Viden
26. oktober 2024
Malene Hannibal Schubart
Denne artikel er en forkortet version af en artikel udgivet på Idrottsforum.org den 6. marts 2024 af Malene Hannibal Schubart, Camilla Ottsen og Charlotte Svendler Nielsen. Gennem udvikling og afprøvning af en helhedsorienteret bevægelsespraksis kaldet Almen Kropsforståelse har vi undersøgt en gruppe elevers oplevelser med at fokusere på krop og bevægelse. I det følgende præsenteres betydningen af et øget fokus på kropsligheds- og bevægelsesorienteret dannelse i gymnasiets idrætsundervisning.

Hvad er Almen Kropsforståelse?

Undervisningsforløbet Almen Kropsforståelse er udviklet og afprøvet i forbindelse med et specialeprojekt ved Københavns Universitet i 2023 af Camilla Ottsen og Malene Hannibal Schubart. Formålet med Almen Kropsforståelse var at etablere en undervisningspraksis i gymnasiets idrætsundervisning, der med en helhedsorienteret tilgang kunne danne grundlag for et fokus på kropsligheds- og bevægelsesorienteret dannelse. Målet var dels at styrke elevernes egenkontakt og dels at bidrage til etablering af et fællesskab forankret i kropslige erfaringer.

Forløbet Almen Kropsforståelse bestod i projektet af fire lektioner (4 * 90 min) og indgik som en del af den obligatoriske idrætsundervisning. I lektionerne arbejdede vi med understøttelse af elevernes individuelle og fælles kropslighed, herunder med øvelser der kunne understøtte kropskontakt og kropslig kommunikation.
Forløbets indhold var inspireret af øvelser fra yoga, afspænding, mindfulness, psykomotorik og idrætsfaget kropsbasis. Nogle øvelser foregik fælles, andre individuelt eller parvist. Vi ønskede at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, der kunne danne rammerne for fordybelse og et mere indadvendt fokus. De øvelser eleverne blev introduceret for, havde til formål at styrke deres fornemmelse af kroppen, herunder fx at lægge mærke til spændinger i kroppen, vejrtrækningen eller oplevelsen af en bevægelse.

Inspirationen fra yoga-øvelserne blev inddraget for igennem bevægelse, åndedræt og opmærksomhed at skabe fokus på ro og balance i kroppen. Gennem fokusering på åndedræt og bevægelse bidrog mindfulnessøvelserne til at give eleverne oplevelser med at være til stede i nuet. Brugen af afspændingsøvelser som progressive muskelafspændinger havde til formål at give eleverne mulighed for at lære kropsligt forankrede teknikker, der kunne hjælpe dem med at slappe af.
Da Almen Kropsforståelse indgik som en del af et specialeprojekt, afsluttede vi alle lektioner med skriftlige oplevelsesbeskrivelser for at genere empiri.

Nedenfor ses et eksempel fra undervisningen, hvor temaet var grounding, der også kan tolkes som jordforbindelse.

Fokus på grounding
1. Ankomst og velkomst til dagens program
2. Check in 3. Introduktion til grounding
4. Stående kropsscanning med fokus på grounding
5. Zone-vandring med makker
6. Individuel yoga
7. Afspænding med fokus på spænd op/spænd af
8. Oplevelsesbeskrivelse
9. Outro
(REFERENCE IDRÆTSFORUM: https://idrottsforum.org/schubartetal240306/)

Baggrunden for projektet

Idrætsfaget anses som både et videns- og et dannelsesfag, og har gennem fysisk aktivitet til formål at fremme elevers fysiske, psykiske og sociale sundhed (Børne- og Undervisningsministeriet, 2022). Den dannelsesmæssige dimension af idrætsfaget er rettet mod udvikling af selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet, hvorved idræt og bevægelse kan anses som mere end blot fysisk aktivitet (Herskind & Rønholt, 2007).

Gennem de senere år har den politiske styring af uddannelsesinstitutionerne båret præg af tempo, vækst og præstation. Med fokus på arbejdsmarkedets behov har man indført institutionelle såvel som individuelle straf- og belønningssystemer for at uddanne så mange elever så hurtigt som muligt (Regeringen, 2013; Regeringen, 2014). En samfundsudvikling med øget individualisering til følge.
Sociologen Hartmut Rosa (2021) karakteriserer denne samfundstendens ved brug af begrebet acceleration. En acceleration der indebærer, at vi konstant skal være i fremdrift, dygtiggøre os, være hurtigere, blive bedre, men som samtidig medfører en fremmedgørelse fra tid, rum, handlinger, andre og os selv. Hvad angår ungdommens mistrivsel, mener Rosa ikke, at de unge mistrives på grund af skrøbelige psyker, men derimod fordi der er noget helt galt med vores samfund. En problematik han betegner som strukturel, men som opleves som en individuel belastning (Kaarsholm, 2023).

