Bestyrelse
6. februar 2024
Andreas Schiørring
Formand for GI
Bestyrelsens nyhedsbrev, der bl.a. handler om afholdte kurser, det nye idrætsfagle årskursus og kontigentopkrævning.

Kære alle
Siden sidste nummer i oktober har GI-bestyrelsen været samlet for at afholde et bestyrelsesmøde. Mødet blev afholdt i København, hvor vi bl.a. havde besøg at Mette Trangbæk (rektor på Greve Gymnasium) til en spændende snak om idrætsfagets muligheder og fremtid i ungdomsuddannelserne. Vores næste bestyrelsesmøde er i februar, hvor vi mødes til et todages bestyrelsesmøde i Sønderborg.

GI-kurser

Den 3. oktober afholdte vi det første GI-kursus i yoga. Kurset blev afholdt på Aarhus Katedralskole, hvor 16 kursister havde en god og lærerig dag i yogaens tegn. Til kurset blev der udarbejdet et undervisningsforløb.

Den 29. november afholdte vi endnu et kursus i padel. Sidst blev kurset afholdt i København, hvor det denne gang blev afholdt i Aarhus. I de første padel-kurser havde vi fokus på primært det tekniske og taktiske, så havde vi denne gang valgt også at fokusere en hel del på det didaktiske.

Den 8. januar afholdt GI sit første virtuelle kursus. Kurset var et mini-kursus med fokus på Studieretningsprojektet med idræt C og B. Kurset var oprindeligt planlagt til at skulle være afviklet i Fredericia, men manglende tilmelding betød, at vi valgte at prøve en kortere virtuelt version. Vi var godt tilfredse med det vi fik vendt på kurset, hvor ca. 20 deltog. Som lovet fik vi optaget kurset, der kan ses her på youtube.com: ”mini SRP idræt 2024
Der skal også lyde en tak til fagkonsulenten for at ville være med til at afvikle kurset.

Generalforsamlingskursus (GF) skifter navn til Idrætsfagligt årskursus

GI´s årlige samlingspunkt med faglig fordybelse, generalforsamling og uformel sparring med kollegaer fra hele landet, skifter i år navn til Idrætsfagligt årskursus. Navneskiftet sker som et forsøg på at tydeliggøre kursets fokus på det faglige indhold og dermed øge dets appel for særligt nye medlemmer af foreningen, der endnu ikke har været med på kurset.

Idrætsfagligt årskursus ligger i 2024 fra den 11.-13. september og består af 2 kursusrunder af hver 6 timers varighed. I år vil man kunne vælge mellem de praktiske discipliner basketball, flagfootball, salsa, moderne dans/performance samt kampsport. Som noget nyt kan man i én af runderne i år vælge et teoretisk kursus med temaerne idrætspsykologi og Soft power.

Der vil naturligvis stadigt være generalforsamling, møde med fagkonsulenten, kollegial hygge og fest som sædvanligt.

Da Malthe Trold Kirkegaard er udtrådt af bestyrelsen efter mange års tro tjeneste, vil Katrine Dam Madsen overtage rollen som overkoordinator af Idrætsfagligt årskursus.

Kontingentopkrævning og medlems status 2024

Der er netop udsendt kontingentopkrævning for 2024. For de af jer som tilmeldte opkrævningen den nye betalingsservice aftale sidste år, trækkes opkrævningen automatisk. Ellers modtager man en e-mail med en vedhæftet pdf-fil. E-mailen har overskriften ”kontingentopkrævning – Idrætslærerforeningen (GI)”. Hvis man derfor ikke har modtaget opkrævningen, kan man søge herpå, og også meget gerne tjekke sine uønskede mails.

Vi har måtte træffe en beslutning, om de medlemmer det ikke er lykkedes os at finde kontaktoplysninger på eller som ikke har betalt 3. rykker, hvorfor vi ikke har modtaget kontingent for 2023. De udmeldes af foreningen. Det er i alt 170 medlemmer vi mister. Vi beklager meget, men vi håber at de, – og nye, finder vej ind i foreningen igen.