Viden
5. januar 2020
Søren Friis
Idrætslærer på Bjerringbro Gymnasium og næstformand i GI
Opfølgende undersøgelse på elevernes badevaner efter idrætsundervisningen. Undersøgelsen tager udgangspunkt i GI's undersøgelse af badevanerne i 2017.

Grafisk fremstilling af resultaterne fra undersøgelsen

I Gymnasieskolernes Idrætslærerforening har vi igennem de sidste 2-3 år haft fokus på badeproblematikken i forbindelse med idræt. Vi har blandt andet gennemført en kampagne på facebook, hvor man skulle lave den bedste video omhandlende gode argumenter for at gå i bad efter idræt. Dette resulterede i en stor mediebevågenhed i både radio og Go´Morgen Danmark. Vi har også haft flere forskellige artikler indeholdende gode råd om hvad man kan gøre på de enkelte skoler for at skubbe eleverne i bad. Der er flere skoler, der har haft stor succes med at installere musik i omklædningsrummene. Eleverne udtaler, at de føler mindre bevågenhed om dem selv, da man er mere fokuseret på musikken samt stemningen i omklædningsrummene.

Andre steder har man lavet fodaftryk i omklædningsrummet, som ledte ind til badet i et forsøg på at nudge eleverne i den retning. Mange skoler er begyndt at køre forløb om kropskultur og kropsforskrækkelse, hvori de har diskuteret badet efter idræt med eleverne. Derudover er der også en masse skoler, der har hængt de fine plakater, som GI har fået trykt, op på skolen, hvor man igen forsøger at nudge eleverne til at gå i bad efter idræt.

I efteråret 2017 lavede vi en undersøgelse med 2612 respondenter omhandlende deres forhold til badning efter idrætstimerne. (Se GISP 165 januar 2018). Vi har foretaget en ny undersøgelse for at se om der er sket ændringer. Dog med den undtagelse at vi denne gang har skelnet mellem piger og drenge.

Undersøgelsen er foretaget på skoler fordelt over hele landet. Der er i alt 2336 elever hvoraf der er 745 drenge og 1591 piger.

I undersøgelsen fra 2017 var der samlet 19% der altid gik i bad og 40,9% der aldrig gik i bad. I den nye undersøgelse ses det at der nu er langt flere, der generelt går i bad, men stadig omkring 40%, der sjældent eller aldrig går i bad. Det ses tydeligt at det er pigerne, der primært springer badet over, hvor næsten halvdelen (49%) sjældent eller aldrig tager et bad efter idræt. Der er kun 15%, som altid går i bad hos pigerne, og 23 som oftest går i bad. Til gengæld ser det ud til at der er en ret sund badekultur hos drengene, hvor 68% stort set altid tager et bad efter idræt.

Hvis du sjældent eller aldrig går i bad efter idræt, hvad er så årsagen til det?

Der er ikke sket den store ændring i elevernes grunde til at gå i bad/ikke gå i bad efter idræt. Eleverne er stadig bekymrede for at skulle lugte af sved efter idræt. Især pigerne synes ikke der er tid nok til at klæde om (28%). Og hvad der er mest bekymrende er at samlet set er der 25%, der ikke bader fordi de ikke har svedt. Det triste vi kan opleve i idrætstimerne er, at vi har elever, der hverken vil gå i bad eller lugte af sved, hvilket medfører at de er så inaktive som muligt i timerne.

Når du går i bad efter idræt, hvad er årsagen så til at du går i bad?

Af dem, der faktisk går i bad, ses det at den klart vigtigste grund til at gå i bad er, at de ikke vil lugte af sved resten af dagen. Den næsthøjeste grund er, at de synes det er naturligt at bade efter fysisk aktivitet. Lige efter disse har vi 33%, som er ligeglad med at andre ser dem nøgne, dog med en ret stor forskel mellem piger og drenge, mens cirka samme fordeling siger, at de er vant til at bade efter idræt i folkeskolen.

Ved en sammenligning af de to undersøgelser ses det altså, at der er en større procentdel der faktisk går i bad efter idræt. Det tyder på, at de mange tiltag, som der er blevet gjort rundt på skolerne, faktisk har haft en effekt. Der er stadig mange elever, der ikke springer ind i badet efter idræt og ikke overraskende er det pigerne, der er mindst flittige til at gå i bad efter idræt.

I bestyrelsen vil vi fortsat opfordre idrætslærerne til at arbejde med badeproblematikken ude på skolerne. Det kan ske ved fysiske tiltag som plakater og musik i omklædningsrummene, men også i det hele taget ved at italesætte badeproblematikken ude på skolerne.