På Ribe Gl. Kirkegård står en sten. Ikke mærkeligt, nu denne sten er én blandt mange. Men denne gravsten er anderledes end de fleste, for den er stor som en klippe, og dens overflade grov. Skriften på denne klippesten adskiller sig også ved at være bemalet med rød maling. Og så er stenen ”Rejst af Forsvarsbrødre”, som der står skrevet allernederst – og ikke af familien til afdøde. Øverst og oven over navnet på afdøde er stenen udsmykket med kongekrone og krydslagte Dannebrog – og under dette er anført ”D.F.B”, ligeledes i rødt. Tilsammen udgør disse De Danske Forsvarsbrødres emblem; en upolitisk, national organisation, som er en direkte efterkommer af organisationen “De Danske Vaabenbrødre”, som er veteraner fra den første slesvigske krig (1848-1850) stiftet i 1859. Vaabenbrødrene optog som medlemmer kun veteraner fra krigene 1848-1850 og krigen 1864. Forsvarsbrødrene havde som opgave at drage social omsorg for og yde økonomisk støtte til krigsveteraner og/eller deres efterladte – idet social velfærd var et ukendt begreb dengang.
Igennem 84 år har Forsvarsbrødrenes gravsten vogtet over de jordiske rester af ”Gymnastiklærer Stockholm Simonsen, R.af D., M.f.D.R., 17.12.1859-15.5.1937”. Forkortelserne fortæller, at Simon Christian Stockholm Simonsen var Ridder af Dannebrog – og endnu tidligere hædret med Medaljen for Druknedes Redning, en officiel redningsmedalje givet til en person, der selv har været i fare for at drukne under redning af druknende personer. Denne medalje fik Stockholm Simonsen for at have reddet tre mennesker fra druknedøden, da en båd kæntrede ved jernbanebroen i Ribe. Udover at være gymnastiklærer var Stockholm Simonsen også skrivelærer, og han var i 43 år ansat ved Ribe Katedralskole fra 1886 indtil 31. januar 1929, hvor han i december var blevet 70 år.
Stockholm Simonsen var Ribefødt, søn af Møller Jens Christian Simonsen og hustru Kirsten Simonsen, født Christensen. Efter sin konfirmation og almindelig landbrugsuddannelse var Stockholm Simonsen landvæsenselev, hvad der i dag svarer til at tage det grønne bevis som selvstændig landmand eller driftsleder. 25. april 1879 indkaldes den unge Stockholm Simonsen til aftjening af sin værnepligt ved 12. battaljon i Fredericia, hvor han afslutter sergentuddannelsen og udnævnes til sergent 30. marts 1881. Fra 1. oktober 1883 gennemgår Stockholm Simonsen hærens seks måneders gymnastiklæreruddannelse på hærens gymnastikskole i Nyboder i København, hvor han består som den 5. bedste elev ud af 51 og fortsætter endnu seks måneder på den udvidede gymnastiklæreruddannelse, nu med to gange ugentlig dans hos balletmesteren ved Det Kongelige Teater, som han afslutter 1. september 1885. Simonsens chef ved hæren anbefaler ham at søge stillingen som gymnastiklærer ved Ribe Katedralskole, hvor Ritmester Fahrner for en tid har vikarieret for en kollega. Stockholm Simonsen søger stillingen og får ansættelse ved Katedralskolen som gymnastiklærer 1. maj 1886 – og overtager inden længe også gerningen som skrivelærer, idet han har en ualmindelig flot og sirlig håndskrift, hvilket hans håndskrevne levnedsbeskrivelse vidner om. Levnedsbeskrivelsen er stilet til Ordenskapitlet på Amalienborg Slot 23. oktober 1923 i forbindelse med Stockholm Simonsens udnævnelse til Ridder af Dannebrog. Sideløbende med sin ansættelse på Katedralskolen underviser Stockholm Simonsen ligeledes i gymnastik og skrivning på Ribe Borgerskole indtil 1. nov. 1902. Om Borgerskolens slidte gymnastiksal mindes Simonsen, at der ”stak af og til et Ben gennem gulvet”. Endelig underviser Simonsen også på Ribe Lærerseminarium fra dets begyndelse i 1899 og i årene efter, at Staten 1918 købte og omdannede lærerseminariet til kun at have kvindelige studerende. Om end en nutidig gymnasielærers arbejdsbyrde ikke er at sammenligne med Simonsens egen tid, så tegner der sig et billede af en virksom underviser.
