Fagkonsulent
23. februar 2021
Lasse Lasse Beck Meinicke
Fagkonsulent
Læs fagkonsulentens nyhedsbrev om idrætsundervisning i en coronatid, eksamener og SRP

Kære alle
Det er en presset tid for undervisning generelt og ikke mindst for vores fag. Idrætsundervisning stiller store krav til jer som undervisere i forhold til opfindsomhed og kreative løsninger, og vi må erkende, at selv om vi kan meget, så er det ikke alt, der kan lade sig gøre. Det er et dilemma for mange, at vi står i et spændingsfelt, hvor vi gerne vil have vores elever til at bevæge sig og bruge deres krop, samtidig med at rammerne aldrig har været ringere. Det er måske også mere vigtigt end nogensinde at holde eleverne i gang, men flere klager samtidig over, at det ofte mere bliver aktivering end undervisning, der bedrives. Det kan gøre ondt på den faglige stolthed og fagets status. Skal vi svigte eleverne ved ikke at sørge for, at de får bevæget sig, eller presse faget, hvis det faglige niveau sænkes? Det er ikke noget endegyldigt svar på dette spørgsmål. Hvis vi tyer til vejledninger og retningslinjer fremgår det, at vi i nødundervisningen skal leve op til læreplanerne, så vidt muligt. Men også kun så vidt det er muligt. Der altså ingen, der forlanger det umulige af jer.

Hvad der kan lade sig gøre på de forskellige hold, vil naturligvis variere fra skole til skole og underviser til underviser, men det går dog igen, at det er udfordrende at skulle gennemføre et forløb i boldspil. Der er derfor også hjemmel i loven om nødundervisning til at forskyde forløbene, således at de tre færdighedsområder ikke nødvendigvis skal afholdes i en ligelig fordeling over det enkelte skoleår. Det er ok at se det som en fordeling mere over det samlede skoleforløb, når vi er i denne situation. Underviser man HF og/eller B-niveau kan det være nødvendigt helt at skippe noget af fx boldspillet, så man måske kun når et forløb indenfor det færdighedsområde. Det får nogle konsekvenser for eksamen, som jeg vender tilbage til om lidt. Først skal dog nævnes, at den mulighed for at ændre på rækkefølgen af forløb, i forhold til hvad der er praktisk og didaktisk muligt, også giver mulighed for at flytte træningsprojektet ned i 2.g. Mange har allerede forhørt sig om muligheden, og det har været diskuteret flere gange på den faglige forenings facebookside. Hvis man flytter forløbet, kan det samtidigt give mulighed for fx at indhente nogle boldspil næste år. Det vil dog være anbefalelsesværdigt at indtænke en mulighed for at samle op på træningsprojektet i 3.g, så det stadig kan indgå i den faglige vurdering.

Der er ingen tvivl om, at alt dette har betydning og konsekvenser for prøven i faget. Sidste år blev eksamenerne aflyst, og i denne vintertermin blev ca. halvdelen af prøverne afholdt, inden resten blev aflyst. Inden alle prøverne blev aflyst denne vinter, var der udstedt en Nødvinterprøvebekendtgørelse for afholdelsen af prøver. Den havde nogle elementer, som måske også kan blive relevante til sommerprøverne, for der tænkes fra ministeren og PET (i vores verden Prøve- og Eksamenskontoret) i alternative prøvemuligheder og eksamensformer. En af scenarierne i ”Nødvinterprøve-bekendtgørelsen” var at aflyse eksamen for hold, der ikke havde haft ordentlig mulighed for at forberede sig til en prøve og i stedet ophøje en standpunktskarakter til eksamenskarakter, som vi også så det sidste sommer. Det kom til at gælde for nogle HF-hold, der skulle have haft vintereksamen, hvis de fx ikke havde haft mulighed for at nå alle seks forløb i de tre færdighedsområder. Her var det således et enten eller. Enten havde holdene de seks forløb de skulle bruge til at trække deres eksamenspakke ud fra, eller også var der ingen eksamen.

