I engelsk fodbold har man ligefrem set eksempler på såkaldte ”U5-elitehold” og rekruttering af talenter i fireårsalderen til fodboldakademier såsom Arsenal. Det virker til, at der er lignende tendenser på vej indenfor kultur- og uddannelsesinstitutioner, og der eksisterer da også i dansk regi skoler, der har som erklæret mål at udvikle de næste stjerner.

Ideen om at identificere og selektere børn så tidligt ind i specialiserede miljøer kan man betegne som en ’race to the bottom’, fordi det globale kapløb om at være den bedste på seniorplan nu er rykket ned i de yngste af børnerækkerne. Kristi Erdal, en amerikansk professor i psykologi, har i en nyere bog også beskrevet hvordan børne- og ungdomsidrætten virker til at være gennemsyret af ’adulteration’, hvilket bogens titel også hedder (Erdal, 2018). Visse dele af børneidrætten (i hvert fald i USA) har nemlig ændret sig til at tage udgangspunkt i voksnes behov og ønsker (tidlig konkurrenceorientering og tidlig specialisering med målrettet træning) fremfor at tage udgangspunkt i børnenes behov (fokus på kreativitet og tryghed, peer-topeer fællesskaber og autonomi). Vi voksne virker til at glemme, at børns selvorganiserede leg og fællesskab i det nære lokalmiljø er mindst lige så vigtigt for kvaliteten af børnenes oplevelser, som klubbens og trænerens meritter og ambitioner.

Det føromtalte globale og nationale kapløb i at præstere på diverse arenaer, også i børneidræt, har medført at organisationer er begyndt at systematisere deres måde at identificere talenter på. Talentidentifikation anses ligefrem som et afgørende succesparameter for at skabe fremtidige præstationer i idræt (Wrang et al., 2021), men også indenfor erhvervsliv, kultur og uddannelsessektoren. Til trods for at talentidentifikation er et forholdsvist nyt emne, virker det til, at langt de fleste undersøgelser har været forholdsvis ensporede. Langt de fleste undersøgelser virker til at være på jagt efter ”den hellige gral” indenfor talentidentifikation. Baggrunden for langt hovedparten af undersøgelserne handler grundlæggende om man kan finde specifikke kvantificerede egenskaber igennem tests hos børn og unge (såsom hurtighed, agility mfl.), så vi som voksne har en simpel opskrift på, hvordan man skal skelne talenter og ikke-talenter fra hinanden. Det har indtil nu vist sig at være mere end svært at finde den gyldne test.

I en nylig bog kaldet ”Talentidentifikation til hverdag og test” af Christian Wrang og undertegnede (2021) påpeger vi, at langt de fleste forskere og praktikere arbejder ud fra en Guldgraver-tankegang, hvor det gælder om at finde ”det rigtige talent” gennem tests og dermed nuværende præstationer. Da talent ofte forstås som et potentiale for fremtidig succes, er det en farlig vej at gå ned ad som træner eller lærer, da der er stor fare for at udøve præstationsidentifikation i stedet for talentidentifikation. Man kommer til at anse de nuværende bedste for de største talenter, der også på sigt vil begå sig godt. Og det er langt fra altid tilfældet. Og dette er et problem til både hverdag og test.

Som trænere og lærere kan vi nemlig let blive forblændet af den gode præstation hos en elev i en opgave eller test og glemme de mange middelmådige præsterende eller ligefrem dårligt præsterende som sagtens også kan vise sig være talentfulde. Det er bare sværere at se og få øje på. Derfor skal vi være opmærksomme på, at vi altid har blinde pletter i vores identifikation af vores unge – uanset kontekst. Vi skal snarere være Guldbyggere, der har fokus på hvilke fremtidige kompetencer vi kan nå at erhverve de unge, eller ligefrem være Guldskabere, der erkender, at vi med vores handlinger og sprog i hverdagen og til tests er med til at muliggøre, at de unge kan udfolde deres potentiale. Dette kommer gerne til udtryk når vi kategoriserer de unge som gode-dårlige, talentfulde-ikke talentfulde, dum (dette label fik jeg selv tildelt i en skole-hjem samtale med en gymnasielærer)-klog og bruger det bevidst-ubevidst til at navigere efter i hverdagen. Som U9 fodboldtræner har jeg selv havnet i netop denne ubevidste kategorisering (som uopdragne) af spillere, hvilket gevaldigt hæmmede et par spilleres udvikling. Inspireret af FCKs ide om at have ”et positivt talentsyn”, oplevede jeg, at ved at ændre min opfattelse af spillerne til at være positivt, så begyndte min relation i løbet af to træninger at ændre sig markant: spillerne indtog pludselig en konstruktiv plads på holdet fremfor en destruktiv (lyttede efter, sad stille, hjalp med at samle kegler, talte pænt mv.). Belært af social identitetsteori (Tajfel & Turner), er det faktisk ikke muligt at lade være med at kategorisere sig selv eller sine nærmeste. Men i stedet for at lade sig ubevidst styre af kategorierne (talent-ikke-talent, goddårlig osv.) så skal vi som undervisere og trænere være bevidste om dem, og prøve at være positive og nysgerrige på de unge og deres nuværende kompetencer i vores stræben på at være med til at udvikle deres fremtidige kompetencer. Uanset om de bliver verdensmestre, verdenskendte eller får et job verden endnu ikke kender
til, så fortjener de at blive set og hørt som mulige talenter.

Både til hverdag og test.

Litteratur

• Erdal, K. (2018). The adulteration of children’s sports: Waning health and well-being in the age of organized play. Rowman & Littlefield.
• Johnston, K., Wattie, N., Schorer, J., & Baker, J. (2018). Talent identification in sport: a systematic review. Sports Medicine, 48(1), 97-109.
• Rossing, N. N., & Wrang, C. M. (2021). Talentidentifikation til hverdag og test. Aalborg Universitetsforlag.
• Tajfel, H., & Turner, J. (1979). An integrative theory of intergroup conflict. In W. G. Austin & S. Worchel. (Eds.), The social psychology of intergroup relations (pp. 33-47). Monterey: Brooks/Cole Pub. Co.
• Wrang, C. M., Rossing, N. N., Agergaard, S., & Martin, L. J. (2021). The missing children: a systematic scoping review on talent identification and selection in football (soccer). European Journal for Sport and Society, 1-17.