Med udviklingen af Almen Kropsforståelse, søger vi derfor blandt andet at udnytte idrætsfagets potentiale til at gøre op med elevernes fremmedgørelse.

Vi ønskede med projektet at sætte elevernes subjektive og kropslige oplevelser i centrum, hvorfor projektets empiri blev genereret i form af oplevelsesbeskrivelser fra eleverne og små tekststykker fra os (close observations). Den indsamlede empiri blev analyseret og fortolket ved brug af teoretiske begreber af Maurice Merleau-Ponty (2009), Maxine Sheets-Johnstone (1999) og Hartmut Rosa (2021). Gennem projektets analysearbejde fandt vi et grundlag for etablering af et rum i gymnasiet, hvor der er plads til ro, bevægelse og et kropsligheds- og bevægelsesorienteret fokus. Nedenstående citater stammer fra elevernes egne oplevelser i undervisningen. De angivne navne er pseudonymer.

Sebastian:
Jeg trækker vejret langsomt og helt ned i maven. Når jeg ånder ud, kan jeg mærke, at spændingen i kroppen forsvinder langsomt, og kroppen falder helt ned i gulvet og måtten. Ikke bare kroppen, men også hovedet begynder at slappe af. Jeg kan lukke øjnene, og det føles nu som om, jeg svæver, kulden fra gulvet og måtten forsvinder, og jeg er her bare.
Oplevelsesbeskrivelse, Sebastian (Ottsen & Schubart, 2023, s.57)

Sisse:
Jeg prøver at finde min indre ro og lukke alt ude omkring mig, så min krop og jeg kan samarbejde. Min krop er livlig, og jeg kan mærke forbindelsen mellem sind og krop. Det her øjeblik giver mig en behagelig følelse. Det er en rar følelse at være forbundet med hele min krop.
Oplevelsesbeskrivelse, Sisse (Ottsen & Schubart, 2023, s.63)

Nicklas:
Jeg oplever en ro. Ikke den normale ro, men en ro som kommer dybt indefra, en ro som giver varme, en ro som skaber dybde, en ro som gør, at jeg lige i disse sekunder kan lukke alt andet ude. Det er en ro, som skaber kontakt både med min krop men også med mit sind. Den ro jeg mærker lige nu, er den jeg ofte søger. I disse sekunder lige nu tænker jeg meget over, hvordan jeg bibeholder den ro, og hvad det giver mig. Jeg kan altid lægge mig til ro, men det er den fysiske. Men i dette øjeblik kan jeg tømme hovedet helt og slappe helt af i sindet.
Oplevelsesbeskrivelse, Nicklas (Ottsen & Schubart, 2023, s.57)

Hvorfor sætte Almen Kropsforståelse på skoleskemaet?

Vi fandt i dette projekt grundlag for at etablere et rum i gymnasiet, hvor der er plads til ro, fokus på kropslighed og et bevægelsesorienteret fokus. Målet var ikke at stressforebygge eller at sygeliggøre eleverne, men derimod at bidrage til deres oplevelse af fortrolighed med sig selv og hinanden. Ved at introducere eleverne for en kropsligheds- og bevægelsesorienteret dimension af dannelse i en institutionaliseret ramme som gymnasiet, kan man fremføre det synspunkt, at Almen Kropsforståelse er med til at bringe kroppen ind i elevernes bevidsthed og dermed sigter mod at almengøre krops- og selvforståelse.
Samtidig sigter forslaget om at gøre Almen Kropsforståelse til en del af gymnasiets idrætsundervisning mod at anerkende elevernes dannelse som mere end alene et mentalt foretagende. Som led i en god overgang fra folkeskole til gymnasie, kunne man overveje at indtænke Almen Kropsforståelse (eventuelt i kombination med andre praktisk-æstetiske fagområder) som en del af et introforløb på linje med forløb som Almen Sprogforståelse og Naturvidenskabeligt Grundforløb.

Idrætsfaget både kan og bør være med til at løfte unge menneskers trivsel og dannelse. Vi håber, at dette projekt kan åbne op for videre forskning i, hvordan vi fremover kan tilgå ungdommens dannelse såvel som trivsel med et mere helhedsorienteret perspektiv.

Referencer

  • Ottsen, C. & Schubart, M. H. (2023). Kropsorienteret dannelse – et kropsfænomenologisk studie af gymnasieelevers oplevelse af en kropsorienteret undervisningspraksis. Københavns Universitet. Institut for Idræt og Ernæring.
  • Schubart, M. H., Ottsen, C. & Svendler Nielsen, C. (2024). Almen Kropsforståelse: En kropsligheds- og bevægelsesorienteret tilgang til dannelse i gymnasiet. Idrottsforum.org https://idrottsforum.org/schubartetal240306/