrygFonden