Kære Ida,
Som idrætslærer i gymnasieskolen og redaktør på idrætslærernes fagblad GISP vil jeg forsøge at svare på den kritik af idrætsfaget, du kommer med i dit indlæg i JP d. 25.8.
Din overskrift på indlægget lyder ”Fjern vejrmøller fra gymnasiet, og giv plads til fagligheden”. I idræt er der masser af faglighed, både praktisk og teoretisk. Idræt på C-niveau fokuserer mest på den praktiske faglighed, som eksempelvis hvordan man laver kropsspænding, slår en vejrmølle, kaster og griber en bold eller får bevægelseskvalitet i sin hiphop- eller svingserie. På mange måder en faglighed, der handler om at opbygge kropsforståelse og forskellige motoriske færdigheder. I gymnasiets formålsparagraf står der, at gymnasiet skal være almendannende. I en tid – hvor ikke bare unge – men nok den overvejende del af befolkningen mest bruger kroppen til at gå, stå, rejse sig op, eller sætte sig ned, er det vigtigt, at der i det almendannende arbejde i skolerne fortsat arbejdes med kroppen og dens muligheder. For selvom samfundet måske bevæger sig i en mere inaktiv retning, hvor motoriske og kropslige færdigheder ikke prioriteres, er det ikke ensbetydende med, at gymnasiet skal gå den samme vej. Snarere tværtimod.
I dit indlæg skriver du også, at idrætsfaget ikke lever op til sin egen læreplan. Du skriver følgende ”I læreplanen for idrætsfaget på gymnasiet står der, at der i undervisningen opnås bevægelsesglæde, og kombinationen af teori og praksis giver indsigt i kroppens sundhed og idrættens kulturelle værdier. Som jeg ser det, opfyldes ingen af disse faglige mål i idrætsfaget”. I forhold til at idrætsfaget efter din mening ikke giver indsigt i kroppens sundhed, så forstår jeg ikke helt kritikken. I 3.g. skal alle elever gennemføre et træningsprojekt. Det indbefatter teori om sundhed og træning, test at egen fysiske kapacitet samt udarbejdelsen og gennemførslen af et træningsprogram. For mange afsluttes projektet med en skriftlig opgave, hvor der reflekteres over egen træning og den indvirkning, den har på kroppen. Alt afhængigt af fokus kræver det en viden om aerobt og anaerobt arbejde, superkompensationsprincippet, styrketræningsprincipper samt træningsformer, som f.eks. intervaltræning og kontinuerlig træning. Ofte er træningsprojektet endda lagt i forlængelse af et undervisningsforløb som crossfit, aerobic eller et højintensivt boldspil, som floorball, så træningen både foregår i timerne og derhjemme. Så som minimum kommer alle gymnasieelever til at reflektere over sundhed og træning i den kontekst.
I forhold til manglen på idrættens kulturelle aspekt, så går din kritik på, at eleverne i forvejen kender til håndbold og fodbold, og at det ikke har nogen kulturel værdi at spille ”ukendte” sportsgrene som flag football og ultimate. Ser man dog kultur som en række værdibegreber, vores samfund bygger på, så har idrætsfaget meget at byde ind med. I mange boldspil er det helt essentielt at samarbejde og tage hensyn. F.eks. er en aflevering i et boldspil altid relationel og sværhedsgraden afhænger af modtageren. Det kræver, at man kan udvise hensyn, specielt i idræt på C-niveau, hvor eleverne mødes med meget forskellige kompetencer. Der er også en læring i, at man er nødt til at deltage aktivt, da aktiviteten ikke vil fungere uden alles aktive deltagelse. For ikke at tale om den demokratiske dannelse samt refleksioner over ”fair play”, der også ligger i idrætten. I disse år hvor foreningsidrætten har det svært, er det ikke mindre vigtigt at arbejde med disse ting i folkeskole og gymnasier.
Du anfægter også, at idræt kun giver, den i læreplanen beskrevne, bevægelsesglæde til de elever, der i forvejen godt kan lide sport. Som du korrekt skriver, så er glæden en følelse, man ikke kan tvinge elever til at føle. I læreplanen står der dog også, at bevægelsesglæden skal komme gennem tilegnelsen af idrætslige færdigheder. Og medgivet, det er ikke sikkert, at det lykkes i alle lektioner for alle elever. Men jeg oplever selv, at der i timerne tit opstår glæde og en wow-effekt, når clear-slaget i badminton lige pludselig sidder der, når kick-cross-over trinnet i hiphop mestres eller hvis man lykkes med at komme en meter højere op eller helt i top på klatrevæggen. Det gælder også for de elever, der ikke er vant til succesoplevelser i idræt og sport.
For lige at runde den teoretiske faglighed i idræt på C niveau, som du mener mest handler om at kunne reglerne i forskellige spil, så beskriver læreplanen, at man skal få indsigt i basale natur- og sundhedsvidenskabelige samt humanistiske og samfundsvidenskabelige begreber om fysisk aktivitet, livsstil og idrætsvaner. Dette indebærer alt afhængigt af underviserens valg emner som f.eks. teambuilding, idrætspsykologi, danskernes idrætsdeltagelse og motionsvaner, hiphoppens kulturhistorie, Labans bevægelseslære, hvad det fysiologisk kræver at være en god floorballspiller, overvejelser om etik, moral og fairplay i sport og idræt, idrættens organisering i Danmark og meget mere. At forstå reglerne er dog selvfølgelig også en væsentlig del af specielt boldspillene.
Til sidst kommer vi til argumentet om, at idrætskarakteren ikke bør være afgørende for, om du og andre gymnasieelever, kan komme ind på drømmeuddannelsen. Dette mener jeg dog ikke kan være et argument, for at fjerne idræt som fag. Der er mange fag i det alment dannende gymnasie, der ikke bruges direkte i de uddannelsesvalg, der træffes bagefter. Man kan formentlig godt blive en god læge uden den store viden om historie og en god jurist uden topkarakterer i naturvidenskab. Her er det i højere grad en diskussion om, hvordan vi i Danmark optager på de videregående uddannelser, end hvilke fag der er i gymnasieskolen.
Jeg håber, at mit svar på din kritik af idrætsfaget, om ikke andet, vil give dig anledning til at genoverveje dit indlæg. Jeg håber derudover også, at du husker tilbage på idrætstimerne med en smule glæde og tager nogle gode oplevelser med videre ud i verden. Måske du en dag står på dansegulvet og pludselig bruger nogle grundtrin fra hiphoptimerne eller siger ja til at være med i flag footballkampen under et udvekslingsforløb. For mange af de sociale sammenhænge, vi mødes i som mennesker, er kropslige, og kan idrætsfaget få lidt flere ud på dansegulvet, ud på boldbanen eller til at sige ja til arbejdspladsens deltagelse i årets motionsløb, så står vi som mennesker og samfund da et bedre sted.