Ud over redskabsgymnastik og gulvøvelser indeholdt datidens pensum i gymnastik også riffelskydning, cricket, boldspil, fægtning og atletik. Derudover underviste Stockholm Simonsen i dans. Det havde han gjort lige siden tiden i Fredericia, hvor han havde sin egen danseskole. Det var også her, han mødte sin kommende hustru, Marie. De blev gift 18. oktober 1887 i Fredericia og fik 10 børn, hvoraf 2 døde tidligt. Igennem alle årene – og også i tiden efter at Stockholm Simonsen gik på pension, underviste han i dans i Ribe og omegn. De sidste år assisterede en Frk. Brockmann ved at undervise i moderne dans og stepdans – hvor Stockholm Simonsen underviste i de klassiske danse. Timerne i dans fandt altid sted i Hotel Klubbens store sal på hjørnet af Sønderportsgade og Skole.
Uden for skolen er det som foreningsmand og initiativtager (i dag ville det være iværksætter eller entreprenør), at Stockholm Simonsen er helt fremme i skoene. I 1888 er han medstifter af den lokale afdeling af Forsvarsbrødrene – og beklæder formandsposten i 40 år. Han er også medlem af Forskønnelseskomitéen i 42 år – og formand for denne fra 1904. Forskønnelseskomitéen havde til formål at forskønne Ribe Plantage med nyplantede træer og at pleje disse og anden bevoksning. Op gennem 1800-tallet og frem til midten af 1900-tallet vedblev Plantagen at være et yndet udflugtsmål for byens borgere, men blev mindre populær i takt med, at borgerne fik bil og kunne køre til andre udflugtsmål. Fotografiet med Forsvarsbrødrene er fra Plantagen og taget foran Pavillonen, som Forskønnelseskomitéen overtog i 1924. Kilder fortæller, at Stockholm Simonsen anså Plantagen som sit ”barn” og kom der så ofte, det kunne lade sig gøre. Også andre formandsposter påtager Stockholm Simonsen sig: Ringriderforeningen, Fugleskydningsselskabet, Ribe Skytteforening og Ribe og Omegns Teaterforening – som han også er stifter af. Derudover er Stockholm Simonsen leder af Ribe Politikorps med rang af løjtnant – og så sidder han i byrådet i 6 år(!). Først og sidst er Stockholm Simonsen også den store festarrangør, og han har en finger med i alle festlige arrangementer: skyttefester, gymnastik- og folkedanserstævner med udenbys gæster, regattafester, ringriderfester, store friluftsforestillinger, og skøjtefester ved Slotsbanken med belysning og musik. For Forsvarsbrødrene arrangerer han årlige udflugter – og for kollegerne på Katedralskolen er han selvskreven som arrangør af den årlige udflugt i september til Kammerslusen med frokostkurv. Stockholm Simonsen ER en meget afholdt person af alt og alle. Til hans 70 års fødselsdagsfest med deltagelse af cirka 100 gæster, lovprises Stockholm Simonsen i en endeløs række af taler af byens honoratiores. Ordene ”elskværdig”, ”hjælpsom”, ”gemytlig” og ”vennesæle” (venlig) går igen. De fleste har sikkert et stereotypt billede af datidens lærere som strenge, uvenlige og med hang til at afstraffe eleverne fysisk, hvilket måske har været gældende for mange lærere, men ikke for Stockholm Simonsen. Ved samme fødselsdagsfest holder en af Stockholm Simonsens gamle elever en tale, hvori han spøgefuldt sammenligner førnævnte Ritmester Fahrner med fødselslaren: ”Vi fik Klø hos Fahrner men vi lærte Gymnastik hos Simonsen, og når vi Købmænd endnu kan hoppe over Disken, skylder flere af os Simonsen Tak for denne Elasticitet.”
