Ved åbningsceremonien ved OL i Beijing 2008 var der tale om fem underliggende ritualer, der gav værtsnationen adgang til politisk propaganda. Det drejer sig om 1) Nationens historiske betydning for verdenssamfundet med fremhævelse af trykkekunst, papir, kompas, krudt og kungfu, men intet om f.eks. maoismens forbrydelser, 2) Dyrkelse af statslederne med fremhævelse af udenlandske statslederes anerkendelse herunder ikke mindst Bush og Putin og med et stærkt fokus på den kinesiske præsident især i den kinesiske tv-version, men uden at seerne blev gjort opmærksom på, at der var tale om flere versioner, 3) Mindepolitik for ofrene for jordskælvskatastrofen i Sichuan, der skulle formilde kritikken af jordskælvssikrede bygninger til myndigheder, men ikke til skolebørn, 4) Etnisk integration gennem kinesiske børn, der skulle repræsentere alle Kinas folkeslag, men i realiteten kun bestod af børn af majoritetsbefolkningen af hankinesere. Endelig var der 5) Beskyttelsespolitik, hvor soldater fra ’Folkets Befrielseshær’ gik strækmarch, inden de forestod hejsningen af det olympiske og det kinesiske flag, samtidig med at samme hær havde lukket Tibet ned. Vi skal i det følgende se, hvordan denne ritualstruktur videreførtes ved OL i London om end i helt andre former.

Den britiske dronning Elisabeth løftede gennem sin tilstedeværelse London-legene ud af den partipolitiske sfære og ind i en royal glamou¬røs ramme, der uden tvivl gjorde de efterfølgende nationalpolitiske bud¬skaber lettere at sluge for den internationale offentlighed. Ikke mindst i sammenligning med Hu Jintao og det kinesiske Politbureaus traditionel¬le habitklædte og udtryksløse statsmandslook i den olympiske æresloge i Beijing. Som en replik til den kinesiske åbningsceremoni slog Daniel Boyle til lyd for vestlige værdier om et åbent og tolerant samfund i en hyldest til velfærdssystemet, kvindefrigørelsen, multikulturalisme og civile rettighe¬der, der ikke mindst viste sig ved, at menneskerettighedsaktivister var med til at bære det olympiske flag rundt på stadion.

Daniel Boyle søgte også at præsentere en blød form for britisk natio¬nalfølelse ved at understrege Storbritanniens bidrag til den internationale pop- og rockscene (The Beatles), til børnelitteratur (Harry Potter) og selvfølgelig til konkurrencesportens oprindelse i den tidlige europæiske modernitet.
Via indslag med trommer forsøgte Boyle at markere et alternativ til de kinesiske soldaters trommeceremoni ved OL i Beijing, hvor 2008 perkussionister trommede med militær præcision, hvilket ikke var tilfældigt, da samtlige trommeslagere var fra ”Folkets Befrielseshær”.

Det var derimod frivillige og kunstnere, der ved London-OL dannede rygraden i et ensemble på 1000 personer. Mange af trommeslagerne var fremstillet som uorganiserede grupper af vilde, be¬skidte og fattigt klædte – men alligevel glade – gadebørn, der blev ledt af den døve kvindelige perkussionist Evelyn Glennie med stort udslået, gråt hår. Hermed fik Boyle sendt en hyldest til både kvindelige og handikappede per¬kussionister, hvilket flugter godt med en vestlig diversitetsstænkning.

Hertil føjede Boyle et stænk britisk selvironi ikke mindst via en scene med dronningen og Daniel Craig som James Bond på Buckingham Pala¬ce samt af Mr. Bean, der brugte humor som våben mod en selvhøjtidelig britisk dyrkelse af fair play. Der var også en mindehøjtidelighed for de 52 dødsofre fra den 7. juli 2005, hvor terrorister angreb Londons offentlige transportsystem, kort tid efter at det var blevet meddelt, at London skulle være vært for OL i 2012. Den skotske sanger Emeli Sandé sang den melan¬kolske ”Abide With Me”.

Ligesom ved Beijing-legene var store dele af nationens problematiske historie udeladt, herunder undertrykkelsen af Irland, kolonialismen og sla¬veriet. Således var der ligefrem en sort skuespiller med blandt de britiske iværksættere, der symboliserede den britiske industrialisering.
Ved OL i London gik det godt sportsligt for værterne, for Storbritanni¬en opnåede 29 guldmedaljer og en samlet tredjeplads efter USA og Kina. Det skyldes ikke mindst, at også Storbritannien – som mange andre vestlige samt asiatiske lande – har ladet sig inspirere af modellen fra de gamle øst¬bloklande med den totaliserede sport med stærk statslig involvering i elite¬idræt. Den model fik for alvor vind i sejlene i Danmark med oprettelsen af den halvoffentlige organisation Team Danmark i 1985 og i Storbritannien med oprettelsen af UK Sport i 1997.

Daniel Boyle præsenterede dog ikke kun et modspil til Beijing-legene, men var også dybt inspireret af disses underliggende ritualstruktur. Som vi har set, rummede også London-legene en mindepolitik og fokus på statens repræsentanter i skikkelse af dronning Elisabeth. Men dertil kom en dyrkelse af Storbritanniens ”særegne betydning i verdenssamfundet” ikke mindst via industrialiseringen og skabelsen af den moderne sport, og ”be¬skyttelsespolitik” i form af soldater, der bar det britiske flag rundt på stadion. Endelig var der indslag med etnisk integration i form af faklens vej rundt til de britiske lande: England, Wales, Nordirland og ikke mindst Skotland med dets stærke selvstændighedsbevægelse. Og alt dette blev naturligvis vist på storskærm ved åbningshøjtideligheden.

Alt i alt kan OL i London ses som et opgør med OL i Beijing med dens brug af artister rekrutteret fra militæret og fremhævelsen af en konfuciansk inspireret statsloyalitet. Med brug af den canadiske so¬ciolog Erving Goffmans begrebsapparat kan vi sige, at Boyle forsøgte at præsentere Storbritannien som en uhøjtidelig og i sig selv hvilende nation (looseness) over for kinesernes mere ufejlbarlige, formelle og ceremonielle fremtoning (tightness).