For at undgå så mange aflysninger af eksamener er ministeren derfor i samarbejde med PET og resten af STUK ved at se på mulighederne for at lave tilpassede eksamener. Et scenarie, der er i spil for vores fag, kunne fx være at have færre forløb at trække ud fra, så der måske kun trækkes ud fra fem eller fire discipliner. Det vil således give mindre tilfældighed i trækningen, men til gengæld kan elevernes eksamen så bedømmes ud fra de almindelige kriterier i de tre discipliner, de er oppe i. Hvordan det helt ender, er dog for tidligt at sige, men det er et område, der har politisk bevågenhed. Det hele kan dog, som I alle ved, ændre sig, hvis der kommer nye retningslinjer fra Sundhedsmyndighederne, men det er indtil videre et politisk ønske, at eleverne prøver at komme til nogle eksamener, så de ikke går videre i uddannelsessystemet uden at have fået de studiekompetencer, der ligger i at gå til en eksamen.

I forhold til SRP har der også været lidt debat på den faglige forenings Facebook-side. Debatten går på, hvornår og hvordan man kan sikre, at det er en tværfaglig opgave og ikke en enkeltfaglig opgave. De opgaver, jeg typisk hører om, er især, når vi samarbejder med biologi eller samfundsfag. Her kan man sommetider blive i tvivl om, om opgaven reelt blot kunne stilles i det ene fag. Der er ikke et sort hvidt svar på det spørgsmål, for på den ene side kan det give en naturlig rød tråd og en god sammenhæng i en opgave, hvis der er et godt interesseoverlap, men på den anden side er det også et krav, at det skal være tydeligt, at de to fag bidrager. Og det er nok det krav om tydelighed, vi skal stille os selv som rettesnor. Når vi læser på opgaveformuleringen, er følelsen så, at det er en opgave, der tydeligt har brug for idræt som fag? Er svaret nej, så er det nemt. Er svaret ja, må man videre se på, om det er tydeligt, at de to fag bidrager med noget forskelligt. Det kan være nemt, hvis man enten kobler noget naturvidenskabeligt på en samfundsfagsopgave eller noget samfundsvidenskabeligt på en biologiopgave. Tvivlen opstår i de opgaver, hvor metoderne synes at overlappe. Derfor er det værd at lægge mærke til formuleringen i SRP-bekendtgørelsen og vejledningen om forskellige faglige tilgange og det enkelte fags faglige mål. Nedenfor følger et uddrag fra vejledningen til SRP. Citat i kursiv er fra læreplanen resten fra vejledningen.
”Eleven skal demonstrere faglig indsigt og fordybelse ved at beherske relevante faglige mål i indgående fag og ved at sætte sig ind i relevante nye faglige områder udvælge, anvende og kombinere forskellige faglige tilgange og metoder

I studieretningsprojektet arbejder eleverne med faglige problemstillinger, der som hovedregel rækker ud over det enkelte fag. For at kunne behandle studieretningsprojektets faglige problemstillinger, skal eleverne benytte relevant faglig viden og metoder fra de indgående fag og kunne sætte sig ind i nye faglige områder. Den faglige indsigt og fordybelse kommer bl.a. til udtryk ved, i hvilken grad eleverne kan benytte relevant faglig viden og metoder i den nye sammenhæng, som studieretningsprojektets faglige problemstilling udgør. Eleverne skal i deres arbejde med studieretningsprojektet inddrage og anvende forskellige faglige tilgange og vise, at de kan udvælge og anvende de forskellige og relevante metoder i behandlingen af studieretningsprojektets faglige problemstilling. I flerfaglige projekter må eleverne gerne anvende samme metode i begge de indgående fag, så længe det ikke er den eneste metode, der anvendes i projektet. Tilsvarende kan eleverne i enkeltfaglige projekter ikke nøjes med kun at anvende én metode eller faglig tilgang, da et væsentligt formål med studieretningsprojektet netop er arbejdet med at anvende og kombinere forskellige faglige tilgange og metoder.”

Som afsluttende bemærkning en kommentar til årets FIP-kursus. Desværre, men måske forventet, er det netop blevet oplyst, at de sidste FIP-kurser i marts og april også skal afholdes virtuelt. Det betyder, at de to idrætskurser om træningsprojektet og træningsforløbet sidst i april også bliver virtuelle. Den faglige forening, underviserne og jeg går i tænkeboks for at finde ud af, hvordan vi stadig kan give jer det bedst mulige kursus.
Jeg glæder mig til at se jer alle igen – engang.

De bedste hilsner
Lasse