Kong Christian den 10. var en nær bekendt af Simonsen. Som gymnastiklærer ved hæren får Simonsen det ærefulde hverv at undervise tre af Frederik den 8.s sønner: Christian (tronarving), Carl (senere Kong Haakon af Norge) og prins Harald. Om prinserne udtaler Simonsen i et interview i anledning af sin 70 års fødselsdag: ”i ½ Aar havde jeg den Fornøjelse at undervise dem i Gymnastik. Det var rigtige Drenge, der ofte sloges, men det var i øvrigt flinke og venlige Elever” . Karakteren af dette korte citat er sigende for Simonsens væsen, fordi han her opretholder en høflig men professionel distance, samtidig med at hans menneskelighed skinner igennem. Den senere Kong Christian den 10. mødes med sin gamle gymnastiklærer ved flere lejligheder. Det er også Christian den 10., der udnævner Simonsen til Ridder af Dannebrog i 1923. Ridderkorset tildeles Stockholm Simonsen ved Forsvarsbrødrenes 35 års jubilæum ”som Anerkendelse for sit Arbejde indenfor Forsvarsbroderselskabet”. Det er i forbindelse med Genforeningsbesøget i 1920 – der hvor Kong Christian d. 10. rider på den hvide hest over grænsen til Sønderjylland – at hele den kongelige familie besøger Ribe. Kongen havde i Dybbøl hilst på veteranerne fra 1864, men den samme ære var ikke tiltænkt veteranerne fra Ribe og omegn, hvilket Stockholm Simonsen i sin egenskab som formand for Forsvarsbrødrene ikke kunne acceptere, og derfor samler han en halv snes overlevende lokale krigsveteraner med fane og musik foran Domkirken. Da Kongens bil ankommer her, springer Simonsen frem og får den standset. Kongen genkender ham straks og udbryder hjerteligt (ifølge overleveringen), ”Jamen, det er jo min gamle gymnastiklærer Stockholm Simonsen, der var lærer for prins Olav og mig på Hærens gymnastikskole i København. Hvor er det dejligt at hilse på Dem igen”. Herefter får de gamle veteraner hver et kongeligt håndtryk med en tak for deres indsats. Dette optrin foran Domkirken er foreviget i fotografiet gengivet i denne artikel. Det kræver mandsmod egenhændigt at turde standse den kongelige bilkortege, sådan uden for det officielle program, for at andre må få behørig tak og anerkendelse. Men sådan var Stockholm Simonsen. Uselvisk. I 1926 besøger Kongen igen Ribe i anledning af Landsfesten for 1100 året for Ansgars Komme – og igen hilser Simonsen på sin gamle elev.
Simonsen sover stille ind, 77 år gammel, om morgenen 15 maj 1937 ved fem-tiden på Ribe Sygehus efter nogle dage forinden at være blevet opereret for en tarmsygdom. Skæbnen vil, at Stockholm Simonsen dør den samme dag, som hans gamle elev, Kong Christian den 10., kan fejre 25 års regentjubilæum. Fra om morgenen den 15. maj flages der overalt i land og by for Kongen – også i Ribe, hvor et orkester kl. 8.00 marcherer gennem byen til tonerne af Riberhusmarchen. Banegården, posthuset (Tårnborg), byens forretninger og mange private hjem er pyntet med blomster, guirlander og flag på facaderne. Dagen igennem er der på torvet orkestermusik og tale for kongen holdt af Forsvarsbrødrenes formand, Kaptajn Ipsen. Ribe Stifts Tidende, der udkommer sidst på dagen, prydes på forsiden af et stort fotografi af kongeparret og beretninger om befolkningens hyldest til kongen. Nyheden om Stockholm Simonsens død, der går som flashing news igennem Ribe, finder også spalteplads med billede i dagens avis. Det paradoksale er, at hvor der burde flages på halv i Ribe over tabet af en så markant personlighed, da flages der i stedet på behørig vis for Kongen. Journalisten ved Ribe Stifts Tidende skriver da også, at ”[D]et var et mærkeligt Sammentræf, thi ingen i Ribe By har oftere end Stockholm Simonsen været med til eller forestaa store Fester i sin gamle Fødeby. Faa Borgere i Ribe har nydt en Popularitet som Stockholm Simonsen. Han var kendt af ethvert Barn, og i en lang Tidsperiode har næppe nogen Borger i den Grad som han præget mange Grene af Livet i Ribe, især Foreningslivet. Med oprigtig Sorg vil Dødsbudskabet blive modtaget i Ribe og Landet over blandt Stockholm Simonsens gamle Elever fra Ribe Katedralskole, af hvilke han var elsket og afholdt”. Byen er i sandhed i sorg på denne planlagte festdag.
I mindeordene om Stockholm Simonsen de følgende dage hyldes han for sit utrættelige virke for byens borgere og for sit væsen. Igen og igen er det hans pædagogiske evner, som han lovprises for af elever og kolleger – og af rektor Willumsen ved morgensamlingen på dagen for Stockholm Simonsens begravelse: ”Rektor talte derefter om, at Stockholm Simonsen […] havde været afholdt saavel af Lærerpersonalet som af Elever, hvad der havde sin store Aarsag i, at Stockholm Simonsen havde ejet udmærkede pædagogiske Evner.” Det er en mand, om hvem der hersker stor respekt, ærbødighed og taknemmelighed, som Ribe By tager afsked med.
Begravelsen 21. maj kl. 12.30 fra Ribe Domkirke sker under ”saa stor en Deltagelse, som sjældent er set i Ribe By […] Saa skønt pyntet som i Dag har vi næppe set den gamle Kirke til en Begravelse.” Biskop Westergaard fremhæver i sit mindeord først Stockholm Simonsens arbejdsglæde og kærlighed til Ribe og fædreland – og dernæst hans næstekærlighed: ”De allerfleste Vidner om hans færd er vel hans kolleger ved Skolen her og de mange Hundrede Børn, for hvilke han var Lærer. De vidner, hvor højt de agtede og holdt af ham. Han forstod, at et Barn skal lyde og ledes, men Børnene mærkede, at han holdt af dem. Det er en stor Fornyelseskilde at holde af Mennesker, der holder af én igen. Hans nærmeste kender ham som Hjemmets gode Fader. Jeg tror Stockholm Simonsen var en glad Mand.”
Ved graven forretter Biskop Westergaard jordpåkastelsen, alt imens faner sænkes og politikorpset præsenterer gevær. Formanden for Forsvarsbrødrene, Kaptajn Ipsen, siger det sidste farvel med ordene: ”Da du var ung, ødslede du dine Kræfter paa andre. Altid vilde du hjælpe, når du saa, at der var Trang dertil, og det var dig en Glæde. Du arbejdede altid til Bedste for din By. Vi vil Bevare dit Minde i taknemlig Erindring.” Efter familiens tak for deltagelse, ”spredtes det store Følge langsomt over Kirkegaarden, hvor Foraarets Fuglestemmer lød i de grønne Trætoppe.”
Stockholm Simonsens eftermæle blev tillagt en næsten overmenneskelig karakter, hvilket kom til udtryk, da de tyske tropper kørte ind i Ribe den 9. april 1940. To ældre damer står og betragter de tyske troppers indtog med vantro øjne, da den ene udbryder: ”Dette ville aldrig være sket, hvis Stockholm Simonsen havde levet”.
Gravstenen rejst af Forsvarsbrødrene er i dag bevaringsværdig – og står på samme sted ved Stockholm Simonsens grav. Alle der kendte ham er borte – og tilbage er kun gamle, gulnede avisartikler, fortællinger og fotografier – men rigeligt til beretningen om en usædvanlig afholdt person, der gjorde så meget for de mange. Det er ikke så ringe et eftermæle endda. Stockholm Simonsen kan godt tjene som et forbillede, som menneske såvel som lærer, for os andre i dag.
Æret være den gamle kæmpe!
Benni Johanson